Man behøver hverken være David Fricke eller Ryan Schreiber for at vide at ROCK tager udgangspunkt i modkultur, outsidere, anti-konformitet, pigtråd, beat. Sikkert af samme årsag er der indenfor rockgenren et stort krav om autenticitet, og en helgenagtig dyrkelse af de allerstørste/ægteste outsiders (fx Kerouac, Morrison, Cobain).

Outsiderskikkelsen, særlingen, vanskabningen har potentialet til stort drama i sig. Måske har han intet at miste og kan agere hofnar, slippe afsted med nærved hvadsomhelst, som bums og som sørøver. Måske forelsker han sig (som Quasimodo) og kan udleve den håbløse forelskelse, tragedien. Måske kan han give os klumper i halsen, når han kravler op i sit tårn, sin mol, ‘a minor place’? Udnytte kontrasten mellem stemmens brøl og tekstens ømhed. Waits gør det, Thomboy gør det og Bonnie gør det. Alle har de skæve ansigter, alle har de skønne stemmer.