Onsdag den 10. juni, 2009:

Musikcafeen i Århus. Jeg har lige parkeret min cykel. Klokken er 20:50, og jeg er sent på den.

Det første band er gået på, så jeg skynder mig ind, får mit stempel og kommer ind af døren.

På scenen står der fire mennesker, der tilsammen udgør Thee Vicars. Et Up’and’coming garageband med tydelige forbindelser til 60′ernes Surf’n'roll a’la Beach Boys og Dick Dale.

Som sagt kommer jeg lidt for sent til koncerten med Thee Vicars, og det er egentlig ret synd, for de er rigtig gode. Aftenens tema er på sin vis dyrisk energi, og disse unge fyre er ingen vårharer i leveringen af denne. Andenguitaristen forsøger sig et par gange med at gå ned på dansegulvet for at opildne publikum til dans, for folk er lidt tilbageholdende.

Først til sidste nummer bevæger tre modige piger sig ud på dansegulvet og svinger hofterne. Som kulmination på koncerten ligger begge guitarister sig ud midt på dansegulvet, hvorefter bassis-forsangeren hopper ned i dem, resulterende i en pærevælling af tynde lemmer og guitarhalse. I bedste Who-stil bliver der kastet lidt rundt med udstyr og dry-humping af forstærkere, dog uden nogen alvorlig destruktion.

I det hele taget en rigtig fed oplevelse, selvom jeg desværre ikke så det hele.

Næste band på plakaten er lokale Århus-helte Cola Freaks. To U.S.A. turneer i bagagen, den ene som opvarmning for Jay Reatard, vidner om et stort talent og en endnu større fremtid. Navnet Cola Freaks er hentet fra en sang af et andet Århus-band, legendariske Lost Kids, dannet i 1978.

Som et lyn fra en klar himmel står de på scenen, og fra første sekund er tempoet skruet helt i vejret. Som altid er forsangeren en indpisker af rang. Hans øjne er vidt udspilede, og han vælter frem og tilbage over scenen og ned blandt publikum. De første to rækker er helt oppe i det røde felt. Der bliver danset og sunget med, og folk giver den endelig rigtig gas.

Intensiteten bibeholdes, idet publikum sjældent får lov at klappe imellem numrene. Den eneste pause er når trommeslageren sætter tempoet til næste nummer. Dette gør koncerten kort, men intens, og al den opsparede klap, folk har tilbage, kommer ud til sidst.

Fremragende koncert, en rigtig god forsmag til aftenens hovednavn.

Black Lips er et indie-garageband fra Atlanta, dannet tilbage i 2000. De er notoriske for deres vilde liveshows med alt fra nøgenhed til fyrværkeri. Igennem tiden har de selv personligt været ude for en masse, blandt andet mistede de et medlem i en bilulykke i 2002, og flere mindre overfald på grund af deres provokerende optræden på scenen.

Deres sange bygger på en skabelon af korte, melodiske numre, gerne med råb og en masse distortion. Teksterne handler gerne om oprør, at skrive profaniteter på vægge og onde kvinder. I det hele taget en cocktail der er svær at hade.

Bandet går på, og allerede fra første trommeslag og “Hey, we’re the Black Lips” er der fest på dansegulvet Continue reading ‘Reportage fra Black Lips + Cola Freaks + Thee Vicars’