Jeg siger ikke noget, jeg poster bare dejlige videoer i dag. You do the math. You do the talking!
Archive for marts, 2009
Bobdylan.com præsenterer: Beyond Here Lies Nothin’. Det tegner rigtig godt.
“Don’t you dare miss it!”
(og så ikke flere Bobnews i denne omgang…)
Bob Dylan er både berømt og berygtet for sine live-optrædener. Historierne og myterne er mange: Newport-massakren i 1965 (hvor Dylan går elektrisk og publikum buher, Pete Seeger ryster på hovedet og nogen måske er ved at hugge lydkablerne over med en økse!), ‘Royal Albert Hall’-koncerten fra 1966 (som i virkeligheden er fra Manchester Free Trade Hall, hvor en tilskuer skaber drama ved at råbe “JUDAS!” til hvilket Bob svarer: “I don’t believe you… you’re a liar!”), de vilde midthalvfjerdsere med The Rolling Thunder Revue (der endte som en karavane af kunstnere over USA), koncerten i ‘78 hvor en tilskuer kaster et sølvkors op til en udmattet Bob (hvilket kickstarter Bobs born-again-christian periode), og utallige andre mere eller mindre mærkværdige koncerter.
Dylan har haft længere perioder med uinspirerede og nærved ligegyldige live-koncerter (foreviget på en del halvdårlige live-plader, godt der findes private bootleggers…). Dylan har spillet nogle af verdens bedste live-koncerter. Én velkendt fællesnævner bør nævnes: ikke to koncerter er ens, ikke to live-udgaver af et nummer er ens, og Dylan nyfortolker altid sine sange. Hvis man er typen der egentlig bedre kan lide albumudgaver end live-udgaver kan Dylans koncerter komme til at virke uforløste eller skuffende (og sjovt nok er det næsten altid sådanne anmeldere pressen sender ud, ingen nævnt, ingen glemt). Hvis man er in for a ride, er man til gengæld in for a treat.
Og her er så godt nyt til alle der skal høre Dylan i København i morgen: manden er i topform! Han spiller guitar, stemmen er stærk, mumlen er minimal og bandet svinger! Som forfest eller forberedelse kan man med fordel give følgende 3 kæmpeklassikere et lyt, indspilningerne er fra hhv. Stockholm og Oslo i mandags og onsdags (hvis ikke man skal til koncerten kan man selvfølgelig også give et lyt, men så bliver man måske misundelig umiddelbart efter man bliver glad for at høre musikken).
Tangled Up In Blue - Stockholm, 230309
TORBEN ULRICH/SØREN KJÆRGAARD DUO
Musikcaféen i Århus, onsdag d. 25. marts 2009
Der er tæt pakket på Musikcaféen da jeg gør entré, det er akkurat muligt for mig at få en udmærket plads bagest midtfor. Man skulle ellers ikke umiddelbart tro, at så mange århusianere var vilde med avant garde jazz, og rygtet vil da også, at det er det første af Sun Ships arrangementer, der er udsolgt. Årsagen til fremmødet skal sandsynligvis findes i aftenens karismatiske hovedperson: Torben Ulrich. Tennisstjernen, buddhisten, digteren, maleren, filosoffen, jazzklubstifteren og i aften digtoplæsningsimprovisatoren og altmuligpercussionisten Torben Ulrich. Med sig har han den 50 år yngre Søren Kjærgård, en internationalt anerkendt jazzpianist, der tidligere har samarbejdet med både jazzstjerner og rockpoeter (og sin trommende fætter Kresten Osgood i vrøvlerapgruppen Ikseltaschel).
Før musikken starter bruger Ulrich og Kjærgård ca. en halv time på at forklare hvad det hele egentlig handler om. Musikprojektet “Suddenly, Sound: 21 Songlines For Piano, Drainpipe etc.” that is. Det er vævende og svævende og spændende og alt i alt noget med at udforske livet og lydens 5 elementer via improvisationer med udgangspunkt i 21 sanglinier og musikstykker, leveret på flygel, nedløbsrør og alskens alternativt percussion fra de to herrers respektive ‘bags of magic tricks’. Jeg når at forstå så meget som at det især er vigtigt at vi lytter. Ikke som den simple modsætning af at holde sig for ørene, men at vi forsøger at blive os vores lytning bevidst og ubevidst. Vi skal undersøge musik sammen, vi skal undersøge lyden og lytningen. Vi skal zu den Sachen selbst! Vi skal høre lyden i sig selv, finde selve lytningens idé.
Giver det nogen mening og er det nogenlunde ladsiggørligt? Og hvordan gør man så rent praktisk det? Torben Ulrich har bl.a. fundet inspiration i den russisk-armenske ’spirituelle guru’ (in lack of a better clue/name) G. I. Gurdjieff og hans mange øvelser. Én Gurdjieff-øvelse bestod i, forklarer Ulrich, at folk løb omkring eller passede deres ting. Gurdjieff overvågede dem, og pludselig råbte han “STAAAANDS”. Torben hæver stemmen og råber op, så alle får et chok. “På den måde bliver man bevidst om sig selv, den bevægelse man var midt i, det at gøre noget”. Analogt musikalsk kan man blive sig sin lytning bevidst ved at blive afbrudt i den, af larm eller stilhed. Man kan også nærme sig en renere lytning ved at spille musik der ikke refererer til anden musik, så associationsapparatet holdes i ro. En lignende effekt kan opnås ved at benytte sig af instrumenter som fx nedløbsrør, der ikke har nogen længere musikhistorisk tradition/referenceramme.
Under koncerten digter Torben Ulrich til Kjærgårds spændende (måske lidt hypnotiserende og i al fald dragende) spil, først stille, så stærkt, så smukt, så sært. Ulrich bruger dog også megen energi på at lave rytmer eller lydfladebrud ved at rasle og ryste og banke med alskens ‘instrumenter’ fra sin tryllepose. Han lader dem ligge på klaverets strenge, eller hiver fat i strengene, eller kaster dem på strengene. Og alle disse lyde er så højst mærkværdige at man ikke kan lade være med at lade sig optage af dem, delvist forundret og delvist gættende: hvor kommer lyden fra? Hvad er der i dåsen? Er det en glaskugle? En koncert fuld af lyd og eksperiment, så sandt. Men også en humoristisk koncert, hvor både Kjærgård og Ulrich gjorde os bevidste om at de var bevidste om det parodiske element ved at spille på nedløbsrør. På et tidspunkt kastede Ulrich ting efter Kjærgård, forstyrrende hans klaverspil, til stor underholdning for publikum.
I det hele taget var stemningen god, hvilket nok også er en nødvendighed hvis et sådant arrangement skal fungere. I pausen hørte jeg en fyr i baren sige: “Jeg tror det er ligesom med religion. Man skal tro på det før det virker”. Efter andet sæt blev der anmodet om ekstranummer og Kjærgård startede på en boogie-woogie. Et minuts tid inde henvendte han sig til publikum: “I må hjælpe mig lidt, ellers kan jeg ikke!”. Folk begyndte at klappe på 2 og 4. I en skæv solo kiggede Kjærgård igen ud på publikum: “Kom nu, spil bare med!”. Folk begyndte at klappe alle mulige rytmer og Musikcaféen forvandledes i ca. 10 minutters jam til en stor vellydende smeltedigel af forskellige menneskelige rytmer. Det var glade århusianere der efter et både muntert og intellektuelt møde med en legende gik hjem fra en eksperimentaljazz/lyd-koncert. Moralen? Lyden er vi fælles om.
Via tuben kan man se en smuk videooptagelse fra recording sessionen til “Songline 20″
På Søren Kjærgårds hjemmeside kan du høre flere sange fra studieindspilningerne
På Torben Ulrichs hjemmeside kan du læse mere om alt muligt
Og endelig kan man i Fyens Stiftstidende læse en helt fantastisk anekdote (forfattet af et øjenvidne) om Torben Ulrichs tenniskarriere.
Sune Rose Wagner, Voxhall, onsdag d. 11. marts 2009.
Illustration: Laszlo Kovacs
Her på earcandy har vi en enkelt gang før haft fornøjelsen af at interviewe Sune Rose Wagner. Da foregik det frem og tilbage via e-mail. Her følger nu et reelt face to face interview med den album- og koncert aktuelle frontmand fra The Raveonettes og netop gendannede Psyched Up Janis.
Hvad har Sune Rose Wagner til fælles med Marc Knopfler? Og hvorfor drikker han appelsinvand, når hele hans plade handler om at være fuld? Få svarene på dette og meget mere nedenfor.
Wagner
Solo debut-pladen Wagner, der udkom på Nikolaj Nørlunds selskab Auditorium i december 2008, har generelt høstet fine anmeldelser. I forbindelse med den opfølgende danmarksturné er Sune Rose Wagner blevet hyldet i pressen for sine live shows, og alle jubler nu over offentliggørelsen af gendannelsen af 90′er kultbandet Psyched Up Janis.
Denne onsdag aften på Voxhall tæller live bandet en trommeslager, Nikolaj Nørlund på bas og så selvfølgelig Wagner på guitar og vokal. Udover hitsne fra solopladen spiller Wagner tilmed Psyched Up Janis klassikeren I Died in my Teens før han slutter af med et cover af Klichés geniale Masselinjen. Der er knald på fra start til slut og samspillet med de to andre musikere på scenen fungerer upåklageligt.
Efter koncerten hiver jeg fat i afvikleren og får grønt lys til at gå backstage og interviewe Wagner. Jeg træder ind i lokalet, hvor han sidder, hilser pænt, sætter mig ned og hiver min gamle, analoge diktafon frem fra min taske og sætter den på record. Wagner løfter diktafonen op, studerer den lidt og fortæller så, at han i årevis har haft en magen til, som han har brugt til at optage ideer til riffs eller tekster på. Han tager en slurk af sin appelsinvand, og jeg bliver nødt til at spørge hvad der er blevet af øllene. Afgrunden. Beruset og Forhadt. For fanden, hele pladen handler om at drikke!
”Den er skrevet og indspillet i et to måneders interval i København sidste år, så det er der det hele kommer fra,” forklarer han. Da jeg spørger, om han så ikke længere drikker, svarer han, at det ikke er noget han gør så meget mere og sjældent, når han er på turne. Det vilde liv på landevejen med sprut og stoffer har han lagt bag sig, og de to måneders op- og nedture fra det Københavnske natteliv, der er baggrunden for teksterne på pladen, er ikke et generelt udtryk for hvordan han lever sit liv. ”Var pladen blevet lavet i dag ville den have lydt helt anderledes,” slår han fast.
På sin danmarksturne har Wagner været landet rundt og optrådt med sine danske sange for det danske publikum. Han har spillet i København, Århus, Odense og Aalborg men også i mindre byer som Herning, Slagelse og fødebyen Sønderborg og han indrømmer, at det er anderledes og uvant for ham at synge på dansk. ”Jeg tror mange kommer og ser mig i håb om, at jeg spiller noget Pysched up Janis eller noget Raveonettes, og så kommer jeg og skal slukke deres drømme med bare at spille dansk musik.” Det lader nu til, at de fleste på Voxhall denne aften var mere end tilfredse, indskyder jeg, og Wagner giver mig trods alt ret: ”Godt publikum, god stemning og rigtig god lyd”.
Musikhistorie
Da Wagner d. 4 marts spillede i Store Vega fortalte han publikum, at Psyched Up Janis vil blive gendannet til et par koncerter henover sommeren. Nu er det offentliggjort, at de spiller i netop Store Vega d. 4 juni, til Skive Beach Party, der løber af stablen d. 3-6 juni og ved ferniseringen af fotograf Søren Solkær Starbirds udstilling ”Closer” i Øksnehallen allerede d. 2 april.
I 90′erne så flere af de danske indie rock bands op til den amerikanske collegerock og lo-fi scene, anført af Pavement og Sebadoh, men især J Mascis’ slacker-agtige guitarlyd betød en del for Wagner og de andre Psyched Up Janis medlemmer i start- og midt 90′erne. ”Selve ordet indie rock var meget stort i start 90′erne, og et band som Dinosaur Jr. var en fantastisk trio, der også var en inspiration for os,” fortæller han.
Hittet I Died in my Teens er en sang om en overgang fra at bo i en by hele sit liv og så endelig tage springet videre. I Wagners tilfælde først fra Sønderborg til København og så fra København til New York, hvor hans drømme for alvor bliver udlevet, og han bliver verdensberømt med The Raveonettes. Det er en sang om at afslutte noget, starte forfra og komme videre. Netop derfor er den stadig relevant og aktuel for en mand, der hele tiden finder på nye projekter og fornyer sig selv, hvor andre måske vil være tilbøjelige til at fortsætte i samme rille.
Wagner er vokset op i Sønderborg og har som ganske ung hørt hiphop før rock og malet graffiti med blandt andre L. Ron Harald, der senere bliver kendt som pornogangsterrapper med Opel Kadett. ”Jeg hører stadig hiphop, det er nok det musik, jeg hører mest af,” forklarer han og nævner et par af sine favorit hiphop plader: Wu-Tang Clan – Enter the 36 Chambers, Dr. Dre – The Chronic og N.W.A. - Straight Outta Compton. Desuden mener han ikke, at Beastie Boys har lavet en dårlig plade: ”De har netop været virkelig gode til at forny sig selv og altid haft det her udgangspunkt i punk rocken,” mener han. Vi bliver enige om, at selv To the 5 Buroughs fra 2004 er en fremragende plade, og at der helt sikkert er flere gode plader i vente fra de efterhånden aldrende rappere.
Af nyere hiphop udgivelser kan han i øvrigt anbefale Jay-Z’s The Black Album og den tilhørende koncert-og-studio-film Fade to Black, hvor man blandt andet kan opleve en afslappet Rick Rubin, hitproduceren bag blandt andet Johnny Cash og Metallica, bag mixerpulten med Mike D. fra heltene i Beastie Boys mens Jay-Z rapper 99 Problems versene næsten i one-takes!
Det er altså lyden fra punk- og rock hiphoppen fra slut 80′erne og start 90′erne som Public Enemy, Run DMC og især Beastie Boys som har fulgt Wagner gennem de unge år. Lo-fi bølgen bliver interesant i start 90′erne og følger Wagner i årene hvor først Western Front og senere Psyched Up Janis bliver dannet af Jakob Jørgensen og ham selv hjemme i Sønderborg.
Fra koncept til plade
Det høres tydeligt på især The Raveonettes to første plader, Whip it on og Chain Gang of Love, hvor fx alle numre på førstnævnte plade går i b-mol, har enkle trommer og ikke mere end tre akkorder, at lo-fi tanken stadig hænger ved Sune Rose Wagner, men ligeledes på solo debut-pladen fra sidste år fornemmer man, at der igen er tænkt i regler og dogmer - også her finder man underspillede trommer og støjende guitarriffs i et på mange måder enkelt lydbillede. Om den første udgivelse med The Raveonettes fortæller Wagner: ”Jeg tror, at vi bare ville starte med at lave en plade, der var meget anderledes end det, der var ude på det tidspunkt. Det var ret fedt at lave og inspirerende at skrive sange på den måde”
Det virker naturligt at spørge Wagner, om han har en favorit koncept plade. Han tænker sig om og svarer så velovervejet: ”Jeg lyttede jo meget til The Wall, da jeg var mindre. I mine teenage-år var jeg faktisk meget inspireret af både filmen og pladen. Hele det der filmiske univers,” og han uddyber: ”Før Psyched Up Janis spillede jeg i en række bands, hvor vi faktisk spillede nogle Pink Floyd cover numre.” Her blev numrene fra The Wall også indøvet flittigt.
På Lust, Lust, Lust, det seneste udspil fra The Raveonettes, har målet ligeledes været at give pladen en klar rød tråd. Jeg nævner overfor Wagner, at jeg et sted har læst, at Dead Sound blev lavet i flere udgaver, og at de havde meget svært ved at få nummeret til at passe til lyden på resten af pladen og derfor var lige ved at droppe den. Han bekræfter dette og forklarer: ”Den kom med i sidste øjeblik, fordi vi pludselig fandt ud af hvordan den skulle gribes an.” Der har altså fra starten været en idé om, at lyden på alle pladens numre skal have det samme udtryk, og hvor meget potentiale der end er i ét nr., går det ikke, hvis det ikke stemmer overens med resten. Hvis det kan finjusteres, så det passer, så er det fint, men hvis det ikke kan, må det kasseres.
Der blev lavet godt og vel hundrede skitser, halvfærdige numre og helfærdige numre til Lust, Lust, Lust, som de så valgte ud fra.”Der er selvfølgelig nogle numre som ryger væk rimelig hurtigt, og så bliver man ved med at skrive indtil man finder noget, der holder,” pointerer Wagner.
Lige meget hvor studioagtigt det bliver for Wagner og The Raveonettes, så er der altid den proces, der starter med, at de sorterer i båndoptagelser fra diktafonen, skitser og andet og så går igang med at videreudvikle et færdigt produkt. Det kan lyde banalt, men det handler vitterligt stadigvæk om få akkorder og en masse støj. ”Det kan være, når jeg bliver ældre, at jeg laver den der Marc Knopfler plade,” siger Wagner og henviser til den klare guitarlyd, som kendetegner Dire Straits guitaristen.
Marc Knopfler bliver igen nævnt, da jeg spørger Wagner, om der er nogle bestemte guitarister, der har haft indflydelse på hans lyd. Det er måske svært at forestille sig, hvordan de to kunne have noget til fælles, så jeg beder Wagner om at uddybe: ”Det er helt klart ham, der har lært mig at spille mere melodisk og lave nogle fede melodier.” Man skal nu nok ikke forvente, at Wagner laver Knopfler pladen foreløbigt. Selvom solo-pladen har sine iørefaldende riffs, er den stadig rå, upoleret og ganske enkel i sit udtryk, og da Wagner skulle optræde for anden gang med The Raveonettes på Late Show with David Letterman, valgte de at spille den ikke så lidt larmende Ally, Walk With Me fra Lust, Lust, Lust. For at få det til at passe med den afsatte tid, droppede de et par mellemstykker, så hele støjsoloen kom med. ”Det var fedt at spille. Det var vigtigt for os, at det nr. vi skulle spille, det kom til at lyde som på pladen,” forklarer Wagner og drikker videre af sin appelsinvand.
Båndet er ved at løbe ud og før jeg lader Wagner slippe helt, udfordrer jeg ham til den klassiske multiple choice test: to valgmuligheder, vælg een. Svarene er markeret med fed.
Multiple choice
Singers <> Songwriters
Teknik <> Personlighed
Sal Paradise <> Dean Moriarty
Ginsberg <> Borroughs
Koncerter <> Plader
Sex, drugs <> Rock ‘n roll (”Bare sex. Så kører det”).
Public Enemy <> Barrack Obama
Beatles <> Stones
Van Morrison <> Jim Morrison
Roy Thomas Baker <> Roy Orbison
James Dean <> James Brown
Jack Kerouac <> Jack Daniels
Buddy Rich <> John Bonham
Chuck Berry <> Elvis Presley
Dungen på Voxhall, fredag d. 13. marts 2009
Med godt gang i en brandert på tredje dag har min kollega og jeg bevæget os op foran scenen på Voxhall. Dungen entrerer og mødes af en dedikeret applaus fra de fremmødte. Blandt dem er flere unge drømmere med en svaghed for en tid før deres. Musikken sætter ind med med et fortidsbrag, lyden er herlig og støvet. Jeg ser guitaristen Reine Fiske bruge et par minutter af første sang foran sin store forstærker. Han spiller den ene syretone efter den anden og skruer nysgerrigt på knapperne, leder efter den rigtige lyd. Jeg tænker: sådan gør man i et rigtigt psychband. Der er masser af trommer på alle sangene, hurtige og frække rytmer fra et lille Gretsch-sæt. Bassisten spiller sikkert og hurtigt. Dungen har flere gode popmelodier på repetoiret, men koncerten fungerer faktisk allerbedst når sangene får lov at vare op mod ti minutter, med søgende og svævende støjuniverser af psykedelia.
Dungen er fire flotte og langhårede svenske fyre, der ikke lader det gå dem på, at de gode gamle dage er overstået. De ligner og lyder som noget fra en udendørsscene på Woodstock, eller en lille britisk klub af slagsen Syd Barrett plejede at frekventere. Efter koncerten spørger jeg forsanger, multiinstrumentalist og primus motor Gustav Ejstes, om han tror, der nogensinde vil blive lavet ligeså god musik som i 60erne og 70erne? Det tror han ikke.
Hvis man har lyst kan man sige, at der i 60erne og starthalvfjerdsernes musikkultur var 2 store drømme: KÆRLIGHED og ROCK. Sex, drugs og rock’n’roll. Der var to slags drømmere: kærlighedsdrømmere og rockdrømmere. Begge grupper excellerede i excesser af nærmest dionysisk karakter. Orgier, kærlighedsfestivaler, bevidsthedsudvidende stoffer, dødsdruk og destruktion. Rock giver os garage, rhythm and blues, heavy og punk. Kærlighed bliver til folkrock, progrock, fællessange, politiske sange og den gode gamle psykedeliske syrerock. Da jeg spørger Ejstes hvorfor verden har brug for psykedelisk rockmusik svarer han: ”Det kan tage dig væk, som ingen anden musik”. Forføre sindet afsted, lade en se ind i en ellers uset verden. Som Dylan i sin tid anmodede Mr. Tambourine Man: Take me on a trip upon your magic swirlin’ ship.
Måske er det bare mig, måske er der virkelig kærlighed i luften denne aften på Voxhall. Jeg finder mig selv hoppende i flok med smilende og pandebåndsklædte unge fyre. Der er sjove tilråb, der er hujen, der er dans. Efter koncerten deler jeg en øl med min kammerat i baren. Vi venter på at Gustav skal blive færdig med at sælge merchandise og plader. Aftenens DJ spiller Alrune Rod og et ungt par har fundet hinanden og sidder smilende og udveksler numre.
Endelig kan Gustav holde pause og vi følger med ham om i bandlokalet. Hvad får en ung svensk fyr til at starte et oldschool rockband? Gustav fortæller, at han voksede op i en meget lille svensk by. Der var ikke noget at lave, og Gustav var ganske alene med sin passion for fx Public Enemy. ”Jeg tror måske der var 3 i hele byen der vidste hvem Public Enemy var. Man kan nok sige, at musikken opstår på baggrund af dét. Det her store ingenting”. Så meget for den psykologiske motivation, selve lydbilledet står naturligvis på kæmpernes skuldrer. “Min far havde en ret god pladesamling og han gav mig bl.a. Jimi Hendrix’ ‘Are You Experienced?’. Det er stadig en af mine yndlingsplader, og skulle jeg nævne et musikalsk forbillede kunne det være Mitch Mitchell - Hendrix’ trommeslager”
Derudover er Gustav ret glad for film, han anbefaler biografaktuelle Milk og Slumdog Millionaire. “Og Lynch! David Lynch! Jeg er vild med hans film. Blue Velvet, Mulholland Drive, Twin Peaks — det hele!”. Har du set Inland Empire? “Nej desværre… Er det den med kaninerne? Den vil jeg så jævla gerne se!” Gustav er en meget smilende og entusiastisk mand, noget alle der snakkede med ham i merchboden vil have oplevet. Han griner højt og gestikulerer ivrigt, især når han fortæller om alle de ting han holder af. Deriblandt at scratche. Jeg spørger ham om han selv går meget til koncerter, men det viser sig ikke at være tilfældet. “Jeg går faktisk næsten aldrig ud. Spørg mine venner. For det meste står jeg derhjemme og øver mig i at scratche, i timevis. Jeg har vel scratchet i en fire-fem år nu. Måske jeg laver en hiphop-plade en dag”.
Ejstes skriver alle Dungens tekster; det og hans passion for hiphop taget i betragtning kan det måske være overraskende at høre om hans forhold til tekster: “Jeg hører faktisk ikke så meget på tekster. Jeg er primært lydmæssigt orienteret og ser stemmen som et instrument. Teksterne skal passe, de skal være sangbare, det er det vigtiste”. Måske er denne indstilling en af årsagerne til at Dungen, trods deres svensksprogede sange, er blevet et internationalt indiehit. Omkvædet til Dungens største hit Panda er ikke desto mindre både velskrevet og catchy, et af den slags man kan undre sig over først er blevet skrevet i år 2004. På en gang ømt og humoristisk skildres oplevelsen af at en anden fyr tager ens pige:
Alla har det inte lika bra som du!
Hon var min, men det skiter du väl i?
Åh, kærlighedens smerte. Inden jeg tager afsked må jeg naturligvis spørge Gustav hvad han, som psykedelisk lovechild, tænker om kærlighed “Kærlighed? Aah… Kärlek! Dernede i aften… DET var kärlek”
Dungens flabede single Panda kan selvfølgelig høres via Tuben
Earcandy udfordrede desuden Gustav til en multiple choice personality test quiz.
Gustavs valg er markeret med fed.
Beatles >< Stones
Beatles >< Kinks
Distortion >< Reverb (Gustav vrider sig og tænker så det knager, men må til sidst konstatere at netop dette spørgsmål er for svært, han kan ikke vælge)
Sex, drugs >< Rock’n’roll
Puclic Enemy >< Barack Obama
60erne >< 70erne
Deep Purple >< Black Sabbath
Roger Waters >< David Gilmour
David Lynch >< — Lineære plots der giver mening
Plader >< Koncerter
Langt hår >< Lange bryster
Afsluttende bonus
Hvis du efter at have hørt Dungens musik brænder inde med to meget specifikke bonusspørgsmål så fortvivl ikke! Vi har stillet dem og fået svar.
Do you think your music needs more cowbell?
“Yes, definitely!“
How do you feel about Dylan going electric?”
“Oh… IT’S A SHAME!”
Canada og alle deres pitchforkdarlings… Hvordan er det nu det er? 2001: Spencer Krug var med i Frog Eyes (pitchforkhiscore: 9.1 - 7.7 - 7.5 - 8.6 - 8.2 - 8.5) sammen med Carey Mercer. I 2003 får Spencer et pladekontraktstilbud han ikke kan modstå og danner på rekordtid Wolf Parade (pitchforkhiscore: 7.1 - 7.7 - 9.2) med guitaristen Dan Boeckner (som i 2006 danner Handsome Furs - hiscore: 7.2 - 8.0). Efter at have spillet nogle Frog Eyes gigs med Daniel Bejar fra New Pornographers (hiscore: 8.4 - 9.0 - 8.1)) i forbindelse med hans soloprojekt Destroyer (hiscore: 7.9 - 8.6 - 8.5 - 7.7 - 8.6) danner Krug, Mercer og Bejar supergruppen Swan Lake (hiscore: 8.1). Derudover starter Spencer Krug i 2005 bandet Sunset Rubdown (hiscore: 8.6 - 8.5 - 7.8).
What’s next, tør man spørge? Jeg har næsten ingen anelse, dog ved jeg at Swan Lake udgiver pladen Enemy Mine d. 24. marts og at Sunset Rubdowns nye plade planmæssigt udgives i løbet af i år. Derudover og straks mere herligt, interessant og imponerende viser det sig at drengene fra Pop Revo har skaffet Sunset Rubdown til Århus! Sæt et kæmpe kryds i din kalender 1. og 2. maj hvor Voxhall lægger lokaler og god lyd til minifestivalen og se frem til en koncert der sparker overvældende meget psykedelisk røv! Be there or be nowhere.
Katzenjammer består af 4 norske piger, der spiller energisk indie-folk, med et dejligt snert af østeuropæiske genrer.
I denne video spiller de i en båd på en norsk flod med en håndfuld heldige medpassagerer.
De kommer til Roskilde, I know I’ll be there!
Hell Yeah! Call’n'response for your ears!
Johanna og Klara Söderberg er to svenske søstre født i henholdsvis 1990 og 1993. Tilsammen udgør de bandet First Aid Kit, og de har akkurat udgivet deres første EP på selskabet Rabid Records, som er drevet af bror Olof og søs Karin fra The Knife.
Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt mere end ovenstående nr. med de to, og det er endda et cover, men det er til gengæld virkelig smukt. De forklarer det bedst selv: we went out in the forest this morning and recorded this cover of the wonderful song “Tiger Mountain Peasant Song” by Fleet Foxes.
Nyd det.
Essie Jain på Musikcaféen, 4. marts 2009
”Essie Jain, what’s with that name?” spørger jeg Essie efter showet. “Yeah I know, It’s like…” begynder hun. “It sounds kinda like Jesse James?” forsøger jeg. “Yeah I know. That’s a porn star, isn’t it?”. Essie er fra England, ingen amerikaner ville have forvekslet den berømte gunslinger Jesse James med den mere intetsigende stønner Jesse Jane. Hun bliver også hurtigt rettet af den amerikanske guitarist Patrick Glynn. De har spillet sammen siden hun mødte ham for 6 år siden, og selvom Essie skriver alle sangene er deres samarbejde så intenst, at man næsten kan kalde Essie Jain en duo.
Under koncerten spillede de to flot og dynamisk sammen. Essie er en lille kvinde, hun spiller og synger følsomt, især under de klaverdrevne sange. Legende udfordrer Patrick hende, med små elektriske stød fra sin guitar. Genren er singer/songwriter, ikke-pop-idol-orienteret folkemusik med fokus på følelser, fortællinger og ballader. Melodierne er iørefaldende men ikke simple. Essie skriver gode halvnaive tekster og leverer dem med en Joni Mitchell’sk indlevelse og musikalitet. Hvis man skal skrive et vers om at møde kærligheden kan man spørge: hvad skete der første gang jeg så dig? Man kan også spørge: hvornår så jeg dig første gang? Med en fiks manøvre besvarer Essie det første spørgsmål ved at stille det sidste.
First time I saw you was when
I knew that I would give up everything
for you
Hvad gør en god singer/songwriter? Svaret synes indlysende – gode sange og en god vokal. Især det sidste besidder Essie, hun har en flot alt, et stort register og bevæger sig sikkert ind og ud af falset. Men der skal mere til. Når man oplever singer/songwriter-genren på så intimt et spillested som Musikcafeen, bliver det tydeligt, at genren kan noget helt særligt. Den muliggør et musikalsk nærvær. Ved at være sårbar, ærlig og åben inviterer musikken ind i et følsomt og personligt univers. Essie fangede med sit nærvær publikums opmærksomhed; som effekt fik hun en andægtig stilhed under sangene og en flot applaus mellem dem.
Essie og Patrick anbefaler begge Elliott Smith og Low, især nummeret ”Two Step”. Det viser sig imidlertid at de to har mange forskellige præferencer. Patrick nævner Led Zeppelin som sit yndlingsband, Essie vælger Phil Collins som sin foretrukne guilty pleasure. Essies musikalske udtryk taget i betragtning er det måske lidt skægt at både hende og Patrick er meget glade for Tom Waits. Specifikt nævner de Mule Variations som en yndlingsplade. På Mule Variations synger Tom Waits om at være Big In Japan. Essie er øjensynligt halvstor i Frankrig, hvor hun har spillet sammen med bl.a. Dodos og Fleet Foxes. Med sin vellykkede levering af velskrevne sange burde hun også have gode chancer i Danmark.
Som afslutning præsenteres en multiple-choice-test der afslører flere mere eller mindre harmløse uoverensstemmelser mellem Essie (E) og Patrick (P).
Shawarma >< Falafel EP
E Joni Mitchell >< Joan Baez (Patrick kan ikke vælge og foreslår: Joni Baez?)
EP Tom Waits >< Paul Simon
E Dylan >< Cohen P
Distortion >< Reverb EP
EP Europe >< USA
E Singers >< Songwriters P
E Big venues >< Small Venues P
EP Albums >< Singles
Blur >< Oasis (Patrick er amerikaner og forstår ikke spørgsmålet, Essie får lov at vælge Pulp)
Og navnet? Essie Jain hedder faktisk Sarah Jain. Sarah blev til S, og S blev til Essie. Nice’n’easy.
Giv Essie Jain et lyt via hendes myspaceprofil. Se fx om du kan stå for “Eavesdrop” og “Here We Go”. Eller se nedenstående fanvideo til “Glory”, der udnytter det filmiske potentiale i Essies klang.
