Facebook er et genialt værktøj hvis man vil promovere noget eller nogen. Myspace er et genialt værktøj hvis man vil promovere sin musik. Eastpack er et fremragende værktøj hvis man vil have sine ting fra a til b.
Hvis du laver en kombination af disse 3 smarte ting, får du Zed & the Partybelt, Eastpacks nye fiktive band. Eller jeg gætter på det er Eastpacks påfund, eftersom der er Easpack plastret ud over myspacesiden og Eastpack smidder hænderne i vejret med et linkz til Zed på deres forside. Egentlig synes jeg det er lidt forkert at bruge de sociale medier til branding af produkter, men når det nu er musik på Myspace og søgning af statister til musikvideo på Facebook er det måske ok? Jeg er selv i syv sind.
Under alle omstændigheder kan jeg kun blive glad, hvis folk globen over begynder at danse så dejligt som disse 2 piger, om det er til Zeds musik eller ej!
Sidste lørdag var jeg for sensommersyg til at deltage i bynattens forskellige forlsytelser så i stedet spiste jeg chips og så American Graffiti med en ven. Den er alle (gode) Highschool-films formidable fader og altid en stor fornøjelse - hermed overflødigt anbefalet. Soundtracket er desuden en klasse for sig og tube-teknologien tillader mig at dele dele af det med blogfølgerne.
Roger Ebert har skrevet en ret god anmeldelse af filmen, og det er enormt sjældent, jeg selv kan sige det bedre end Ebert, så jeg overlader trygt den korte introduktion (det her er jo et youtube/musik-post, ikke et essay) til den fremragende filmanmelder:
Remembering my high school generation, I can only wonder at how unprepared we were for the loss of innocence that took place in America with the series of hammer blows beginning with the assassination of President Kennedy. (…)The options seemed so simple then: to go to college, or to stay home and look for a job and cruise Main Street and make the scene. The options were simple, and so was the music that formed so much of the way we saw ourselves.
Torsdag aften leverede Uriah Heep varen på Posten i Odense. En enkelt flot midaldrende fyr med mullet vinder aftenens publikumpris, idet han under hele koncerten stod med armene i vejret, lukkede øjne og sang med. Party like it’s 1972.
Hørt udenfor efter koncerten:
Mand: Fik du det dér plekter af guitaristen?
Kvinde: Ja! Jeg fik Ian Paices trommestik tilbage i 80′erne, men den kan man sgu ikke have om halsen.. nu kan jeg lave et hul heri, og så gå med det. Men hvad siger du, det er sgu lang tid at stå uden at få en smøg?
Mand: Ja.. Jeg må indrømme, jeg tog godt nok lige en under “Easy Livin’”
Guitaristen Mick Box er eneste medlem, der har været med siden debuten fra 1970, men bandet har med nuværende lineup, med undtagelse af trommeslageren, været sammen siden 80′erne, hvor de som det første band fra Vesten optrådte i Sovjetunionen! Senest har de i 2008 udgivet ”Wake the Sleeper”.
Før koncerten fik Earcandy sig en snak med Phil Lanzon fra gruppen.
Okay, no doubt no whine, Pitchfork er for 00erne hvad Rolling Stone Mag var for 60erne og 70erne. Er det nok? Hmm… ikke nødvendigvis. I anledningen af genudgivelsen af Beatles’ første 5 plader (remastered!) anmelder Tom Ewing i dag samtlige. Er de så gode? Stadig? PF-approved? Please? Jup, heldigvis. “Best new music” endda. Pyha. Pitchfork står imod den fristelse det må være at omskrive de sidste 40 års musikhistorie. Bravo.
BONUS!
Nu er afgørelsen her! A Hard Days Night er den allerbedste af de tidlige Beatlesplader (idet den er 0.2 pitchforkpoint bedre end Please Please Me. Det er også det jeg altid har sagt.
I dag har Buddy Holly (og i øvrigt Slug, Eazy E og Bertel Haarder) fødselsdag, og det er selvfølgelig anledning til at hylde den fantastiske sangskriver, der døde i en alder af blot 22, med en god portion youtubelove. Holly og The Crickets var ren rock og rul som i to guitarer, bas og trommer, og så skrev, producerede og fremførte Holly i øvrigt sine egne sange og inspirerede dermed en hel generation af musikere, deriblandt Beatles, Dylan og Stones.
Bruce Springsteen udtalte tilbage i 1978 til Rolling Stone: “I play Buddy Holly every night before I go on, that keeps me honest.” Det første John Lennon spurgte om, da Beatles i 1964 ankom til Ed Sullivan Show var: “Is this the stage that Buddy Holly played on?” Flere kærlighedserklæringer after the jump. R.I.P.!
På Metacritic scorer “No More Stories Are Told Today I’m Sorry They Washed Away No More Stories The World Is Grey I’m Tired Let’s Wash Away” 84 point og det er det de kalder universal acclaim (hvilket er pænt godt).
“I’m still not sure if the word Mew means something in Danish or they’re just named after something their cat said, but I’m ready to start using it as shorthand for quality prog-pop.”
Lyn-guide til hipsters der ikke er helt sikre på om Beatles er “cool”?
Okay, no doubt no whine, Pitchfork er for 00erne hvad Rolling Stone Mag var for 60erne og 70erne. Er det nok? Hmm… ikke nødvendigvis. I anledningen af genudgivelsen af Beatles’ første 5 plader (remastered!) anmelder Tom Ewing i dag samtlige. Er de så gode? Stadig? PF-approved? Please? Jup, heldigvis. “Best new music” endda. Pyha. Pitchfork står imod den fristelse det må være at omskrive de sidste 40 års musikhistorie. Bravo.
BONUS!
Nu er afgørelsen her! A Hard Days Night er den allerbedste af de tidlige Beatlesplader (idet den er 0.2 pitchforkpoint bedre end Please Please Me. Det er også det jeg altid har sagt.
UPDATE!!!
Ifølge Pitchfork er både Rubber Soul, Revolver, Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band og Magical Mystery Tour blandt verdens bedste plader!!!
Jeg kan næsten ikke vente på at finde ud af om White Album og Abbey Road også er gode.
In other “news”:
Klaus Lynggaard skriver i Information om den gang han var lille og hørte Beatles. Ikke værst.
(officielt god sang)