For en måneds tid siden fik jeg en lækker vinylplade med posten fra en sød herre ved navn Mads Emil Nielsen. Han er københavner og den ene halvdel af ambientduoen GRAF. Jeg så dem live på i hovedstaden, på Mayhem og i de helt rigtige rammer, for et par uger siden og kan kun konstatere, at de to lydnørder på alle måder ved, hvad de laver (hør uddrag fra koncerten her).

Pladen, Orbit #1, første i rækken af forhåbentlig en hel del kommende udgivelser på deres eget Space-craft pladeselskab, hiver jeg ofte frem, især i de sene aftentimer til kaffe og dæmpet belysning. Der er virkelig noget særligt beroligende, stemningsfuldt og dragende, over de to herrers musik, det også kan være svært at sætte præcise ord på.

Men sådan har jeg det – som opmærksomme læsere ved – med den ambiente genre, og enten bliver jeg virkelig ramt, eller så kan det være lidt ligemeget. Når jeg lytter til GRAFs Orbit #1, bliver jeg også mindet om det væld af følelser og stemninger, der gik igennem min krop, da jeg første gang lyttede til/forelskede i Brian Enos Apollo, soundtrack til en månelanding.

Især nummeret “mir” leder – som titlen mere end antyder – tankerne hen på rumfart og vægtløse tilstande, og det er virkelig en sand perle, der svæver rundt i hovedet på én i lidt over otte minutter før man lander trygt igen, godt tilfreds og en anderledes lydoplevelse rigere.

Er man interesseret i at købe pladen – den er rigtig flot og fin og har high-end inner sleave! – så kan man fange gruppen live og købe den on the spot, og ellers man kan bestille vinyl + download kode lige her.

For et par måneder siden anbefalede vi her på siderne den nye plade fra amerikanske Owen, singer-songwriter med mere udgivet gennem det gode Polyvinyl Records, og vi har nu modtaget endnu en anbefalelsesværdig plade med posten fra Polyvinyl. Owen hedder i øvrigt i virkeligheden Mike Kinsella, og Birthmark, som indlægget her altså handler om, hedder i virkeligheden Nate Kinsella. Jeg gætter på, at de er brødre.

Tonen er dog en noget anden. Guitaren er her udskiftet med marimba, trommebeats, vibraphone, violin, cello og basklarinet med mere pakket sammen i en velproduceret, klar og virkelig på alle måder lækker sound, som Jason Cupp – producer, hvis navn jeg ikke er stødt på før, men som jeg med garanti kommer til at huske nu! – står for. Og lydene passer glimrende til Nate Kinsellas følsomme vokal.

Antibodies, som pladen hedder, består af en samling sange, der alle på hver deres måde handler om at sidde fast i livet, om at have svært ved at være, den man er, om at være afhængig af dem, der elsker én, om ansvar og om skyld. Selv siger han: “I really do try to present myself as a positive person in normal everyday life. But I also spend a lot of time thinking about death and feeling guilty.”

Og en sådan gennemgående tristesse fornemmer man, når man lytter til pladen. Jeg gik en tur med Antibodies i ørerne for nogle dage siden, mens jeg koncentrerede mig om Kinsellas tekstunivers, der virkelig har det med at bide sig fast, når man giver det en ærlig chance, og da åbnede pladen sig op for mig. Siden har jeg hørt den en hel del og kan altså stærkt anbefale andre at dykke ned i melankolien for en stund.

Pladen med det flotte omslag udkommer i morgen, d. 15 maj, via Polyvinyl Records, og den kan bestilles på både CD og LP her.

God søndag.

Puha, sikke en weekend på Spot 2012. Vi kom, så og drak en masse øl, hvad vores åndssvage Twitter updates vist også allerede afslører, men vi fik også hørt en masse spændende nyt, og især rundt omkring scenerne på Godsbanen, hvor festivalen med stor succes har valgt at flytte en del af aktiviteterne – og ølboderne – hen.

Fredag på Spot Festival begyndte for mit vedkommende med en tidlig aftenkoncert med Kids of the Wood, popnewcomers og gode kammerater. De spillede til BlueSpot, der ifølge arrangørerne er en slags pre-Spot festival eller whatever. Jeg nåede ikke hele sættet, fordi jeg havde lovet en flok glade københavnere fra et band ved navn The Eclectic Moniker at overvære en anden koncert.

Da jeg kom hen foran indgangen til BlackBox, det største spillested ved Godsbanen, stod det hurtig klart, at Eclectic Moniker virkelig er movin’ up. Her var laaaaang kø – sikkert kun som til Raveonettes og måske få andre koncerter på årets festival. Jeg fik derfor også rig lejlighed til at chatte med et par håbefulde unge, der havde hørt/hørt om bandet via Soundvenue hypemaskinen. De kunne godt lide “ham forsangeren og energien i det hele.” :)

Og så rykkede det pludselig med køen. Jeg blev væk fra de søde unge, men fandt en ven, og vi blev hurtigt lukket ind i salen. Bandet var netop gået på til stor applaus fra, hvad man virkelig kunne fornemme var et crowd fuld af forventninger. Og så gik det ellers slag i slag med fine demonstrationer af, hvordan calypsopoppen skal lyde.

Det kan være svært at stå stille til en koncert med et band som The Eclectic Moniker, og har man fået et par øl, er det nærmest umuligt. Da sommerhittet “Billboards” blev spillet som koncertens sidste nummer, stod de fleste – heriblandt Gaffas begejstrede anmelder – med smil på læben og dans på hjernen.

The Eclectic Moniker handler for mig først og fremmest om livsglæden, og livsglæde må man sige, de fik spredt fredag aften på Spot. Folk kom forventningsfulde ind og gik glade og opløftede ud, og det er fandme, hvad festival handler om.

Nietzsche har engang sagt noget med, at vi bør kalde enhver dag vi ikke har danset for spildt. Jeg kan godt li’ at tænke på, at det er et credo, som Eclectic drengene lever efter – det virker i hvert fald sådan.

Tak til Spot. Vi ses næste år :)

Earcandy siger tusind tak for en fed Spot-festival,  vi glæder os til næste år.

Læs nogle af vores retarderede Tweets her.

Please Jeff Mangum!!!!

I dag er det torsdag, og vi er på vej til hovedstaden for at sidde skoleret, når Rikke Øxner og co. løfter sløret for BOB DYLAN LOU REED DAFT PUNK BUILT TO SPILL årets Roskilde program. Efter program-release er der gratis koncerter med Roskilde Rising kunstnere – vi har tidligere offentliggjort et af navnene her på siderne – og det går løs fra kl. 18.00. Her kommer en meget moderne sætning: Vi live tweeter fra eventet.

Vi når lige at se et par navne før vi så drager videre til København NV og spillestedet Mayhem, hvor vi skal se en spændende dansk ambient-gruppe, vi glæder os rigtig meget til at opleve live. Gruppen hedder GRAF og består af to unge herrer ved navn Mads Emil Nielsen og Simon Walsøe. Jeg har hørt deres første udgivelse, orbit #1, på repeat i de sene aftentimer/tidlige morgentimer den seneste uges tid, og det lyder fremragende og lovende for i aften. Det går ned på Mayhem i aften fra kl. 20:30 og lineuppet hedder: GRAF + Julian Grenaae, video / Vuptikunst / Vektormusik (DJ) / Badun (DJ).