Archive for april, 2009

TV Personalities til Pop Revo i morgen!

Udover bl.a. danske Slaraffenland og Choir of Young Believers, der tidligere er blevet rost her på sitet, spiller engelske Television Personalities til Pop Revo festival på Voxhall i morgen aften!

Debutpladen And Don’t the Kids Just Love It udkom i 1981 og siden da er der kommet 12 plader fra bandet. Senest Are We Nearly There Yet fra 2007. Lineuppet har skiftet over årene, men forsanger Dan Treacy (på billedet) er still going strong. Han har været hjemløs, amfetamin- og heroin misbruger, i fængsel så sent som i 2004 og generelt levet forholdsvist tæt på afgrunden, men nu skulle han eftersigende være på toppen igen. Kurt Cobain var fan, mon ikke Alex Turner er fan, og jeg er hermed blevet det. Det er 60′er, det er punk, og så er det først og fremmest virkelig, virkelig morsomt.

Vi varmer op med en charmerende lille sang fra debuten:

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Messing i verdensklasse - live!

youngblood

Koncert med Youngblood Brass Band (US)
Train lørdag den 25. april 2009

Plader skal høres på vinyl og livemusik skal høres live. Jeg har ærligt indrømmet aldrig virkelig forstået funk & soul (i særdeleshed ikke funk og soul fra efter 1980, og slet ikke R’n'B fra efter 1980. Kan nogen forklare mig hvad det er der sker med den genre lige pludselig?) men det kan også være svært at forstå lige præcis funk kun bevæbnet med plader. Funkmusik er noget nær indbegrebet af livemusik. En aften i messingens tegn på Train bekræfter mig i ovenstående påstand og bringer mig desuden mindst ti skridt nærmere en oprigtig forståelse og omfavnelse af moderne dansemusiks morfar.

Youngblood Brass Band er en flok unge mænd fra Brooklyn, der spiller eksperimentalhiphop/jazz/funk med store smil og en spilleglæde der smitter. Funk fungerer ved at en flok musikere hver især spiller en simpel rytmisk figur; ud af dette opstår en helhed der er større (og mere funky!) end delene. Der må være en konservatoriefaglig måde at beskrive, hvad det er, der får det til at funke, men for alle vi uskolede musiknydere kan det række at henvise til en følelse af drive i lyden, af svedig coolness, en oplevelse af ikke at kunne stå stille.

Youngblood Brass Band kan få en hvilkensomhelst blegfis af en indiefan til at flytte fødderne og danse sved på panden, og det er netop det de gør denne lørdag aften. Som regel er funk fuld af elguitar og elbas, men der er ikke en strengspiller med i Youngbloods. Hvordan kan det så funke? De to trækbasuner spiller ‘guitarriffs’, stedvist skrålende (hvad hedder den der lyd hvor basunen runger og griner? jeg er VILD med den, og bed mærke i at resten af publikum også reagerede stærkt på den… det lyder som Louis Armstrong og som om instrumentet er ved at sprænges) og suppleres af to trompeter. Der er masser at show at nyde under koncerten, og de velsagtens obligatoriske standoffs (trombone vs. trombone, trompet vs. trompet) er sammen med de adskillige sax-soloer crowdpleasing earcandy. På ‘bas’ står en superfunkyfly stor sort mand med en kæmpe tuba (det er faktisk en ’sousafon’) og danser fra side til side, mens han imponerer mig med alle de lyde han får ud af det udseendemæssigt klodsede instrument. I alt tre trommere/percussionister står for en tight tight tight bund spækket med fills. Snare-mester David Henzie-Skogen fungerer desuden som bandets frontmand. Han rapper indover en del af numrene med et ret solidt flow, der umiddelbart låner inspiration hos fx Cage og El-P (trods Daves frontmandfunktion er det imidlertid Tubamanden Nat McIntosh, der inkasserer bandpræsentationsrundens største bifald).

Måske er det bare mig, måske har amerikanerne en kultur der i helt særlig grad inspirerer til håndværksmæssig perfektion. I hvert fald er jeg efter koncerten ikke i tvivl om at jeg netop har oplevet messing i verdensklasse. Tak til Train for at mic’e et stort orkester perfekt op og tak Youngbloods for at blæse mig omkuld og lære mig noget om funk.

Her kan du se en fin video fra en udendørs koncert med de amerikanske funks
You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

En dygtig mand med et sjovt navn spiller i Århus i aften!

the-ruby-suns

Ryan McPhun forlod i år 2004 Californien, flyttede til New Zealand og startede her indie pop gruppen The Ruby Suns. Med dem har han lavet to fine plader, hvor især den sidste, Sea Lion, er blevet hypet en del i pressen - og med god grund! Det lyder måske som en ung Brian Wilson, der tager ud for at se på verden i stedet for at sidde i en sandkasse i sin stue og spille klaver. McPhun har rejst rundt i Afrika, og her har hentet en god portion inspiration. Musikken egner sig virkelig godt til solskin og kolde øl, så der er god grund til at købe, hente, låne Sea Lion, smide den på sin iPod, boombox, whatever og så ellers udenfor.

Bandet har bl.a. turneret Australien rundt med amerikanske The Shins. Sidste år var de opvarmning for The Dodos, da de spillede på Voxhall, men i aften i Århus er de hovednavnet, når det går løs på Musikcaféen foran et forhåbentligt veloplagt publikum i sommerhumør. Opvarmningen står danske Men Among Animals for og efter koncerten er der DJ’s, når Musikcaféens Late Night koncept atter forsøger at sætte lidt skub i tingene. Festen slutter først kl. 2 og efter koncerten er der rabat i baren og fri entré!! Så i stedet for at blive hjemme og se Armageddon på TV2 Zulu igen (spoiler: Bruce Willis dør, da han bliver på asteroiden, og den sprænger i luften. Ben Affleck og Liv Tyler bliver gift), så er det altså kl. 21 i aften på Musikcaféen! Be there or be square!

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

You don’t know what you’ve got till you can’t afford the trip…

dontknowwhatyougot

Der har været meget god gammeldags dansk whine i forbindelse med årets Roskilde-program. Det kan man mene akkurat hvad man vil om, men et er nu sikkert og vist: Pitchfork synes Roskilde har verdens bedste line-up!

Seriously, how is anyone over here supposed to compete with that? This is the kind of lineup that makes unemployed recession-stricken Americans check plane ticket prices just to make sure they can’t afford the trip. Freak out accordingly

Oh well, så skal man trodse pitchfork for at flæbe videre nu (de nævner så heller hverken Slipknot eller Madness, men lad nu det ligge…)

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Amazing face, how sweet the sound

tomwaitsyorkebonnie1

Man behøver hverken være David Fricke eller Ryan Schreiber for at vide at ROCK tager udgangspunkt i modkultur, outsidere, anti-konformitet, pigtråd, beat. Sikkert af samme årsag er der indenfor rockgenren et stort krav om autenticitet, og en helgenagtig dyrkelse af de allerstørste/ægteste outsiders (fx Kerouac, Morrison, Cobain).

Outsiderskikkelsen, særlingen, vanskabningen har potentialet til stort drama i sig. Måske har han intet at miste og kan agere hofnar, slippe afsted med nærved hvadsomhelst, som bums og som sørøver. Måske forelsker han sig (som Quasimodo) og kan udleve den håbløse forelskelse, tragedien. Måske kan han give os klumper i halsen, når han kravler op i sit tårn, sin mol, ‘a minor place’? Udnytte kontrasten mellem stemmens brøl og tekstens ømhed. Waits gør det, Thomboy gør det og Bonnie gør det. Alle har de skæve ansigter, alle har de skønne stemmer.

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Interview med High Places

1243606973_l

High Places, Musikcaféen, lørdag d.4 april

High Places er Mary Pearson på vokal og Rob Barber på samplere, percussion og alt muligt andet. De er vitterligt kun de to. Intet backing band, ikke engang en manager. De må altså selv bære deres grej, finde frem og tilbage fra spillesteder og svare på mails fra folk, der vil have interviews. De har nu fået et pladeselskab og booking agent, men de har været vant til at klare det hele selv.
For nylig er de flyttet til Los Angeles, hvor huslejen ifølge Rob er en tredjedel af den pris, de måtte slippe i New York. De lever (næsten) af at lave musik, men hvis de er helt på røven, har de begge muligheden for at lave noget freelance arbejde. Mary har gået på musikskole og indspillet i et studio før, Rob har gået på kunstskole og har aldrig indspillet udenfor sit soveværelse.
High Places er blevet til i den lejlighed de delte i New York. Debutpladen, der udkom sidste år, er indspillet og mixet hjemme ved hjælp af et ældgammelt program, som Rob købte for en 12-13 år siden på to floppy discs, og den løsning virker de begge fortsat tilfredse med.
Det simple setup har selvsagt sine begrænsninger. Især trommer kan være besværlige at indspille, forklarer Rob. Alligevel kan han ikke forestille sig, at det skal gøres på andre måder. Karakter og personlighed får numrene netop af at være hjemmelavede. Det  er denne tilgang til musikken, der er vigtig for bandet. Det handler ikke om at bryde reglerne og normerne for hvordan man laver musik men om at udforske alternativerne.
Mary er uddannet fra en musik skole, hvor der har været en klar idé om hvordan musik skulle laves, og hun har efterfølgende følt en trang til at bevæge sig væk fra denne stringente og strukturerede tilgang til musikken. Hun forklarer: ”There is a lot to be gained from that but then you finish school and want to do what you were told not to do,” og Rob indskyder: ”Unlearn it!” De bliver  enige om, at det nok vil være for mærkeligt at gå i et studio, hvor de ikke har fuld kontrol over det endelige produkt.

Et er at sidde og fifle med lyde og optagelser hjemme i lejligheden, noget helt andet er at tage på turne på den anden side af Atlanten og spille foran et publikum hver aften.”It’s like we’re two different bands. When we’re doing one of the bands, we miss the other one,” svarer Mary, da jeg spørger hvad de foretrækker. Deraf følger det, at de glæder sig meget til at komme hjem og igang bag deres computer igen, hvor nye ideer og sketches skal afprøves.
Jeg nævner overfor dem, at min computer og internetforbindelse er grunden til, jeg kender til dem. Både Rob og Mary er klar over, at havde det ikke været for internettet, var de nok heller ikke blevet booket til steder som Sydamerika, Japan og Danmark, men det er ikke noget de selv bruger til at opdage nyt musik. De forsøger at gå så meget ud som muligt, og det er til koncerter eller gennem fælles bekendte, de har mødt mange af de bands de efterfølgende har turneret med. Bands som No Age og Deerhunter.
I hjemlandet er de vant til at spille væsentligt kortere sets, fordi flere bands er på plakaten. Mary fortæller, at de har spillet en del i mindre byer, hvor der ikke har været et ordentligt spillested, og så har det været naturligt at optræde i forladte bygninger eller endda private huse: ”Quiet shows in the living room and loud shows in the basement.” (!!) Det har ofte været arrangeret af et par venner eller bekendte, og de har typisk kendt andre bands på plakaten. Noget anderledes er det at være hovednavn i et land man aldrig har været i før, men det tager de som en udfordring og synes, det er fedt.
High Places virker ikke synderligt bekymrede over ikke at kunne leve af at sælge plader: ”It forces you to be a real person,” siger Rob og forklarer, hvor vigtigt det er, at de ser verden, turnerer og rent faktisk møder de mennesker, der lytter til musikken. De tager sig også gerne tid til at se den by, de skal spille i. Denne dag i Århus har vejret været perfekt og Rob og Mary har haft god tid til at kigge sig omkring – de har været i Route 66 for at kigge på reggaeplader, de har spist en falafel i latinerkvarteret og efter eget udsagn gået en allerhelvedes masse i en by, som de føler, de ikke kan fare vild i - måske man har set to turistlignede typer rende rundt og været fascineret af de gamle bygninger nær Mejlgade.

Jeg sidder her i dette øjeblik virkelig inderligt og håber, at der dukker folk op til dette arrangement. Der er godt og vel ved at være en time til koncertstart, da jeg er ved at være færdig med interviewet og kun mangler den efterhånden obligatoriske multiple choice personality test, og Rob næsten lidt nervøst spørger: “You’re sticking around, right?” Jo for fanden!

Aftenens DJ på Musikcaféen er kollega Martin Börneblogger, der selv er ret vild med High Places, og for at undersøge hvor enig han er med dem, får han også lov til at tage testen. Marys valg er markeret med et “M“, Robs er markeret med et “R” og Martins er markeret med et “B“.

(R,B) David Bowie - Iggy Pop (M)
(M) OK Computer - Kid A (R, B) (Rob foreslår dog først: “Creep?”)
CD - Vinyl (M, R, B)
(B) Beach Boys - Beach House (Mary foreslår: “House Boys?” Rob: ”NOT FAIR!”)
(M, R) Cats - Dogs (B)
(M, R, B) Hiphop - R’n'B
(M, R, B) Brian Eno - Phil Spector (Robs kommentar: “I would love to say Phil Spector except that he is in jail for murder. Brian Eno is not dangerous to women”)
Big Venues - Small venues (M, R, B)
LOTR - Star Wars (M, R, B)
(B) Freaks - Geeks (M, R)
Aviators - Wayfarers (M, R, B)
(B, M) Hawks - Doves (R)
(M, R) Aphex Twin - Animal Collective (B)
(B) TV - Radio (R, B) (Martin bemærker dog, at det eneste han ser er Animal Planet)

High Places overrasker ved at være internt uenige, Martin overrasker ved at være meget kompatibel med High Places, og endelig overrasker det, at High Places klart foretrækker Aphex Twin over Animal Collective.

PS: High Places har en fin myspace lige her for folk, der ikke lider af epilepsi. Tjek fx det flotte From Stardust to Sentience.

PPS: Der kom dejligt mange mennesker til koncerten!

I Was A King - nu er jeg et indieband

90ernes bedste psychrockband? I mit lille hovede er svaret stensikkert: The Olivia Tremor Control. Bandet stiftedes i 1994 af Jeff Mangum, Bill Doss og Will Cullen Hart og spillede og udgav fremragende numre med skiftende opsætninger indtil 2000. Sidste år spillede de en del koncerter på den imponerende “Elephant 6 Holiday Surprise Tour” (som du kan høre en del af lige her, amazing!). Elephant 6 var et pladeselskab/kunstnerkollektiv bestående af en række ligesindede musikfans og havde udover Olivia Tremor Control (yndlings)bands tilknyttet såsom The Apples in Stereo, Neutral Milk Hotel og Of Montreal. Elephant 6 er en spændende historie, en mytisk rocknrollinstitution, et fremragende udgangspunkt for en pladesamling. Selskabet er mere eller mindre nedlagt nu, men i løbet af 2009 skulle Olivias 2 superplader “Dusk at Cubist Castle” og “Black Foliage” blive genudgivet - jeg har allerede åbnet en budgetkonto til formålet…

Og hvad så? Spiller Olivia Tremor Control på Voxhall eller hvad?

Nej, ikke rigtigt. MEN! Det gør derimod I Was A King! Et norsk band der bl.a. har modtaget flot omtale i NME, Rolling Stone og på Stereogum.com. Herhjemme har både Gaffa og Soundvenue givet albummet 5/6 stjerner. Måske endnu mere interessant bliver bandet hele tiden lydmæssigt sammenlignet med Olivia Tremor Control! Og sammenligningen giver endda rigtig god mening, hør selv hele pladen via dette linkz og se om ikke den er go’ nok. Bandet er signet på Morningside Records ligesom fx Figurines, Under Byen og Oh No Ono - og ja, jeg ved godt at du muligvis, kære læser, er for sej til Ono, men prøv lige engang at give deres NYE materiale et lyt og mærk efter i maven… Måske kan Morningside (med frygt for at jeg netop nu roder mig ud i en analogi håbløst ude af proportioner) i øvrigt siges at have et ideal der minder om Elephant 6’s?

Hvis du vil høre mere anbefaler earcandy varmt at du:
1) Tager på Voxhall fredag d. 10. og hører I Was A King, Larsen & Furious Jane og The Fishermen Three (eller Lades Kælder søndag d. 12. - 60 kroner baby!)
2) Hører hele I Was A Kings plade via dette linkz
3) Læser Börnebloggers post om Morningside Records

IN OTHER NEWS:

a) De flinke fyre fra Justice har lavet et fint remix af U2s nyeste singlez

b) Den meget flinke fyr Thom Yorke har lavet et fint remix af DOOMs nye sang Gazzillion Ear

c) Gode gamle Olivia
You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Datarock - Give It Up (Kissy Sell Out Remix)

datarock

Datarock stammer fra Norge; landet der gav os Annie, Röyksopp, Kings of Convenience og næsten fred i Israel/Palæstina. Datarock består af de 2 dygtige norske musikere Ketil Mosnes og Fredrik Saroea (måske endda flere, på deres myspaceprofil lister de 46 bandmedlemmer…) der har spillet sammen siden 2000. De spiller musik der kan få kloge folk til at danse, ganske som forbillederne Devo, Happy Mondays og Talking Heads. Teksten til tredje skæring, “True Stories”, på Datarocks kommende plade Red (release 8. juni) består som tribute udelukkende af Talking Heads-sangtitler. Drengenes velsagtens største hit “Fa Fa Fa” er meget muligt også titelmæssigt en reference til David Byrnes berømte “fa fa fa fa”-støn i Psycho Killer.

Datarocks singler er blevet brugt både iTunes-reklamer og videospil, samtidig er pladerne blevet flot modtaget i musikpressen. En del af denne succes kan stensikkert tilskrives Datarocks både lette og catchy lyd. Som forsmag på Datarocks kommende single “Give It Up” kan du hente Kissy Sell Outs remix af sangen.

Datarock - Give It Up (Kissy Sell Out Remix)

Hvis du vil høre mere Kissy Sell Out anbefales varmt en god gammel guilty pleasure:

All Saints - Chick Fit (Kissy Sell Out Remix)

Vil du høre endnu mere Datarock kan du fx høre True Stories, sangen med Talking Heads-lyrik

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Godt nyt til folk der kan li’ Modest Mouse

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Modest Mouse er back in biz.  D. 18 april udkommer der en lækker 7″ single fra den kommende Modest Mouse EP, en samling af b-sider og outtakes fra bandets to seneste plader, og det lyder lovende. Det er ikke helt til at blive klog på om Johnny Marr har forladt gruppen, men i ovenstående video, hvor Isaac Brock og co. optræder med nummeret Sattelite SkinLetterman Show, er han i hvert fald ikke med. Det forlyder, at han har meldt sig ind i engelske The Cribs. Hmm..

Anyway, nummeret er skidegodt. EPen har selvføgelig en morsom titel, No One’s First and You’re Next, og den skulle gerne være ude i sensommeren. Videoen til King Rat, et andet nr. fra EPen, er tilsyneladende lige på trapperne og instrueret af ingen ringere end afdøde filmstjerne Heath Ledger. Er man ekstra utålmodig, kan man sniglytte til et par andre numre fra pladen her, her og her !

Nas ft. DJ Premier “The Realness” leaket!!!

dj premier

Jeg kan ikke finde på en god grund til ikke at være vild med Premo, hvis bare al hiphop lød så dejligt… Oh well, hermed reddes din onsdag! Som mixtapes.com informerer er et track fra Nas og Premiers kommende samarbejde leaket og det lyder genialt! Tjek Nas’ flow i 2. vers, tjek bas-samplet, selv hi-hatten er genial. All 4 you!

–> Hittet hentes her <--

Og her en youtube top25premier-beats, lækkerness…

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video