I forbindelse med den amerikanske rockduo The Dodos’ koncert på Voxhall sendte vi vores reporter i felten. Han har netop afleveret en lang og spændende beretning der indeholder både interview og koncertoplevelse (de flotte fotografier er taget af Lasse Dearman).
Soundcheck
Jeg står bag Voxhall, onsdag d. 19. november. Det støvregner og blæser en halv pelikan. Her er koldt som en moder. Jeg har netop snakket i telefon med The Dodos tour manager, han sagde jeg bare skulle ringe på døren. Der går nogle minutter uden at døren åbnes. Bag mig vælter en fyldebøtte forbi, han råber og skriger, ordene er utydelige. Så åbner den store metaldør. En bredskuldret blond roadie-type med et meget venligt ansigt. ”Hello there! Who are you here for?” spørger han. ”Well basically The Dodos… I’m supposed to talk to Wayne” siger jeg. Jeg er smånervøs men han er en beroligende fyr: ”Oh, you’re the journalist!”. Yes indeed, jeg bliver vist ind foran scenen. Der er lydprøve igang, tourmanageren Wayne hilser pænt. Han er en lille men stærk mand, med sølvkæde og tatoveringer.
”There’s some sandwiches and drinks there, you just take whatever you want. This is gonna be like 10 minutes” siger han. Trods det hærdede roadielook er også han en fin fyr. Det er skægt at se Voxhall badet i lys. Loftet er fyldt med lysstofrør, og her er lidt den samme slags lys som i en gymnastiksal. Jeg går over til bordet med forfriskninger og tager et æble. Mens jeg hører på lydprøve, snupper jeg også en kop kaffe. Der står desuden amerikansk marmelade og peanutbutter på bordet. Måske er Dodos ikke verdensstjerner, men en rider har de.
Drengene bliver færdige med deres prøvesæt og vi sætter os ovenpå for at få en sludder. Jeg er overraskende nervøs. Jeg plejer at lave interviews impulsivt og med en promille et stykke over 1. I dag er jeg ædru og interviewet er jeg blevet hyret til at lave af Earcandy. Jeg har brudt hovedet hele dagen for at finde på spørgsmål til drengene. Har du nogensinde stået foran et idol og ikke anet hvad du skulle spørge om? Har nogen nogensinde mødt deres idol og spurgt om det rigtige? Min plan er at stille rimelig simple spørgsmål, lidt alternative helst. Bare få drengene til at snakke. Det er det vigtigste, at de gider og at det bliver nogenlunde naturligt. Hvis vi nu fx kunne snakke om Dylan, det ville være godt.
Jesus What The Fuck Are We Doing
Så enkelt er det desværre ikke. Jeg står lettere forvirret midt i lokalet, og får endelig sat mig ned. Hvem er ham fyren dér foran mig – er det ham der spiller backingpercussion live? Pludselig slår det mig og jeg får introduceret mig selv. ”So uhm, you’re the drummer?” spørger jeg. ”I’m the drummer” svarer Logan Kroeber. Forsanger og guitarist Meric Long har jeg hilst på foran scenen og han er på vej op til bandlokalet. Mens vi venter får jeg lettere idiotisk bemærket: ”It’s a good band you’ve picked to be the drummer in”. Jeg tænker på at rytmesektionen i Dodos er så markant. En stor blond fyr i hjørnet retter mig: ”Since there’s only two members he’s half of The Dodos. He’s far more than the drummer”. Jeg skal lige til at hilse på ham, da det går op for mig, at det er fyren der lukkede mig ind. Han smiler. Jeg siger at rytmesektionen i Dodos er meget markant, trommerne spiller en vigtig rolle. Logan synes ikke helt overbevist: ”I like to think so but… I don’t know if it’s been proven by science”.
Meric entrerer lokalet og spørger om jeg vil have noget fra køleren. Sure thing, jeg snupper en øl til nerverne. Vi snakker om at toure, i morgen skal de spille Loppen på Christiania. Jeg siger det er et cool sted, der har Animal Collective og Sunset Rubdown også spillet, ved jeg. ”Jesus, what the fuck are we doing playing there?” udbryder Logan. Han er ikke helt sikker på om Dodos er store nok til at spille sådan et sted. Jeg siger at Voxhall i hvert fald er et godt sted at spille. ”Voxhall is pretty big… I don’t know, it’s obviously a great venue but will it be full of people having a good time? Besides us! For certainly we will be having a good time”. Jeg prøver at berolige ham og håber århusianerne kommer til rock i aften. Måske er Voxhall et halvstort spillested, men Århus er også en halvstor by. Folk trænger til at få fingeren ud.
Meric har tumlet lidt rundt men nu sætter han sig ned. Jeg har lagt min walkman på bordet og trykket på ”record”. Jeg skimmer mine spørgsmål: ”Soeh… Do you guys just wanna start?”. ”Yeah for sure!”. Gad vide hvor tit Dodos giver interviews? Mon de er lidt nervøse? Trommeslageren begynder at tygge chips med dip og jeg stiller første spørgsmål. Er det hårdt arbejde at toure? Logan svarer: ”As one might get tired of touring, hopefully, the gains become more and it becomes easier. We didn’t play at places like this when we first started touring. Playing a place like this makes it easier. Even though you’ve been on tour longer and you might be more tired, it kinda equals out”. Vi snakker lidt om musik. Jeg havde håbet at de ville være Dylanfans eller noget, så vi kunne snakke om det, men det er ikke tilfældet. Logan hører lidt af hvert og anbefaler Earcandys læsere Group Inerane. Meric hører ikke så meget rock for tiden: ”I listen to a lot of jazz at the moment. To get out of this ‘pop realm’. It requires more active listening. I feel I’ve been listening to too much music thats just easy”. De har begge hørt world eller ”etnisk” musik, men gør det ikke så meget længere. Meric anbefaler det nye David Byrne og andre ”white dudes playing world music”. Da han nævner Byrnes navn hører jeg det som ”Burns”, og der går et stykke tid med at finde ud af, hvem han mener. Til sidst bryder roadien ind: ”Talking Heads David Byrne man!”. Nå ja, for fanden. Byrne.
This Water Tastes Like Milk
Folk elsker at sætte mærkater på musik og these days er det stort at kalde bands for ”psych” og ”folk”. Jeg spørger dem hvad de tænker om mærkatet ”psychfolk”. Hører de meget gammel psych- og folkemusik? ”I dont even know what that is” svarer Logan, ”What i consider psychfolk is the new stuff like Six Organs of Admittance”. De føler sig heller ikke som en del af nogen bølge eller noget community, udover de musikvenner de har i San Fransisco. Men de spiller primært garagerock. Der er et godt musikmiljø i Frisco, forklarer Logan. Hvis ikke han var på tour, ville han gå til et par koncerter om ugen. Meric ærgrer sig over ikke at gå til koncerter: ”I havent been to a concert so long. There was this period when we were doing festivals in Europe. We saw some shows then. I saw more concerts in the span of those 3 weeks than the first 5 years of doing shows”. Meric kan i det hele taget godt lide at spille festivaler: ”It’s less pressure and more fun. You get to see bands that you would have payed 20 bucks, 40 bucks to see. You get to stand in line with them… getting weiner sausages”.
Drengene spillede på årets Pitchfork Festival i Chicago. Der mødte de bl.a. et par århusianere som står på gæstelisten i aften. ”We know two people here!” fortæller Meric smilende, ”Couple of guys we met in Chicago. We were partying late in the hotel and there were these guys…”. Længere når Meric ikke før Logan begynder at grine. ”Are those guys coming!?” udbryder roadien. Meric fortsætter: ”I dont even know if we had a conversation. But I know that we were in the same room. It was a wild night, more wild for some than for others”. Der er efterhånden en god stemning i bandlokalet og drengene løsner op. Jeg tager en slurk af min øl og spørger dem om den meget flotte anmeldelse de fik på Pitchfork. Det gjorde en klar forskel fortæller de. Anmeldelsen kom mens de var på tour, og pludselig gik de fra at spille for ned til 2 mennesker til at fylde spillestederne. ”Even in Toronto – and we had never been there before!”.
Meric tager en slurk af sin vandflaske og bemærker: ”This water tastes like milk. I’ve had like five of them because I’m trying to hydrate myself. It actually tastes like milk”. Jeg griner og foreslår at det kan være pga. det høje kalciumindhold i det hårde danske vand. ”Really? Thats what it is…! I’m gonna have strong fingernails tomorrow” siger Meric fornøjet. Jeg spørger ind til trommernes rolle i Dodos. Hvorfra stammer det rytmiske fokus? Meric tænker lidt og kommer frem til, at det nok er fordi det er lettere at skrive rytmerne først, især når man ikke lige har sin guitar med sig. Man kan jo altid tromme på lårene. ”It comes out of necessity i guess” siger han, ”I kinda wanna stray away from that. I feel as if there’s a whole other area for me to explore”.
It’s All About Being The Underdog
Det tekniske aspekt er vigtigt for Dodos når de skriver sange, de presser sig selv til at blive bedre. ”A lot of the parts we have to play a ton, before we can construct a song. In the beginning I can barely play it, and we need to sit down and play it for an hour, before we can start using it. I know that we wanna play stuff that’s challenging for us. So we write stuff that we’re not really capable of playing yet” siger Logan. Meric fortæller om en koncert de netop har spillet: ”The other night we tried to bust out this new song, and I can barely play it. But we were super delirious, all like ‘oh tonight lets just go off, let’s try some new shit’… Halfway through I was feeling like a monkey with 5 arms”. Så er det godt at et rockpublikum som regel er ret overbærende. ”One thing I’ve learned on this tour is that audiences are much more forgiving than I think in my head. Because we have certain pop songs that are tight and easy to swallow, it allows us to spend the time in between… doing some bullshit”.
Min øl er ved at være tom og jeg runder interviewet af. Først spørger jeg dem om idoler. Logan plejede at have et idol men nu har han så mange forskellige interesser at han ikke kan have eet forbillede. Lidt trist synes han. Tidligere var hans idol Danny Carey, trommeslageren fra Tool. ”I never got close to touching any of the stuff of his that I wanted to emulate though”. Jeg nævner at Ruby Suns er et ret cool opvarmningsband. ”Yeah don’t miss The Ruby Suns! That’s who I came here to see” siger Logan. Det lover jeg, og siger at det ellers må være hårdt at være opvarmningsband. Spille for folk der ikke kender en og er kommet for at høre et andet band. Dodos plejede at være et opvarmningsband, fortæller de. ”I liked it” siger Logan. Meric er helt enig: ”It’s easier. There’s no pressure and you have a shorter amount of time”. ”If you play a good show, peoople are surprised and go ‘oh awesome!’. When we started playing headliners i was like… Jesus. Get my name off the marquee!”. I dag er Dodos hovednavn, med billede og det hele på markisen udenfor. Sådan havde jeg aldrig set på det. Jeg takker for interviewet og det gør de også. På vej ud i kulden hører jeg Merics ord for mig: ”It’s all about being the underdog!”.
The Show
Jeg har fået drukket en del øl i regnen sammen med min kammerat før vi kommer ind i varmen på Voxhall. Vi når at høre de sidste to Ruby Suns-sange og er ret paf over hvor godt det fungerer live. To musikere fra New Zealand står på scenen og spiller primært kickasspercussion og lidt bas hist og her. Lyden er fremragende, tænk at de kun er to. De får fin applaus da de forlader scenen, ganske i tråd med Merics underdogfilosofi. Vi går ud for at drikke en buskøl og mens vi er udenfor går vi glip af alverden. Jeg ved stadig ikke hvad fanden der skete på Voxhall, men jeg ved at jeg lidt senere ser en pige ligge halvbevidstløs foran baren. Jeg hilser på Logan og han er ret tydeligt berørt af situationen. Hun kommer til bevidsthed og får et glas vand tror jeg, mine journalistiske anlæg byder mig at spørge om episoden i merch-boden. Ingen ved rigtig hvad der foregik.
Så går Dodos på scenen. 3 mand. Elguitar, trommer, et legetøjsklaver og en stor smadret metalskraldespand. Den 3. mand er et live-rekvisit og han sidder ned under halvdelen af numrene. Effekten er til gengæld herlig når han endelig hamrer løs på tønden. Dels er lyden cool, dels fungerer det fremragende visuelt. Det er vel en rockkoncert vi er til! Der er ingen tvivl om at Dodos spiller tekniske numre. Det fungerer fremragende: med sin ene guitar og lidt pedalværk skaber Meric store forførende lydbilleder. Helt i tråd med al klassisk indie a la Modest Mouse, Pixies, Radiohead, Arcade Fire eller whatnot. Den gode melodi og den bævrende stemme.
Genistregen hos Dodos er (udover de velskrevne sange) rytmesektionen. De tager denne falbelagtige indielyd og insisterer på at krydre den med enormt dansable og energiske trommerytmer. Det er svært at stå stille til, der er så meget varme og afrika i de trommer. Logan spiller tight, i særligt svære passager sidder han med stone-face, kigger kun på trommerne, sveden dryppende fra hans overskæg. Han bruger ikke storetromme, i stedet har han monteret en tamburin på højre fod. Desuden benytter han sig fordelagtigt af masser af kantslag; bare at stå og se på hans spil er fascinerende nok til én koncert.
Højdepunktet for mig er nødvendigvis Joe’s Waltz. Dette herlige dobbeltnummer starter med tre minutters overmelodisk og roligt psychedelia. Så lige pludselig skifter rytmen og tempo, vi befinder os i bluesland, men synkoperet og komplet indieficeret. Nærmest gimmickagtigt bliver det i de herlige passager, der konstant truer med at afslutte sangen: dum-tsch-dum-dum-tschhh!. Rabalderslutning af mest klassiske skuffe. Men Dodos slutter ikke i rundgangen, de spiller videre oveni! Lyt og nyd, sangen er spækket med uimodståelige detaljer.
Koncerten slutter, vi køber merch og et Kasper Eistrup-sæt (2 x årgangsbryg). Dem drikker vi under et halvtags tørvejr, mens vi snakker om alt det dejlige musik kan. Folk der plaprer op om hvor fantastisk elektronisk musik er skal til koncert med Dodos. To mand på analoge instrumenter der spiller sammen og sparker røv. Det kan du ikke på din iPodhvide macbook I tell you! Og i øvrigt er en westernguitar og en skraldespand billigere…
Vores ihærdige freelancer gør det igen! Vil man høre mere til Ruby Suns anbefaler vi varmt deres myspaceside. Et par numre fra Group Inerane kan desuden høres online – prøv den rockede Nadan Al Kazawnin og den mere psychede Kamu Talyat. Ben Chasnys avancerede musikprojekt Six Organs of Admittance er regulære pitchforkdarlings (3 albums over 8.0 i træk), og før man køber hele bagkataloget kan man jo forsøge sig på deres myspaceside.
The Dodos’ fremragende single “Fools” kan streames via youtube
Få en idé om hvor god Joe’s Waltz er live
