Oasis har egentlig altid hørt min spæde ungdom til. Det virker som om en del sange fra deres repetoire appelerer til begynderguitaristen. Personligt var både Wonderwall og Don’t Look Back In Anger iblandt de første fem sange jeg lærte på spaden. Bevares, vanvittigt gode popsange, men man ville dog ønske det måske havde været en Neutral Milk Hotel B-side man lærte først. Eller sådan noget.
Men i aften på Orange Scene stod de der: Liam, Noel og resten af banden. Klar i parkacoat og hænderne på ryggen. Med spade og gryder. Setup’et og mængden af mennesker tydede på et brag af en fest. Og fest, det fik jeg da.
Sammen med vennerne stod jeg langt tilbage, men stemningen var som stod vi lige foran. Folk dansede og skrålede med på de smukke melodier, mens Liam viste sine vanvittige balanceevner og stod med en tamburin på hovedet. Fedt nok.
Noel fungerer fremragende som indpisker, og han formåede indtil flere gange at nå helt ned bagerst. Og naturligvis gik folk apeshit til nævnte kæmpehits, Wonderwall, Don’t Look Back og Champagne Supernova. Bandet var supertight, og ikke nogle betydelige fejltrin.
Når jeg tænker over det, har jeg det egentlig fint med at Wonderwall var den første jeg lærte på guitar. Og nu må jeg vist hellere ud for at se Trent Reznor gå amok. Yeah!
En af verdens bedste popsange:
En af mine absolutte favoritter, som dog tit bliver overset
