Lucy Love
Superbillion
Superbillion Records/Playground Music

I 1970 udgav The Kinks pladen ”Lola versus Powerman and the Moneygoround, Part One”. Udover at indeholde det herlige hit “Lola” er pladen i høj grad en satire over musikindustrien. Bl.a. på sangen ”Denmark Street” karikeres den herskende hitsinglekultur. Denmark Street er en berømt gade i London, pakket med pladebutikker, spillesteder og rockhistoriske anekdoter. Netop i denne gade skrev Elton John i 1970 sangen ”Your Song”, der er en romantisk ballade om at skrive en romantisk ballade. Selvsamme projekt realiseres med uimodståelig charme af Leonard Cohen på sangen ”Halleluja”.

Således er selvrefererende populærkultur langt fra et nyt fænomen. Alligevel synes pladebranchens og kendisdyrkelsens faldgruber at blive beskrevet overraskende meget i nyere popmusik. Der er en enorm bevidsthed blandt forbrugerne om det ’kunstige’ aspekt ved moderne musik, måske især efter at adskillige tv-programmer har skildret de konkrete processer bag skabelsen af et boyband, en solist eller et hit. I 2004 singledebuterede Natasha Bedingfield med ”These Words”. Sangen handlede om at Natasha havde svært ved at skrive et hit, men at det til gengæld var hende der skrev hendes hits (trods det faktum at hun skrev sangen sammen med Steve Kipner, Andrew Frampton og Wayne Wilkins). Nik og Jay har netop udsendt en single om at udsende en single. Lily Allens nyeste single handler om at glemme sig selv i jagten på succes. Lady Sovereign singledebuterede i 2007 med ”Love Me or Hate Me” og proklamerede at man var nødt til at tage stilling til hende (eller med hendes egne ord ”blive besat af hende”). Hun mente at vide at musikkulturens struktur gjorde det forudsigeligt at hendes publikum ville deles mellem ’lovers’ og ’haters’.

Danske Lucy Love har flere ting til fælles med Lady Sovereign. Dels er de begge født i 1985. Derudover udmærker de sig begge ved at kvindelige rappere indenfor grime-genren. Endelig har også Lucy Love udsendt en single om ’industrien’. Den hedder ”No V.I.P.” og er et catchy og humoristisk opgør med ideen om, at det i sig selv skulle være værdifuldt at være rig og berømt. Således lancerer Lucy Love sig selv som en sympatisk og upcoming dansk darling. Samtidig opfordrer hun til at man fokuserer på ”skills” frem for ”stardom”.

Det er forståeligt, for Lucy Love har utvivlsomt evner. Sammen med sin producer Yo Akim har hun skabt en troværdig grime/dub/elektro-lyd, og måske mest markant rammer hun meget overbevisende et grimey cockney-flow. Om det skyldes at hun har fået hiphop-gener af sin zambianske far, at hun har talt engelsk fra barnsben, eller hun bare har øvet sig helt vildt, ved jeg ikke. Om det virker? Bestemt! Lucys stemme fungerer på pladen ”Superbillion” som et særskilt instrument. Den holder rytmen og skaber offbeat rytmer, den lægger melodier ovenpå den tit minimale instrumentside.

Når man som rapper vælger en minimal produktion kan det være af flere hensyn. I Lucys tilfælde følger produktionen dels en række grime og dub-konventioner om meget simple og synthorienterede beats. Derudover giver det plads til rapperen. Lucys flow er meget distinkt og teksterne står i høj grad alene. Desværre er flere af teksterne en anelse svage, og flere rim falder igennem. Derudover er svagheden ved Lucy Loves gennemførte flow muligvis, at det begrænser hende variationsmæssigt. Det samme effektive flow går igennem på alle numre, og uden større instrumentalisering eller backingrap mister det før eller siden sin effekt. Det betyder ikke nødvendigvis det store for Lucy Love, for Superbillion skal ikke kun høres fra ende til anden på et klubværelse. Den skal spilles højt til privatfester og på smarte klubber, den skal leveres live! Her er der ingen tvivl om at pladen vil fungere perfekt.

Superbillion består af 10 lovlig ensartede sange og savner som plade dynamik. Det bliver især klart, idet de to dubbede numre ”Wake Up” og ”Cliche” fungerer rigtig godt, netop fordi de kontrasterer de hurtige elektrobeats. Ved årets P3-Guld-prisshow vandt Lucy Love prisen ”P3 Eksperimentet”. Som eksperiment er Superbillion noget af en præstation: en overbevisende dansk grimeplade med en selvsikker kvindelig MC. Alligevel virker Lucy Love for ambitiøs til blot at ville eksperimentere med genren. Mon ikke hun følger op med en plade, der viser at hun til fulde mestrer den?

Lucy Love har bl.a. læst på Det Fynske Kunstakademi. En af hendes kunstnerveninder, Sif Westerberg, har lavet den imponerende video til ”No V.I.P.”.