Her i vintermørket har forskellige af de Indie-acts vi hører og elsker kravlet ud deres seng, trukket deres skovmandsskjorter på og gået i studiet for at indspille 32 nye numre, på kryds og tværs af kunsteriske skel. Og det bedste er, at de har gjort det i en god sags tjeneste.
Det ene brødrepar fra The National, Aaron og Bryce Dessner, har sammen med organisationen Red Hot Organization, samlet tropperne til indspilning af denne plade, kaldet Dark Was The Night, til fordel for kampen mod AIDS. Og hvilke tropper de har samlet!
Dette er creme de la creme artister med navne som Sufjan Stevens, Conor Oberst, Beirut og mange flere. Og sørme ikke om David Byrne ikke også lige er inde over.
Noget af det mest interessante på denne plade er forskellige kollaborationer mellem kunstnere, heriblandt Feist + Grizzlybear, Bryce Dessner + Antony Hegarty og Bon Iver + Aaron Dessner.
Noget jeg dog forestiller mig kunne være toppen af kransekagen er et tilsyneladende aldrig før udgivet Arcade Fire-nummer ved navn Lenin. Efter sigende blev blev det indspillet mens de lavede Funeral, men kom aldrig med på pladen. Wow.
Man kan gå ind på projektets Myspace, www.myspace.com/darkwasthenight og hver dag høre et nyt nummer fra pladen, som et lille warm-up. Pladen udkommer allerede den 16. februar, og kommer på CD, LP og download, så alle kan støtte dette smukke projekt.
Efter at have set Stop Making Sense er jeg stoppet med at tvivle: David Byrne er et fantastisk menneske. Derudover har han fantastisk mange jern i ilden og en øjensynligt uslukkelig ild i hjernen. Og ild i jernet (there, I said it). Gutten må selv vide det; han har udfoldet sig som både tegner, maler, grafiker, cykelstativdesigner, skuespiller, instruktør, producer og vundet både Grammyer, en Golden Globe og en Oscar. Derudover udgiver han plader næsten ligeså tit som Neil Young: min sjæl, hvad vil du mere?! Den mand har jo inspiration, som vi andre har vejrtrækninger. Af med hatten.
Byrne har også startet sin egen netradio, hvor han hver måned laver en inspirerende playlist som kan streames 24/7. Denne måneds playliste består af ny brasiliansk musik. Byrne har på sin rejse i landet erhvervet sig en stor bunker CD’er som han har brugt mange dage på at høre igennem og dele med os andre. Det er virkelig hørværdigt. Og så får han skrevet en lille musikbiks-anekdote med på vejen: “The guy in the CD store was great — you could listen to the CDs if you weren’t sure and he would recommend other artists I might like…and he was often right”. Må man egentlig den slags, er der ikke copyright og alt sådan noget fjol? Jeg ved det ikke helt, men jeg ved helt og aldeles hvad den gode Byrne mener om sagen:
“There was another piece in the Times today about yet another 20 percent drop in CD sales. (Are they running the same news piece every 4 months?) Jeez guys, the writing’s on the wall. How long do the record execs think they’ll have those offices and nice parking spaces? (Well, more than half of all record A&R and other execs are gone already, so there should be plenty of parking space). They, the big 4 or 5, should give the catalogues back to the artists or their heirs as a gesture before they close the office doors, as they sure don’t know how to sell music anymore. (I have Talking Heads stuff on the shelf that I can’t get Warner to release.) The “industry” had a nice 50-year ride, but it’s time to move on. Luckily, music remains more or less unaffected — there is a lot of great music out there. A new model will emerge that includes rather than sues its own customers, that realizes that music is not a product in the sense of being a thing — it’s closer to fashion, in that for music fans it tells them and their friends who they are, what they feel passionately about and to some extent what makes life fun and interesting. It’s about a sense of community — a song ties a whole invisible disparate community together. It’s not about selling the (often) shattered plastic case CDs used to come in.”
Byrne virker i det hele taget meget lidt konservativ og meget meget som et herligt fremtidsfluksende nysgerrigt menneske. Han har fx lavet et kunst/bog/dvd-projekt med billeder han har lavet i PowerPoint. Byrne skriver selv at projektet startede som en joke, for Powerpoint er jo sådan noget kedeligt forretningsmandshalløj, men så gik det op for ham, at man kan lave nogle flotte ting i programmet. Der må grines, formoder jeg! Tjek nedenstående billede hvis du ikke synes det giver mening.
Hvis du stadig synes det er en anelse for fjollet opfordrer jeg til at overtage credoet: STOP MAKING SENSE! Af en eller anden grund finder jeg det lille mundheld sært livsbekræftende… Hvis man virkelig ikke er overbevist, så henviser jeg til et bedårende lille interview af og med Byrne, der stort set udelukkende indeholder vise one-liners.
I øvrigt er man nødt til at læse Byrnes online-dagbog hvis man vil vide hvad i alverden det her billede forestiller:
Man kan opleve Byrne live i Falconer Salen mandag den 16. februar. Billetter koster ca. 500 og med Byrnes koncerthistorie in mente håber jeg inderligt, at salen ender med at droppe stolene og danse omkring i et virvar af kærlighed og musik. Well well, det er i hvert fald på min to-find-money-to-do liste. Efter sigende kan vi forvente at høre materiale fra Byrne og Brian Enos anmelderroste “Everything That Happens Will Happen Today” fra 2008. Men hvad nu hvis man ikke har hørt den og ikke ved om det er noget for en? Så kan den da streames gratis, courtesy of Eno/Byrne, via pladens hjemmeside.
Og nu til nøgenheden. Af med jakkesættene og frem med tålakridsen. ”Toe Jam” er et engelsk udtryk der måske, måske ikke, henviser til den herlige cocktail af død hud og gammel sok der ophobes mellem tæerne i en god kondisko. Og så er det en ret cool single med en gennemgenial video. Bag singlen står BPA - The Brighton Port Authority. Hvem fanden er det? Godt spørgsmål, de er muligvis mere eller mindre last year, men jeg havde ikke hørt meget om dem. Lang historie kort, det er very last decade indeed Fatboy Slim alias Norman Cook der forsøger at genopfinde sig selv med endnu et alias. På sin nye plade har han imidlertid allieret sig med en masse stjerner, deriblandt Martha Wainwright og Iggy Pop. På Toe Jam medvirker Dizzee Rascal og åbenbart allestedsnærværende David Byrne.
Om det så er for sjov eller ej rammer Byrne hovedet på sømmet når han om sig selv synger: Everyday is fucking perfect, it’s a paradise watch my life like its a movie, have to watch it twice
Fat Boy Slim har altid haft ret geniale musikvideoer. Til gengæld har han rent lydmæssigt ikke rigtigt nogen edge længere. Så er han heldig at Toe Jam er et godt gammeldags supercatchy og velfungerende popnummer. En anelse for kedeligt bliver det måske i samarbejdet med punkbomben og junkietypen Iggy Pop. Og så er det godt at man som Fatboy har endnu en original video at falde tilbage på
Fatboy og Byrne har tidligere samarbejdet om et musical/disko/sangcyklus-projekt om Imelda Marcos. Hun var tidligere gift med den Filippinske diktator Ferdinand Marcos. Da familien Marcos efter en revolution flygtede fra Filippinerne fandt man ud af at Imelda havde en imponerende tøjsamling indeholdende bl.a. 15 minkfrakker, 508 kjoler, 888 håndtasker og 1060 par sko. Men det handler musicalen efter sigende ikke om. Den fokuserer mere på hendes tanker, og det forhold hun havde til en af sine tjenere. Aha. Musicalen (eller hvad det nu er for noget) har været opført et par gange i løbet af 2006-2007 og udkommer efter sigende på CD i 2009.
Og som afslutning, for at få gang i fjollehjernen igen: Flying Lotus udgav i 2008 den prægtige plade Los Angeles. Fine folk lavede en uimodståelig musikvideo som du ikke skal snyde dig selv for med mindre du er epileptiker eller på arbejde. Du kan jo eventuelt se den med din kæreste. Jeg kan ikke få embeddet videoen, for der er nogle youtubere, der har flagget den så meget, at den ikke findes der. Men klik engang lige her og nyd den smukke sang, og den psykedelisk charmerende video.
Timbuktu
En High 5 & 1 Falafel
JuJu Records/Playground
En High 5 & 1 Falafel er fortsættelsen af historien om Timbuktu. Historien om en livsglad svensk mand, der laver det han er bedst til sammen med sin gode ven og producer M.O.N.S. Han er stadigvæk den mest interessante rapper i Norden, hvis du spørger mig, og han beviser på ny på sin nye plade, hvor talentfuld han er.
På denne udgivelse blander han hiphop med disco, reggae, dance og akustisk pop m.m!, og selvom En High 5 & 1 Falafel – lad det være sagt med det samme – ikke når op ved siden af den fremragende Oberoendeframkallande fra 2007, så er den helt bestemt et bekendtskab værd. Det er en festlig plade, godt varieret og – akkurat som forgængeren - velproduceret og gennemført i sin lyd. Forcen er stadigvæk de legesyge flows, Timbuktus åbenlyse charme og ikke mindst samarbejdet med M.O.N.S., der har leveret beats til Timbuktu i godt og vel 10 år.
Sidste år skrev vi om førstesinglen Takk för kaffet, som Timbuktu selv smed op på piratebay. Den blev eftersigende downloadet hele 300.000 gange på blot en uge (!). På det nr. synger han jag är glad att vara här, og på hele pladen fornemmer man, at Timbuktu føler sig overordentligt privilegeret over at være i stand til at leve af det, som han elsker at lave. Man kan næsten ikke undgå at blive påvirket af hans livsglæde, og har man set ham live, ved man, at han har lige så meget rytme og soul i virkeligheden, som han har på plade. Bare lige for at slå dét fast. Man kan jo så meget med computere i dag. Han er vitterligt ikke bare din almindelige rapper, han er først og fremmest musiker.
Timbuktu ved man aldrig helt hvor man har. Han vokser og forandrer sig konstant, og det er nok grunden til, at jeg med stor interesse og nysgerrighed har fulgt med i hans karriere siden han udgav sin debutplade i 2000, og så er det nu engang imponerende, at Timbuktu på sin sjette soloudgivelse stadig lyder ligeså sulten og eventyrlysten som på debuten. En High 5 & 1 Falafel – såvel som de 5 foregående plader med Timbuktu - kan varmt anbefales, hvis man er til skandinavisk hiphop, der vil og tør lidt mere.
Nedenfor kan videoen til den nye single N.A.P. tjekkes via tuben.
På med danseskoene, ring til din tangopartner, ned i Fakta Quick efter lidt kickstarterbooze og så i biffen! 16:30 i dag viser Øst for paradis i Århus den legendariske Talking Heads-koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har tit hørt historier om folk der danser foran lærredet ved fremvisninger af filmen, så selvom det er lidt småtidligt på fredagen har jeg mine fingre sikkert krydset. Filmen er instrueret af Jonathan Demme, der senere skulle berige verden med bl.a. den fine Neil Young-film “Heart of Gold” og den uhyggelige kannibal/fbi-film “Ondskabens øjne”.
Som det der i fagsproget kaldes en teaser (eller i sexsproget: forspil) er her filmens geniale åbningsscene via youtube:
Yes! Jeg, for one, er klar til endelig at forelske mig i Talking Heads!
Beach Boys begyndte i 1966 indspilningerne til pladen “Smile”, der skulle have været en genial opfølger til den banebrydende “Pet Sounds”. Projektet gik imidlertid i vasken, bl.a. pga. forsanger/sangskriver Brian Wilsons nervesammenbrud. Efter cirka 30 år domineret af skizofreni, paranoia, stofmisbrug og kunstnerisk dødvande udgav Brian Wilson i 2004 endelig “Smile”. Pladen er fremragende og blev flot modtaget af anmelderne. Sidste år udgav Wilson endnu en kanon plade: “That Lucky Old Sun”.
Pladen er en blanding af musical-universer, falset-symfonier, spoken-word, rock’n'roll og god gammel surfguitar. Det er en væsentlig mere munter plade end Smile, og vældig ungdommelig i sit udtryk. Når man hører pladen og teksterne virker det af og til absurd at en 66-årig mand står bag den (giv fx “Forever She’ll Be My Surfer Girl” og “Mexican Girl” et lyt). Ideen med pladen er at indfange det 50er/60er-Frisco, Southern California-univers som Wilson øjensynligt har levet hele sit liv i. Spoken-word-beskrivelserne af fx Venice Beach får mig til at tænke på Californien i høj sol, som jeg husker det fra Kerouac-land:
VeniceBeach is poppin’ Like live shrimp dropped on a hot walk Hucksters, hustlers and hawkers Set up their boardwalk shops Home for all the homeless, hopeless Well-heeled and deranged Still, nothing here seems out of place or strange There’s an old smudge of a beatnik by the bay Looking like a dog who’s had his day Like a dream he drifts away
Pladen har navn efter en hitsingle skrevet fra 40erne. Den handler om solen, den heldige rad, der ikke laver andet hele dagen end at rulle hen over himlen, mens sangeren slider og slæber. Singlen fortolkes 4 gange af Wilson på pladen. Derudover er den igennem tiden udgivet af bl.a. Louis Armstrong, Frank Sinatra, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Willie Nelson og Johnny Cash. Størst succes fik den i Frankie Laines hænder, og det er ikke så underligt. Frankie synger som en drøm, med en fantastisk indlevelse og en vibrato der leder tankerne i retning af Roy Orbison eller albumaktuelle Antony. Akkompagneret af en guitar og diskrete baggrundsstrygere synger Laine sangen øjefugtende smukt. God lytning!
Af andre sange om den uretfærdigt uopmærksomme eller heldigt uskyldige natur kan nævnes klassikeren “Ol’ Man River”. I nyere tid har Jarvis Cocker og Pulp anklaget naturen, eller mere specifikt træerne, for at være komplet ubrugelige idet de: 1) Ikke sagde noget om at Jarvis’ kæreste ville forlade ham og 2) producerer den ilt Jarvis indånder. Genialt.
50ermusik er fantastisk: sukkersøde pophits, catchphrases og ørehængere, rammende tekstuniverser + det evige spil mellem uskyld og undertrykt seksualitet. Tidligere har vi her på bloggen hyldet David Lynch for hans svælgen i nostalgi. Hos Lynch mister sangene helt den unuancerede uskyld de i 50erne måtte have haft. Lynch har givetvis en fetich for 50erpop og for at lade forstadsfacader smuldre, så uhæmmet seksualitet og vold kommer til skue. Han har imidlertid fået en stor hjælpende hånd til den filmiske realisering af denne fetich, fra sin gode kammerat Angelo Badalamenti. Angelo er det musikalske geni bag lydsporet til bl.a. Blue Velvet, Twin Peaks og Mulholland Drive.
I en bedårende scene fra Twin Peaks synger James, Donna og Maddie sangen “Just You and I”, skrevet og komponeret af Badalamenti. Trods sangens romantiske tosomhedsbud udspiller der sig under seancen et voldsomt trekantsdrama. Er det en pastiche? Er det oprigtigt? Det kan være svært at vurdere i Lynch-land, men mindst lige så svært er det for undertegnede at gøre spor andet end at overgive sig til showet.
Og hvad sker der nu når vi sammenligner Angelos sang med en anden tidligere på bloggen omtalt 50erpopnostalgifetichist? Vurder selv. Klik ind på Sune Rose Wagners myspaceprofil og giv den flotte sang “Gi mig en pige” et komparativt lyt. Sune tager udgangspunkt i gammeldags poprock og opdaterer tekstuniverset med sex&stoffer og musikken med støj og distortion. Ifølge Sune selv er “Gi mig en pige” en hyldest til 60er-ikonet Francoise Hardy, hende kan du se nærmere på øverst i postet.
Som afrunding, den særeste Lynch-sang-scene jeg kan komme i hu. Fra “Inland Empire” er det en bizar bubblegum-video med syndige sangtøser der laver “The Locomotion”.
Så er videoen til If I Had A Heart på tuben! God kigning.
Det er en rolig og dyster video til et roligt og dystert nummer. Trænger man til en vild og spraglet video, kan man lede i Knifes mere dansable fortid. Fx We Share Our Mothers Health
Search
About
You are currently browsing the earcandy weblog archives for the month januar, 2009.
