I weekenden var der så Trailerpark Festival i København, og det var noget af en fest, som sådan også forventet. Hvert år når jeg er på festivalen i Copenhagen Skatepark prøver jeg på ikke at planlægge for meget – ved godt, at Roskilde håber folk gør det samme dér, men det er jeg simpelthen for nørdet til at lade være med, og folkene bag Trailerpark ved en hel del om en hel del musikgenrer, jeg ved intet om. Det kan være tung elektro, minimaltechno eller noget helt tredje. Så også i år gik jeg ind til arrangementet med forventning om fest, farver og glade, dansende mennesker. Det fik jeg igen igen lov til at opleve.
Der er gjort så utrolig meget ud af festivalen, her tænker jeg kunsten, arkitekturen og de forskellige miljøer, der omringer festivalpladsens midtpunkt mellem scenerne – noget tyder på, synes jeg, at Spot Festival i Aarhus har ladet sig mere end inspirere, men resultatet er knap så vellykket som på Vesterbro. Det vil sige: Trailerpark er 100 gange mere interessant. Jeg bliver simpelthen bare glad hvert år, når jeg spankulerer rundt på den kompakte plads med en mojito i hånden og dropper ind til forskellig musik, jeg ikke har forberedt mig på. Og sådan var både fredag og lørdag for mig – vilde dansefester på alle tre scener, Rebel, Royal og Aiaiai.
Søndag havde jeg fra starten af planlagt som en regulær afslapnings- og musikdag (men en flaske cava blev det da til) og især koncerterne med Waldo & Marsha og The Eclectic Moniker havde jeg glædet mig til. Førstnævnte, et rost støjrock-drengeslæng på 8 fra Aarhus, har jeg aldrig fået hørt, og de overraskede virkelig positivt med deres My Bloody Valentine-inspirerede shoegaze. Når man er 8 i et band, der larmer og støjer, som Waldo & Marsha gør, så spiller man altså ikke for pengenes skyld, og det er jo altid dejligt at tænke på.
Faktisk var jeg ret overrasket over, hvor party folk var søndag – det så vitterligt bare ud som om, at folk morede sig og godt lige kunne klare en dag til. Under koncerten med The Electic Moniker, som vi tidligere har rost her på siderne, sagde jeg til min kammerat, at det her band har genopfundet den flade tallerken på den fedeste måde, og den betragtning står jeg ved i ædru tilstand. Herlige drenge, der gør folk glade og jammer Prince-style, så folk glemmer deres tømmermænd og danser hele vejen op på scenen – what’s not to like. Calypsopoppen har aldrig lydt mere dansk og folkelig.
Når Gud lukker et vindue, så åbner han en flaske cava, det har en fuld mand engang sagt, og så er det ikke det værste i verden at være på Trailerpark Festival, hvor man kan drikke med nye venner og se på flotte mennesker til en masse elektromusik, man ikke lige vidste, man virkelig godt gider danse til. Tro mig, den slags bliver man glad af. Vi ses til Trailerpark 2013.
0 Responses to “Trailerpark: Kærlighed og masser af cava”