Goddag og velkommen til jeg-er-ikke-en-idiot-og-ved-selvfølgelig-godt på-forhånd-at-MALK-er-årets-suveræne-hovednavn.

Ikke desto mindre: sidste år havde jeg fornøjelsen af at se Grinderman. Jeg ankom til showet uden spor forventning, men min kammerat Nicolai havde overbevist mig om at det var en koncert jeg ikke ville misse. Nicolai fik ret: omend jeg ikke kendte én eneste sang, kunne jeg intet andet end direkte og umiddelbart at forelskes i Nick Cave. Af den grund, og kun den grund, opsøgte jeg nu i nat Nick Cave & The Bad Seeds.

Det viser sig at jeg ikke er den eneste: på vej op mod min hvidvinspapvin (70 kroner - dyrt i Danmark - billigt på Roskilde) støder jeg på en kø af en kø af en kø der umiddelbart lader til at overgå Neil Young-køen ‘08. Papvinen inkasseres - fair trade, druk med bedst tænkelig samvittighed - og jeg når 20 minutter før koncerten at placere mig direkte foran Orange Canopy Kickass Rock’n'Roll scene.

Meget kan man sige om Nick Cave. Man kan forsøge at forklare hvordan det fungerer, når han som en anden Johnny Cash uden skønsang laver ROCK over et simpelt backbeat, hvordan han ledsaget af TRÅD og percussion synger/snakker livet som det er. Man kan forsøge at forklare hvad i alverden alle de piger uden toppe laver oppe foran. Man kan forsøge at problematisere eksheorinjunkiens status som legende.

Alt i alt giver det ingen mening. Læn dig tilbage. Elsk lortet. Elsk den eneste mand (udover muligivs, ikke sikker, Tom Waits) der kan battle Clint E i konkurrencen om COOL. Nyd hans slackede bevægelser, attituden, stilen. Se på storskærmen og tænk at du ser en film. For så at se direkte fremad og overraskes over at han findes og står 100 meter foran dig.

The Mercy Seat is calling, men ikke for Nick Cave. Jeg krydser samtlige tilmudrede fingre for at han etableres som fast yndlingsinventar på Roskilde - for udover Dylan, Waits, Reed, Young, Bowie og McCartney er der ingen der kan løfte Orange som min yndlingsaustralier.

PS: (eneste anke) HVOR BLEV PØLLEN AF?