Som mange af Earcandys faste læsere sikkert vil have i fersk erindring, har vi for nylig freelance-ansat en live-anmelder. I dag fandt jeg i min postkasse et kasettebånd og 3 ark linieret papir med blå kuglepenshieroglyffer. Jeg har efter bedste evne tydet teksten.
Handsome Furs, Århus d. 17. oktober 2008. Raporteur on spot. I indierockens tjeneste begiver jeg mig ud i oktoberkolde downtown Århus. Først et sving forbi Noieren [her menes nok Nørre Døgnkiosk, ”Nørre” kan udtales ”Noiar” på århusiansk] hvor man kan tanke 6 festfyn for en 20er og en Gambrinus Light (9,7%) for 12. Partypakken. I samme omgang mødes jeg med Lasse Kool. Jeg har bestilt bord på et lokalt baggårdstag i Mejlgade. Der sidder vi og varmer op, yours truly på føromtalte bord og Lasse på en planke vi fandt i gården.
Jeg tager min anmeldertjans alvorligt og drikker til. I aften skal det lykkes at skaffe et interview med Dan ”the Man” Boeckner fra Handsome Furs. Og måske at kysse hans kønne bandkammerat og hustru Alexei Perry. Til lejligheden har jeg fundet en gammel walkman blandt noget storskrald. Den har indbygget mikrofon og højtaler. Den er skabt til rock’n'roll-interviews. I baggårdden spiller den højt og skrattende et mixtape fra reolen. Bowie synger ”White Light/White Heat”, BBC-sessions fra 70erne. Øllene slipper op og vi bevæger os mod nærmeste kiosk, for at pante os til en sidste slurk før koncerten.
Vi slentrer ind ad porten til Musikcaféen, øl i hånden og smil på læberne. Tom Waits er gået i gang med at gjalde fra den lille walkman. Vi står og drikker lidt foran klubben, jeg skal lige til at gå ind, da Lasse Kool hiver fat i mig: ”Hey… Det er DAN. Lige derovre”. Hold da kæft, vi gik lige forbi ham. Dan Boeckner fra Wolf Parade, Spencer Krugs bonkammerat, pitchfork-superdarling, Dan ”Handsome Furs” Boeckner. Hvordan udtales hans efternavn mon? Båukner? Boggner? Vi går hen til ham. Det udtales:
”Hi! Uhm… can i have an autograph or something?”. Vi må få alle de autografer vi vil, I guess. Dan er en cool lille fyr, hvis ikke det var for hans aura af fame og importance, kunne jeg sikkert tage ham ud. Hans kone hilser charmerende på. ”Hi, I’m Alexei”. Well hello, babe. Jeg prøver at fokusere på at få noget mere struktur på interviewet. ”We were just talking about you guys. Great entrance you made, just walking in with beers in your hands and Tom Waits playing”. Waits spiller stadig fra min walkman. ”Oh yeah, haha, yeah. It’s a great little gadget”. Fokus.
Min walkman er mit approach, de elsker den. Jeg klikker play og Dylan spiller ”Stuck Inside of Mobile…”. ”Oh yeah, that’s nice too” - ”Yeah, nice tape you’ve got there. What I’ve heard anyway”. De er hooked. ”Yeah, it starts off with Joy Division – She’s Lost Control… It’s a great crowdpleaser you know”. ”Oh yeah, sure thing”. Jeg sætter min trumf ind: modsat alskens nymodens ipodbralder har min walkman ikke bare sjæl, den har effekter. Heriblandt en pause-slider, en longplay-knap og et tempokontrol-hjul. Jups, et tempokontrol-hjul. Jeg går i gang med et Dylan-remix på stedet. Først en lille scratch-effekt med pauseknappen, så pitcher jeg sangen og kører dobbelttempo. De griner, vi griner. Det lyder virkelig også sjovt. ”It’s like a Mark Ronson Remix” siger jeg. ”That’s awesome!” siger de. ”You should come DJ after the show, man!”. Det kan jeg snildt, især for øl. Dan spørger om han må prøve at holde maskineriet; han kan også et trick. Jeg pitcher ned og rækker ham den. Ved at ryste den hurtigt skaber han en spændende vibrato-effekt. Musiker til benet. ”We’ll see you guys inside!” ”Yeah sure, take care!”.
Intervievet er i kassen, homerun! Nu ind i varmen og lyden. De to mennesker på scenen spiller fænomenalt højt; efter koncerten går der et par timer, før jeg genvinder hørelsen. Deres plade fremstår pludselig som en hån mod deres live-vildskab. Alexei smider før første nummer sine store røde støvler. Resten af koncerten er det hendes nøgne højre, hæl der banker tempoet, mens hendes venstre ben danser hektisk ud i luften. Dan virker højere on stage, han er smal og sortklædt og bærer sin guitar som et våben. Han spiller en sang om at gå på et gymnasium hvor ens øgenavn er ”faggot”. Man forstår de skarpe bøller, der har tolket Dans androgyne look som udtryk for en latent homoseksualitet. Men ingen bøsser jeg kender spiller så hård rock.
Det er virkelig basic, det her. Alexei spiller lidt keyboard og styrer ellers primært en basset og hidsig trommemaskine. Dan skråler i mikrofonen, rammer tonen fint, og spiller meget soloorienterede guitarriffs. Det lyder måske som det ville lyde, hvis Neil Young fyrede sit band og i stedet ansatte Le Tigre. I løbet af koncerten roser bandet Århus. Det er ”so much better than Copenhagen”. En tilskuer råber: ”I love you!”. Dan takker, og spiller ecstacy-høj: ”I mean like… I love you too man”. Stemingen er god, vi hopper. En enkelt nazist er mødt op og heiler foran scenen et par minutter, før en dørmand viser ham døren. Man er vel i Århus.
Efter koncerten overvejer jeg lidt at snuppe DJ-tjansen for et par øl. Men så igen, jeg kan virkelig intet høre og trænger i langt højere grad til vand. Tak til Handsome Furs for at rose min walkman og spille en ROCK koncert.
Er du interesseret i at få fat i mixtapet, som Handsome Furs er vilde med? Så send en mail til ulla@earcandy.dk med navn og adresse. 1. november trækkes lod blandt alle indsendte adresser.
Jeg har aflyttet A-siden på båndet. Tracklist:
1. Joy Division - She’s Lost Control
2. Malk de Koijn - Rocstar
3. Tom Waits - Heartattack&Vine
4. Dylan - Stuck Inside of Mobile…
5. TV On The Radio - Dancing Choose
6. David Bowie - Jean Genie
7. Flaming Lips - Do You Realize
8. Elvis Presley - Suspicious Minds
