Balkanhalvøen er en notorisk krigshærget og multietnisk region i Europa, der til gengæld er beriget med en unik og facsinerende musikkultur. Genrebetegnelsen ‘balkan’ er cirka ligeså overordnet som ‘nordamerika’´. Jeg ved ikke særligt meget om progressiv balkan neofolk, jeg ved at det lyder orientalsk og dansevenligt i mine ører. Jeg ved at rytmerne og skalaerne er alternative, jeg ved at der er en del sjove strenginstrumenter og hidsig harmonika.
I gamle dage lavede surfhelten Dick Dale hits med ikke-vestlige skalaer. I nyere tid har Zach Condon med projektet Beirut haft succes med at syntetisere vestlig indiemelankoli og østeuropæisk harmonika, trompet og ukulele. Øjensynligt fik Condon sin fikse idé fra Jeremy Barnes, der i går spillede på musikcaféen med sin øst-orienterede gruppe A Hawk and a Hacksaw. Barnes er kendt af alle indiefreaks&geeks som trommeren fra Neutral Milk Hotel - og for at indskyde en sidste anekdote før interviewet var det Jeff ‘Legend’ Mangum der introducerede Barnes for balkanhalvøens musik.
Koncerten var fremragende, og hvis du vil vide mere om den henviser vi venligst til Gaffas fine reportage. Efter showet fik vi en sludder med Heather Trost og især Jeremy Barnes. Hvis du læser interviewet kan du få tips til din trommekarriere, lære om de bevidsthedsudvidende aspekter ved balkanmusik, og høre hvad Jeremy synes om Dylans elektriske plader. Continue reading ‘Interview med A Hawk and a Hacksaw’
Det var med Mos Def i gruppen Black Star, at Brooklyn-rapperen Talib Kweli for alvor blev anerkendt i hiphop undergrunden i slut 90′erne. Gruppen nåede kun at lave en enkelt plade men rygter om en opfølger har floreret lige siden. Efter bruddet med Mos Def fortsatte Talib samarbejdet med produceren Hi-Tek under navnet Reflection Eternal. Deres debut plade, ”Train of Thought,” udkom i år 2000 og blev – akkurat som Black Star projektet - modtaget flot af pressen. I år udkommer den svære toer.
Talib har derudover udgivet tre soloplader, hvoraf den første, ”Quality,” bl.a. indeholder hans største hit, ”Get By,” produceret af verdensstjernen Kanye West. Efterfølgeren ”The Beautiful Struggle” og den seneste plade, ”Eardrum,” er trods produktioner fra hitmagere som will.i.am og The Neptunes alligevel ikke helt nået ud til det brede publikum.
Sammen med Mos Def har Talib i øvrigt stået i front for Nkiru Center for Education and Culture, hvor målet har været at bekæmpe analfabetisme i ghetto-miljøerne i Brooklyn.
Tirsdag aften spillede Talib så på Voxhall med sine nye labelmates under navnet Blacksmith Soundsystem. Efter koncerten fik Ulla og jeg lov til at interviewe ham, og det blev til en interessant snak om alt fra filosofi til autotune. Continue reading ‘Interview med Talib Kweli’
I går spillede Holly Golightly & The Brokeoffs (hvor The Brokeoffs i denne sammenhæng er den charmerende texaner Lawyer Dave) på Voxhall. Holly er nok ikke ligefrem et P3-navn herhjemme, men du har måske hørt hende på Broken Flowers-soundtracket med The Greenhornes? Det lyder som fed tresserpop, og det er måske ikke helt tilfældigt…
Æren af at varme op for det umage par Holly Golightly og Lawyer Dave på Voxhall tilfaldt Jacob Faurholt. Han er en velanmeldt og venlig singersongwriter fra Århus der i februar udgav sin tredje plade “Are You In The Mood For Love”. De fleste af sangene er triste størrelser om kærlighed, og som om det ikke var nok lyder det hele også både folket og smukt. Well, den er i hvert fald anbefalet herfra, og rygtet vil at den kan fås på vinyl i Route 66. Bonusinfo: hvis du har lidt kort attention-span er det faktisk helt perfekt, for ligesom flere af Jacobs yndlingsplader (fx I See A Darkness) varer pladen kun ca. 30 minutter. Det gør Dylans Nashville Skyline i øvrigt også (27 minutter og 14 sekunder faktisk!), og den er i hvert fald kanon! Inden Jacob med sin veninde Esther Maria spillede en rigtig god koncert nåede vi at få os en snak med ham.
Vil du kort introducere dig selv?
Jacob: Jeg hedder Jacob, og jeg spiller musik. Og jeg har efterhånden lavet tre plader. Det har været en fornøjelse (det meste af tiden). Hvordan begyndte du at høre musik?
Jacob: Der hvor jeg rigtig begyndte at fatte interesse for musik var nok med Smashing Pumpkins og Alice In Chains. Tilbage i sjette-syvende klasse var det Def Leppard og Roxette. Og ham der med “The One And Only”… Chesney Hawkes. Men det blev nok først rigtig interessant for mig i starten af 90erne. Hvad er det første stykke musik du kan huske?
Jacob: Jeg kan huske at jeg var ret vild med Meatloafs Bat Out of Hell da jeg var lille. Den havde min far på vinyl. Hvordan var det at lave din nye plade?
Jacob: Den forrige plade, “Hurrah Hurrah”, lavede jeg sammen med Kristian Westergård som producerede og stod for indspilningen. Det var rigtig sjovt, så vi besluttede os for at prøve igen. Den nye plade er indspillet live hjemme i Kristians lejlighed, hvor jeg synger og han spiller guitar. Jeg synger faktisk kun på pladen. Jeg plejede at spille mere guitar, men vi fandt ud af at jeg kunne give mig mere hen til sangen hvis det var det eneste jeg skulle fokusere på. Jeg vil ikke sige det blev et dogme, men til sidst kan jeg huske jeg sagde “Altså skal jeg ikke spille lidt tamburin eller noget? Det er min plade og jeg laver ikke andet end at synge!” - men vi blev enige om bare at køre den helt ud. Der er så heller ikke så mange instrumenter på pladen andet end guitar og percussion. Vi ville prøve at lave en plade der havde en storladen lyd, men uden at bruge de traditionelle virkemidler som strygere og sådan noget. Vi ville se om vi kunne klare os med guitar og kor. Er du nogensinde vågnet op et meget mærkeligt sted?
Jacob: Jeg er faktisk engang vågnet op i Jomi Massages seng uden at ane hvordan jeg var endt der. Jeg havde delt en flaske vodka med Tore fra Larsen & Furious Jane på vej til en koncert med Herman Düne. Og så efter koncerten var vi taget hjem til Jomi Massage og delte vist en flaske mere. Kender i det dér med at man vågner og så tænker man: Hvordan er jeg kommet hjem? Sådan havde jeg det da jeg vågnede, men så kiggede jeg mig omkring og så kunne jeg se at jeg var i hendes lejlighed. Jomi lå og sov i et af de andre værelser, og så sneg jeg mig ligeså stille ud… Jeg aner ikke hvordan jeg endte der. Måske er jeg blevet lagt i seng.
Vi udfordrede naturligvis også naturligvis Jacob til en god gammeldags Multiple Choice Personality Test Quiz. Se hans svar og find ud af hvor godt du matcher Jacob.
Koncerter eller plader?
Plader Gammel musik eller ny musik?
Ny musik Bonnie ‘Prince’ Billy eller Bon Iver?
Bonnie ‘Prince’ Billy Dylan eller Cohen?
Dylan! Barack Obama eller Villy Søvndal
Barack Obama Mejlgade eller Jægergårdsgade?
Mejlgade Radio eller fjernsyn?
Fjernsyn Jarmusch eller Lynch?
Lynch! LOTR eller Star Wars (de gamle, self)?
Star Wars Gandalf eller Obi-Wan Kenobi?
Obi-Wan OK Computer eller Kid A?
Ok Computer
Ja, meget kan man sige, men en gut der vælger Obi-Wan over Gandalf véd man da i hvert fald hvor man har. Hvis du kunne tænke dig at høre Jacobs musik via internettet står hans Myspaceside til fri afbenyttelse (undertegnede anbefaler særligt “Rusty Country Cage” - det svinger). Esther Maria er i øvrigt EP-aktuel med sin gruppe The Song Horse, og hvis man godt kan lide fx Neko Cases vokal så vil jeg tro at man også vil sætte pris på Esthers. Giv det et lyt lige her.
Hvad så? Skal vi forsøge os med en anelse af det dér mediekritik? Okay så, men så er det uden at nogen skal blive sure eller noget, så prøver vi lissom bare ikke, og lissom bruger det til noget konstruktivt og sådan ikke?
Man kunne snildt forestille sig, at de anmeldere der ikke ved så meget om Bob Dylan, eller ikke rigtig har fulgt med i hans karriere lately, alligevel ved så meget som at Dylan er en legende, og at der er en god grund til det. Hvad gør man så når man skal anmelde en ny Dylan-plade? Det sikre spil er at gengive historierne fra pressematerialet og anbefale pladen varmt. Det er måske det fx Berlingske gør. Pladen får ikke nogen synderlig kritik med på vejen, til gengæld kan jeg ingenlunde forstå hvad følgende egentlig betyder (jeg har markeret det der undrer væsentligst med fed):
“Næsten symbolsk lyder den første linje i åbningsnummeret »Beyond Here Lies Nothing«: således: »I love you pretty baby/you’re the only love I’ve ever known/Just as long as you stay with me/The whole world is my throne«. Bam!
Det er den rene vare, skrevet i kølvandet på »Life Is Hard«, en bestillingsopgave fra den franske filminstruktør Olivier Dahan til sin roadmovie »My Own Love Song«, der har René Zellweger og den fantastiske Forrest Whittaker på rollelisten. »I walk the boulevard/admitting life is hard/with out you near me«, synger den snart 68-årige überlegende. Eller rettere, han bider sig kannibalistisk igennem hver en stavelse. Det klæder ham at være så direkte og uden filter. Men selvom Dylan forstår, forstår han ingenting. For man kan ikke miste kærlighed. End ikke til døden.“
Derudover bemærker anmelderen i en indskudt sætning at “enkelte elementer knytter an til »Bringing It All Back Home«”, og det er jeg desværre heller ikke skarp nok til at øjne. Nå, jeg er da egentlig også bare glad for at jeg ikke skal anmelde pladen. Lynggaard skriver en ret rodet men meget underholdende anmeldelse, der især handler om hans forhold til Bob (som er noget i stil med at starte med at forgude Bob og så falde fra som en anden Judas efter Street Legal, eller måske blive muslim og så være sådan: ja, Bob/Messias var en stor profet, men han er nu ikke gud). Jeg ved ikke helt om Lynggaard har ret i at pladen er “en stribe ferme pasticher, et par segnefærdige bluesrundgange og to-tre af de der ballader, som ikke ville have føltes fejlplacerede på en Bing Crosby-plade”. Men jeg ved at han har helt ret når han bemærker at Bob Dylan “næsten naturnødvendigt” skal citeres i en anmeldelse. Så meget har næsten alle anmeldelserne til fælles (eneste undtagelse, og det skal da nævnes, er Stiften, der til gengæld har en fin passage om vokalen: “For hold kæft, hvor synger manden da fedt. Skrantende, ru, rå, rusten, nasal. Dylans hærgede stemmebånd er produceret helt frem i lydbilledet og hakker veloplagt henover lyden af et mere end almindeligt veloplagt og velspillende band, der leverer cajun, tex-mex, gypsy-blues, så det summer i fingerspidserne, på de ti energiske skæringer“.
Men giver det så mening at citere de nye sange i et væk? Jeg tænker to ting: 1. Pladen er en beskidt bluesplade, og bluestekster er vel i højere grad punchlines en oneliners? Ja, der er gode tekster på pladen men “Just as long as you stay with me/The whole world is my throne” er jo ikke ligefrem stor poesi? 2. Dylan har en helt særlig stemme, og allervigtigst synger han med stor troværdighed. Når man læser tekstuddrag giver de sjældent megen mening. Det skal sgu høres skal det!
Erik Jensen tager måske den største chance i sin anmeldelse, idet han forsøger at argumentere for et skift i Dylans personlighed fra Messias til djævel! “…(Man kan) se en Bob Dylan, der antager en mere og mere slående lighed med vores opfattelse af Djævelen selv. Fra Messias for generation 68 til Djævel for livets rå realiteter i nutiden er en måde at formulere den rejse, Bob Dylan har foretaget”. Henrik Queitsch er skarp til at observere at David Hidalgo, der spiller harmonika på alle numre, “har samme markante plads i lydbilledet og afgørende aftryk på resultatet, som det var tilfældet med Scarlet Riveras violin på ’Desire’“. Gonzalez må være Gaffas Dylan-mand (?), jeg har i hvert fald noteret ham for en flot og skarp anmeldelse af Forum-koncerten. Han, skal det vise sig, satser også stort ved at give pladen topkarakteren 6 stjerner. For lynhurtigt udvikler der sig en voldsom debat om hvorvidt det nu kan være rigtigt og kan passe og det er da egentlig bare noget hø eller bla bla og sådan. Ingen af kommentarerne skriver om hvordan pladen faktisk lyder, eller om enkelte numre. Oh well, arguing on the internet…
Pitchfork ventede indie-taktisk med at anmelde pladen til det stod klart hvor de andre stod, så Pitchfork kunne indtage den smarte anti-position. De giver uden gode grunde pladen 5.4 og for det er de hermed boykottet af undertegnede (som også har tænkt sig at købe Conor Oberst-pladen uanset hvad) og de ryger af vores blogroll. Som det sidste tør jeg på vegne af earcandy vove et enkelt gæt. Hvis det her ikke var en ny udgivelse, men fx nogle hidtil ukendte optagelser fra 60erne der så dagens lys, ville alle elske det helt vildt, for det er en skøn plade.
Lad, som Lynggaard foreslår, den gamle jøde få det sidste ord:
“I know my fans will like it. Other than that, I have no idea.”
Han er efterhånden blevet hypet overalt på world wide web, så der er en god chance for, at du allerede har læst, hvad der er at læse om den 22-årige lo-fi rocker ved navn Nathan Williams. Det her må så være en anbefaling for de hardcore Dylan fans, der har boykottet bl.a. Pitchfork efter en utilgivelig anmeldelse af pragtfulde Together Through Life og dermed ikke fulgt med på diverse musiksider – udover earcandy selvfølgelig Wavves er ret vild med distortion. Det er larmende men alligevel overraskende catchy, og det er, som flere har pointeret, åbenlyst at sammenligne Wavves med bl.a. Times New Viking. Det er lyden af ungdom, rastløshed og ikke mindst sol og sommer. Mon ikke de unge knægte i Californien så også har fået nyt musik at skate til.
Som det ganske sikkert er gået op for de fleste rockers og indiehoveder blev den årlige Pop Revo-festival i Århus afholdt i weekenden. De dygtige arrangører imponerede med et enormt velbooket program, fx er Sunset Rubdown nok det mest indie navn (ja, ‘indie’ som adjektiv… uuh det krasser) der kommer i nærheden af Århus i år. Derudover spillede underhundshelten Dan Treacy med Television Personalities og Gang Gang Dance leverede hvad Börneblogger så rammende beskriver som et ‘mindfuck’. Revo-drengene selv var imidlertid mest stolte og opkørte over efter 5 års forsøgen at have fået den svenske indiegruppe The Bear Quartet til at spille. Bear Quartet har spillet alternativ tråd siden ‘89 og har således autenticiteten ganske i orden. Derudover udmærker de sig som så mange andre indie-acts ved at være virkelig velanmeldte og virkelig dårligt sælgende. Earcandy deltog ved koncerten, der af undertegnede oplevedes som en på en gang morsom og røvsparkende affære. Efter showet var vi desuden tilstrækkeligt heldige til at få et interview med bandets forsanger Mattias Alkberg.
Could you start out by briefly introducing yourself?
Mattias: You bet. My name is Mattias Alkberg, I’m the singer with The Bear Quartet… that’s about it. How did you guys meet up?
Mattias: In 1989 or something, me and Jari and Peter and Johan decided that we wanted to play music that wasn’t around. Not just music that wasn’t around in Sweden, music that wasn’t around at all. We were really influenced by Television, The Go-Betweens, The Smiths and Velvet Underground. How do you like being on tour?
Mattias: We don’t have plenty of time, because we have all these side projects. We like to tour, but not really with each other. So, we are busy touring with other bands. It’s hard physically, we are getting kind of old. We used to tour a lot more. In the midnineties, we had like 30-50 shows a year. From ‘94 to ‘99 and from Italy to Sweden. What’s the best thing about being in Bear Quartet?
Mattias: It’s a great, great, great group. We have a certain magic together that we don’t have on our own and with our side projects. If you could make up a band of your dream team musicians, who would be in it?
Mattias: The Beatles (griner) You come from Luleå, a somewhat small town in the north of Sweden. There’s a song by Lou Reed where he sings: “There is only one good use for a small town. You hate it and youll know you have to leave”.
Mattias: But I don’t wanna! I’m still up north, living in Luleå. I’ve got five kids and my wife living there. The other guys have moved, but I’m staying. Okay, sure enough. So how do you feel about Dylan going electric?
Mattias: (griner) I really, really like it. Nice, that makes sense. Then, do you feel your music needs more cowbell?
Mattias: Yes! Actually I do.
Afslutningsvis testede vi Mattias’ personlighed via en udspekuleret multiple choice quiz test. Tjek hans svar, og se hvor meget du minder om ham!
Q: Systembolaget or Carlsberg?
A: Systembolaget
Q: Pitchfork Media or your local record store?
A: My local record store
Q: Distortion or reverb?
A: Distortion
Q: Kent or Bob Hund?
A: Bob Hund
Q: African music or death metal?
A: African music (Mattias bemærker at han ville have valgt black metal over afrikansk musik)
Q: Sex, drugs or rock’n'roll
A: Rock’n'roll
Q: Cats or dogs?
A: Cats
Q: Public Enemy or Barack Obama?
A: Public Enemy
Q: Sarah Records or Creation?
A: Creation
Q: The Clash or The Sex Pistols?
A: Sex Pistols
Q: LOTR or Star Wars?
A: Star Wars, the old ones
Q: Buddy Rich or John Bonham
A: Buddy Rich
Q: Brian Eno or Phil Spector
A: Phil Spector
Q: ABBA or ‘Boten Anna’?
A: ABBA!
Ska er en af de genrer jeg er allermindst bevendt i. Der er i udgangspunktet tale om en jamaicansk afart af rhythm’n'blues fra 50erne (ifølge Oraklet i Delfi 2.0) og i nyere tid lyder det måske som en blanding af punk, reggae og leg. Blæs, offbeat guitar, walking bass. Oh well, correct me if I’m wrong og hvad skal vi i det hele taget med alle de genrer anyway? Psychfolk anyone?
Jeg havde i grunden forestillet mig at sommerens soundtrack ville bestå af The Pains of Being Pure at Heart. Det er et pitchforkhypet easylisteningband (og således alt andet end svært at få øre på), der lyder ligesom Belle og Sebastian, der prøver at spille punk. Hvis det ikke er lyden af sommer, hvad er så? Efter at have oplevet det britiske ska-orkester Imperial Leisure foreslår jeg en udvidelse af sommersortimentet med inddragelse af solrock/skapunk. Kan i huske alle de herlige raves der blev afholdt af OPP forrige år? Danse natten lang i sommervarme havnenætter eller danse sig varm i forladte fabriksbygninger? Måske er tiden inde til at holde varmen mens man danser omkring til live-ska-punk til solopgang? Lur mig om der ikke er et fint punkmiljø i Århus og lur mig om ikke vi er et par stykker der har dansesko og festhumør… Imperial Leisure er i hvert fald sluppet afsted med en god mængde ‘guerilla gigs’ (inspireret af raves endda). Don’t be a square!
Nå, hvis jeg ellers kan løsrive mig fra mine våde sommerdrømme: tilbage til den virkelige verden. Her findes nemlig grunden til min pludselige ska-entusiasme. Imperial Leisure er en flok drengede fyre fra England, der for tiden er på europaturné i en minibus som support for Youngblood Brass Band. I lørdags spillede de således på Train og det nød jeg at se. De spiller live med en klassisk rockopstilling (guitar/trommer/bas) plus trækbasun, turntables og en herligt energisk forsanger. Han hedder Denis og minder på scenen om en virkelig glad Zach de la Rocha, hoppende vildt omkring skiftevis rappende og syngende. Punk (herunder ska-punk) er (ligesom funk) en genre der i min optik fungerer suverænt bedst live. Et godt tegn for et liveband er hvis de kan få en singalong til at fungere med publikum, og det klarer Imperial Leisure uden problemer. Et andet godt trick, som jeg aldrig havde tænkt på før jeg så Imperial Leisure live i lørdags, er hvis forsangeren er i stand til at hoppe ca. fire meter frem fra scenen og lande sikkert som en cool cat på gulvet mellem publikum, og derfra synge et vers punk. Et spektakulært move der garanterer stemning og sparker røv! Resten af bandet var overraskende gode til at følge Denis’ tempo, og de af koncertgængerne der ikke dansede må have undertrykt kropsrytmer en masse.
Før bandet spillede fik jeg en sludder med Denis og i den forbindelse udsatte jeg ham naturligvis for en multiple choice personality test. Herunder kan du se hvordan han klarede sig.
Q: Nas or Jay-Z?
A: Jay-Z
Q: LOTR or Star Wars?
A: Star Wars
Q: Miles or Coltrane?
A: Miles
Q: Hot Chocolate or chocolate ice cream?
A: Hot chocolate
Q: Blondes or brunettes?
A: Brunettes
Q: Rick Rubin or DJ Premier?
A: DJ Premier
Q: Kebab or Falafel?
A: Kebab
Q: James Brown or Marvin Gaye?
A: Marvin Gaye
Q: Quincy Jones or Herbie Hancock
A: Quincy Jones
Q: Barack Obama or Public Enemy?
A: Public Enemy
Det er svært at spå, især om fremtiden, men det er ret sjovt at prøve. Et eller andet skal jo træde i stedet for fx dubstep før eller siden (og det bliver IKKE emo): jeg vil godt sætte lidt penge på ska. Omend ikke andet så fordi det ville være virkelig sjovt. Som afslutning anbefaler jeg gerne folk at støtte deres lokale ska-rockers, give Imperial Leisure et lyt på deres vilde site og give Madness et lyt på Roskilde (de lyder i øvrigt lidt som en munter udgave af Kaizers fra 80erne, er det ikke rigtigt?). Foråret er Danmarks saison d’etre, så overvej at lade de (fremragende, ja ja) melankolske indieplader ligge lidt og dans noget punk eller funk i solen.
Bonusgåde: hvis ska bliver et hit på linje med dubstep, hvad har de to genrer så tilfælles med den reggae og dancehall, der var ret populær for et par år tilbage?
PS. Hvis enkelte læsere savner noget Dylan på bloggen så lad mig lige frit associere for nørderne. Udover Madness var også The Clash store ska-fans, og deres hovedværk London Calling indeholder flere ska-sange. En af dem er ikke titelsangen, den spillede Bob Dylan til gengæld da han besøgte Brixton i 2005 og det kan du høre via tuben (vokalen ligger rigtig lavt i mikset, men så igen: er det ikke lige det vi frustrerede Dylanfans vil ha’?)
Search
About
You are currently browsing the earcandy weblog archives for the month maj, 2009.
