Archive for juli, 2009

Why? pladen lækket!!!

WhyES

Hvor fedt er det ikke lige!!?? Og se det cover: En mumie med en buket blomster. WOW!

Lidt gift-and-curse-agtigt, men stadigvæk, hey.

Why? pladen Eskimo Snow har først officiel release den 22. september i år, men det lykkedes åbenbart nogle at få fat på den, for siden i søndags har den ligget til fri download på diverse lyssky downloadsider.

Forsanger Yoni Wolf har udtalt at det er det mindst hip-hop’ish han nogensinde har lavet. Og sandt, pladen er næsten strippet for rap-omkvæd og erstattet med en masse sang!  

Personligt fik jeg den ned på iPod’en i forgårs, og jeg har ikke kunnet stoppe med at lytte til den!

Yoni er stadig en plaget mand, og han er igen optaget af emner som sex og død.  (”and I never got a name for my shady compulsion, ’cause I messed up and kissed my shrink in a jersey city hotel room”).

Eskimo Snow er opstået på samme tid som forløberen Alopecia, og man kan sagtens høre ligheder (Specielt et omkvæd fra en tidligere sang, der går igen på denne (hvem finder det først?!!)), men jeg synes personligt at denne plade er mere stramt udført, med mindre udenomslol, som godt kunne tage overhånd på Alopecia, og en utrolig behagelig jangly lyd, som er båret videre fra forrige sange som Gemini (linket er en flot, uofficiel video) og Fatalist Palmistry.

Efterårets mest ventede udgivelse og en klar kandidat til årets plade. Synes jeg.

P.S. til alle jer Dylan-freaks derude, her er Why?’s fortolkning af John Wesley sangen As I went out one morning.

 

Den første single fra Eskimo Snow, This Blackest Purse:

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

En tidlig favorit, Into the Shadows of my Embrace (hvad sker der lige for den intro!? For vild!):

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Method Man og Redman om Nas/Kelis-balladen: THAT IS BULLSHIT!

howhigh-method-red_2

Meth og Red gør sig fremragende som nyhedskommentatorer. I den verserende sag om fattige Nas, der pludselig skylder mælkesexbomben Kelis rigtig mange penge, udtaler de 2 sig meget velovervejet.

Redman: Labels ain’t even givin’ out that kind of money no more!
Method Man: Y’all know that’s some bullshit… 50 grand a month for some pussy?

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

The Game @ Train: Who got game? Måske har du Game, men random Jay-Z diss er børnehiphop

the-game-gunshot

No shit, er man vant til god gammeldags dansk hiphop (herunder fine forsøg på engelsksproget rap fra Nat Ill og Negash) er det altid en fornøjelse og en oplevelse at tage til amerikanerrap. The Game leverede indgroet hiphopslang og et efterhånden imponerende flow på Train, med opbakning fra et 9-mandscrew (WTF?!) hvoraf 1 filmede (til koncertfilmen der aldrig udkommer) 1 DJede (dvs. satte beats på og leverede random GUNSHOTS) og 7 niggaz sippede på gin&juice og lavede nada - ingen backingrapper.

Det var alt sammen fint, Game har masser af hits (+ en patron til Messerschmidt) og selvom det var akavet hver gang han leverede et 50/G-Unit track fungerede det jævnt upåklageligt. Hvad er real hiphop? Er det at rappe til en plade? Så er Game ude af spillet. Er det at snakke rigtigt til publikum? Så er Game ude af spillet. Det er superstort booket af Train, der snildt kan være stolte af sig selv, men er man hiphopfan til benet, bliver man måske ikke særlig imponeret af aftenens største publikumsstunt: at få 40 letpåkkædte hiphopbimbos (no offense, i ved hvem i er) til at danse på scenen.

Jeg var jævnt underholdt og glad for at høre fine vers leveret mere eller mindre fejlfrit, men en kæmpe idiotfuckingbummert stod i vejen for en ellers fin koncertoplevelse. Over Death of Autotune-beatet råber Taylor igen og igen: “FUCK JAY-Z! say FUCK JAY-Z! YOU AN OLD ASS NIGGA! FUCK JAY-Z!”. Game gjorde et kæmpe nummer (faktisk 2 numre) ud af at disse Jay-Z, den primære begrundelse syntes at være at Jay er gammel og Game kan kan tæve ham - pff! Beklager homie, men det diss hører absolut ingen steder hjemme. Fint nok hvis Nas har beef med Jay (hvilket han i øvrigt ikke længere har) men Game har ingen creds at beefe med, hvad ligner det? Alle ved at Hova kan tage Game ud på en bar (”Fuck y’all niggas”), men hvorfor skulle han overhovedet gide? Billigt forsøg på mediestunt (? ellers forklar) fra en ellers interessant hiphophistoriebevidst westcoastrapper der gav os linjerne:

“Im ready to die
Without a reasonable doubt
Smoke chronic and hit it
Doggy style before i go out
Until they sign my death certificate
All eyez on me
Im still at it, illmatic
And thats the documentary”

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video
Continue reading ‘The Game @ Train: Who got game? Måske har du Game, men random Jay-Z diss er børnehiphop’

Coverudgaver: Den gode, den dårlige og den mega dårlige (with a vengeance)

revolver
(se DET er et godt cover)

Coversange har traditionelt ikke mad creds i musikentusiastiske kredse. Selvfølgelig er en sang en organisk størrelse, der kan varieres og fortolkes i det uendelige, og netop derfor er sangen og musikken udødelig, og hvis man ikke tror på det skulle man tage og give Joe Cocker et lyt, eller investere i Cashs Rubinproducerede amerikanerplader. Men 90% af alle coverudgaver (for ikke at nævne youtubeamatørcovers - I LAUGH AT YOU!) er irriterende dårlige, totalt blottet for sjæl & nerve og kun lavet for ca$h. (Jarvis Cocker indfrier på “Bad Cover Version” flot det poetiske potentiale i idéen om dårlige coverudgaver + videoen er fantastisk rofl).

Hvis man vil lave et gennemført elendigt covernummer, bør man vælge originalmateriale med omhu. Her følger 3 tommelfingerregler til formålet:

1. Vælg en sang fra en genre du ikke aner noget om
2. Vælg en klassiker af rockhistoriske dimensioner
3. Vælg en sang der synges af en karismatisk forsanger

Britney Spears, Celine Dion og Anastacia og Hillary Duff er førsteklasses eksempler på hvor forudsigeligt forfærdeligt det går når man blindt følger reglerne med særligt fokus på regel #1. Mange halvdårlige poprockbands, som må formodes at føle sig genremæssigt hjemme, forsøger sig imidlertid også med coversange. De fejler en anelse mere interessant, fordi de dårlige rockcoverudgaver kan give indblik i hvad der fik originalerne til at fungere. (Selskabslegsforslag: hvad mangler disse coverudgaver som originalerne har?):
Continue reading ‘Coverudgaver: Den gode, den dårlige og den mega dårlige (with a vengeance)’

KRS-One & Buckshot redder hip-hop?

Well well måske ikke. Men midt i september udkommer en plade, jeg glæder mig rigtig meget til. Havoc, 9th Wonder, Black Milk, Marco Polo og Illmind (han er vild!) på beats og de to legender på raps. Første single er ude med en flot video. KRS og Buckshot har en ting eller to at sige om, hvordan industrien fungerer, (”Kris, tell ‘em why it’s more like a factory”) og det rokker jolle.

In other hip-hop news:

Snoop Dogg til Aarhus!

Malk de Koijn spiller ikke (?) i Thy-lejren.

DJ Cars10 har lavet et fedt mixtape.

Nas & Damian Marley laver album.

Hør Messerschmidt disset!

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Irrelevante Emner

 

beck21

Kender du det? Når bands bliver interviewet, spørger journalisterne evig og altid om de samme ting: Hvordan går det med pladen, skal i snart på tour, alt det der pjat, som man har set en milliard gange.

Det bliver nu gjort op med af ingen ringere end multi-instrumentalisten BECK!. Han har på sin hjemmeside startet en række interviewz, hvor han sidder og sludrer lidt med andre musikere, og bare lader snakken flyde.

Som appetizer har han lagt et halvt interview med Tom Waits ud, hvor de kommer ind på emner som biler formet som hot-dogs, “best of” lister og hvilken af nutidens musik, der vil overleve i fremtiden. Det er utrolig underholdende, og man lærer en del om disse to begavede mennesker. Anden del kommer snart! Læs HER!

waits2

Roskilde: Interview med The Very Best

esau-the-very-best

Radioclit og Esau Mwamwaya er de allerbedste: Radioclit er bl.a. en bloghypet fransk/svensk elektroproducerduo, Esau Mwamwaya er en smilende sanger fra Malawi, “Esau Mwamwaya and Radioclit Are the Very Best” er deres deres piratmixtape, som du kvit og frit kan hente og nyde på din datamat via dette links. Det er en munter og velproduceret omgang “world” - og hvis du vil vide om den genrebetegnelse giver nogen som helst mening, kan du med fordel læse vores interview med Johan Hugo fra gruppen.
Continue reading ‘Roskilde: Interview med The Very Best’

Roskilde: Rock out with your Artiskok out - “Wan ting `bout reggae when ya hear ya feel naw pain!”

marley

Det hele startede med to liter whisky. Som vi fandt. Som forsvandt. Da den forsvandt stod vi ved en bod der var ved at lukke og derfor fodrede os med gratis melon. Vi kom direkte fra Coldplay, der var velspillende, jævne, søde og lidt ligegyldige. Hjem til Glastonbury, klynkerz!

Madsælgerne fik medlidenhed med os og vores forsvundne whisky. Som giga plaster på såret forærede de os et kilo serrano-skinke og et meterlangt landbrød. What to do? Vi besluttede os for at bevæge os mod Rub-a-Dub-Sundays (”Ruin your Mondays!”) for at dele ud af goderne til skæve folk med ædeflip. På vejen besøgte vi en tapasbar, der fandt vores initiativ så elskværdigt at de forærede os 10 kilo artiskokker i olivenolie.

På pladsen ved Arena begyndte vi at dele ud. En enkel aftale: 1 stk serrano-artiskok-sandwich for 1 stk krammer. Folk var svære at overbevise (”er der LSD i?”) men vi fandt i hvert fald 30 mennesker der var lykkelige for tilbuddet. Søndag nat på Arena stod i kærlighedens tegn med Pharfar som konferencier. Han nåede at præsentere os for 5 Sound Systems (hvor cool et udtryk er det?!)…

REWIND SELECTA!

Søndag nat på Arena stod i kærlighedens tegn med Pharfar som konferencier. Han nåede at præsentere os for 5 Sound Systems + Riddim Force + Ziggi + Promoe! Det blev den bedste afslutning på Roskilde siden Justice ´07 - nu med LOVE!

Før “Lullabies To Myself” forklarede Promoe: “This is a song about how life is so hard and cold that all we can live for is music!”. Først blev jeg forvirret, men så forstod jeg at sangen i reggae-tradition handlede om verdens undertrykte, fattige og sultne mennesker. På Roskilde er udgangspunktet et andet (trods klimafidus og fairtradelove): Livet er så godt, at vi kan leve for musikken.

Roskilde: Interview med Marnie Stern

mstern_0448

(Foto af Malia James, fotograf og bassist i tourgruppen)

Lørdag eftermiddag spillede Marnie Stern en noget mærkværdig koncert på Pavilion scenen. Beruset, forvirret og godt og grundigt irriteret over problemer med transport af det nødvendige gear, gik hun på scenen og lavede forsinket live lydprøve, mens de fremmødte stod tålmodigt og ventede. Meget kan man sige om koncerten, men det var i hvert fald ikke en uinspireret-live-udgave-af-mit-nye-album-koncert. Ja, hun var for fuld til at spille guitar og synge samtidig. Ja, det var rodet. Ja, det larmede. Ja, det var meeeget jam-orienteret. Men det var også meget svært ikke at blive opslugt af.  Folk fik sig måske ligefrem en unik oplevelse, og der var stor opbakning fra publikummet, der efter koncerten insisterede ”MORE! MORE! MORE!”. Måske havde Marnie en dårlig koncert, men vi havde i hvert fald ikke.

Efter koncerten fik vi en snak hende, og her forsøgte vi os for første gang med en ny indledende spørgerundeidé. Konceptet er ret simpelt. De første fem spørgsmål vi stiller skal være sangtitler! Here goes.

Continue reading ‘Roskilde: Interview med Marnie Stern’

Roskilde: Malk de Koijn live - en drøm opfyldes! “Vi har aldrig været gået i opløsning”

n60548070288_1924703_106
(beklager det lidt random billedvalg, men jeg tror måske Gaffa kunne være lidt copyrighthys. Tjek deres galleri hvis du vil se smukke outfits)

Til alt andet end stadionrock (der indlysende nok er Orange-rock) er Arena suverænt Roskildes bedste scene. Dels er lyden fremragende, storskærmene er gode, scenen er stor og lyssætningen er vildt flot. Endnu vigtigere: det er en slags indendørsscene. Udover rigtig rigtig god tråd, egner al musik sig bedst til indendørsscener. Hip-hop på Orange? Selv Jay-Z havde svært ved at løfte den - om natten! Nej, der er INGEN tvivl om at det var helt rigtigt at lade Malk spille Arena og ikke Orange.

Der er heller ingen tvivl om at det giver en anelse logistisk bøvl at lade verdens bedste hiphopgruppe spille en scene med plads til 17.000 mennesker. Sikkerhedschef Henrik Bondo udtalte i går til Politiken: “Der kan være de gæster på Arena, der kan være. Og derfor kan vi blive nødt til at lukke for tilgangen. Ligesom i en koncertsal, så spærrer vi helt enkelt tilgangen - med hegn og vagter. Selvfølgelig vil der altid være en vis skuffelse hos folk, der har sat sig op til at høre en koncert, men jeg synes egentlig, at de plejer at tage det okay”, siger Henrik Bondo. Hvad sker der her? Er Bondo ondskabsfuld? Kan han ikke forstå hvor ondt i hjertet det må gøre at misse Malk? Er der noget helt galt med festivalpolitikken? QUIZ SELV MED!

Continue reading ‘Roskilde: Malk de Koijn live - en drøm opfyldes! “Vi har aldrig været gået i opløsning”’