Tirsdag d. 2. februar skulle Japandroids spille på Musikcaféen i Århus. Dette er startskuddet på deres europæiske turné og vi var så heldige at kunne være til stede.

Vi ankommer til Musikcafeen ca. en time efter opvamningskoncerten skulle starte, opvarmningsbandet som stadig spiller da vi ankommer er et Århusiansk noise/lo-fi band som vi skipper for at stå i gården og får kulden mens vi begynder at undre os over hvor få der faktisk er mødt op. For trods det er en tirsdag og koncerten er kategoriseret under noise er Japandroids et relativt stort hyped band der fik et fremragende Pitchfork review med et publikumsmagnetisk “Best New Music” label påklistret og en 15. plads på den alt-overskuende Pitchfork årsliste.

Duoen, der kommer fra det indie-darling-befængte Canada, spiller usandsynligt lettilgængeligt trommehindesmadrende post-teenage støj-pop, med lyrics så korte og simple at hele debutalbummets tekstside vil kunne memoreres efter en enkelt gennemlæsning.

Da vi kommer ind igen er koncert-rummet så løst pakket at man kan vandre fra bagvæggen og frem til scenen uden at få en enkelt spydig bemærkning med på vejen og foran scenen er der ca. 1.5-2 meter fra det forreste publikum til scenen. Dette ser dog på ingen måde ud til at påvirke bandet og de starter ud med et karate spring og  et sonisk brag. Forsanger Bryan King står for alt sceneshow da David Prowse er fast placeret ved trommesættet. Dette er dog et mindre problem for den hyper-energiske forsanger der fra start til slut springer rundt som en sindssyg, råber sig gennem lyrics og giver en hel forsamling lyst til tage til Frankrig og frenchkisse french girls. På scenen er der ikke andre props end en transportabel blæser der blæser luft i hovedet på King, en udstyrskasse der kan hoppes op og ned fra og af uvisse årsager 3 forstærkere til guitaren alene. Alligevel får man på lydsiden fornemmelsen af at være til koncert med et helt band og visuelt mere scene-show end de fleste bands formår at præstere trods brug af filmprojektører, kostumer og danskvandsflasker. På den måde holder Japandroids sig ægte overfor deres genre, der tangerer lo-fi universet, som altid forsøger at skabe mest muligt med de simpleste og billigste redskaber. Til glæde for deres fans, der bør få et show for pengene, uanset hvor få der er af dem der er.

I deres tekstunivers formår Japandroids med simple men velskrevne linjer som: “We used to dream, Now we worry about dying / I don’t wanna worry about dying, I just wanna worry about those sunshine girls” og “XOXOX XOX / Some hearts bleed our hearts sweat” at skabe en fornemmelse af længsel efter ungdommelig livsglæde, overmod og naivitet blandet med frygt og afsky for voksenlivet. Gennem deres lydside blander de det med en “grib nuet” agtig stemning der desperat, vanvittig og livshungrende gennem distortion og feedback smadrede guitar-riffs skriger, til os der forsøger at lytte, at det stadig ikke er for sent, at vi ikke behøver bekymre os og at der stadig er et liv at leve fuldt ud. Selv efter ungdommen, drukturene, vildskaben, vanviddet. Efter pigerne. Efter intet.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.