Earcandy.dk har fået fat i 2 maskinskrevne gulnede a4-ark fra Paris. Vi bringer her en spændende anmeldelse af Tom Waits’ koncert der fandt sted d. 24. juli på Grand Rex-teatret. Earcandy har fundet og ansat anmelderen på freelance-basis og foræret ham en skrivemaskine med æ, ø og å-taster.

Tom Waits, Paris, 2008, 25. juli. Hvad skete? Vent et øjeblik. En ting er at det er fair, men maaske er det endda nødvendigt at vide lidt om mig før anmeldelsen starter. Og saa igen, jeg er ingen journalist, og dette er naermere en reportage end en anmeldelse, forhaabentlig er det endda naermere liv end reportage. Naar jeg ser et vejskilt eller laeser bykort er forfatteren til skilt og kort aldrig angivet, og det er en meningsfuld udeladelse. Men musik er liv, og det er det jeg skal forsoege at kommunikere; her er aabne kort saa absolut paakraevet.

Jeg er i Paris for Waits, ingen Waits = ingen Paris (i denne omgang). Pt. er jeg smaasnaldret og befinder mig paa mit usle hotel naer Place de Clichy. Det har 1 tvivlsom og skroebelig stjerne. Nicolai sover paa det lille (romantiske/typisk franske/find selv paa flere eufemismer) vaerelse, saa jeg har placeret mig paa den smalle vindeltrappe udenfor. Lyset gaar ud hvert andet minut saa mine skriverier afbrydes jaevnligt.

Jeg har set Tom Waits live. Jeg er i en priviligeret situation. Den lille teatersal var spaekket til randen, Tom Waits giver sjaeldent koncerter og har efter sigende ikke vaeret i Frankrig i 8 aar. Billetterne er dyre og folk er valfartet fra Danmark/Tyskland/England etc. “Hvorfor spiller Waits saa sjaeldent, og saa smaa steder, live?” vil Nicolai vide. Foerst efter koncerten forstaar vi, at saadanne koncereter ikke bare kan gentages i det uendelige, og at de hoerer hjemme i saerlige omgivelser.

Hvem er denne Waits? Foerst og fremmest er han en fantastisk amerikansk rockkunstner, som man kan nyde derhjemme, paa LP, CD og MP3. Naar man vil hoere en plade noejes man ikke med at taenke paa den, man saetter den paa. Hukommelsen adskiller sig radikalt fra de indtryk den opbygges af. Saaledes kan jeg aerligt hverken gengive eller genopleve koncerten, men jeg kan huske hvordan det hele var, hvordan det paavirkede mig. En CD er ikke en koncert. Man kan dels spille en CD igen og igen, den er den samme og saa godt som uopslidelig, kun een selv forandres. En koncert er et uigentageligt virvar af nu`er. Desuden kan lyden af musik aldrig rigtig klemmes ned paa en CD. Musik er i live, det er store vibrerende oceaner af lyd. Musik er live-musik.

Saa entreer han scenen. TOM WAITS. Alene i en lyskegle, trommerne saetter ind, han stamper med musikken og stoevskyer loefter sig om den fascinerende mand. Han virker hoej og paa een gang ranglet og robust. I bandets haender foeler vi os straks sikre. De spiller smukt og enormt dynamisk og varierende; det bliver aldrig kedeligt, vi maa altid vide hvad der sker om hjoernet.

Vokalen runger - alle muskler fastfryses. Waits performer i topform og hans stemme er mindblowing. Roesten er dyb og beskidt men aldrig for anstrengt. Waits knurrer og goer sig gennem sangene. Stemmen er enorm og overvaeldende. Som hvis tingen fra “De fantastiske 4″ sang maaske? Den gaar rent ind, alene stemmens kvalitet bugner af kraft, oemhed, mulighed for fortolkning, eventyr. Det hele. Det virker passende at Waits erobrer Paris; som han med sin dundrende stemme spraeller paa scenen, minder han om en moderne Kvasimodo.

Musikken er mystiske lydlandskaber over rock`n`roll, der leder tankerne hen mod fortiden og eventyrenes sørøvere. Saadan foeles koncerten. Man sidder med som gaest eller skjult passager paa et kaempe sørøverskib. I skibets indre spiller skjalden og hans band for de farlige søfolk. Sange om vold og roeverhistorier, som skibet gynger til, flaskerne flyver gennem luften. Derefter til klaveret. Er der requests? Vi har ikke set land i aarevis, men her er en mand der med sin ru og voldsomme dybe stemme kan synge hele kaerlighedens smerte. Skroebeligheden, oprigtigheden i den store brovtne stemme er en genistreg af dimensioner. Skibet er tyst og ikke et oeje toert.

Koncerten er inspirerende og lader sindet bevaege sig til lands, til himlen og lukt i helvede. Orkestret maler landskaber for besaetningen. Vi farlige sørøvere der ikke har rejst over verdens syv have har ikke ord for vores begejstring. Vi hujer og skriger. Jeg klapper til mine haender bliver foelelsesloese. Waits bades i guldregn fra himlen og til sidst taendes lyset. Vi jubler; det er den store kunst, skjalden og historierne, der holder os fra at springe over bord fra den gamle galej, der kaldes livet, og udi det store moerke ocean vi kalder doeden. Utallige taksalver til Tom Waits og det sørøverskib han digter os ombord paa.

NPRs tidligere nævnte “All Songs Considered”-podcast har stillet en fremragende liveoptagelse af Tom Waits i Atlanta til rådighed. Hent den her.

Vældigt rock episode: Oasis spiller Morning Glory live og en random dude giver Noel noget balder i skalle. ADVARSEL: VOLDSOMME BILLEDER! MEGET MEGET SJOVT! ISÆR 1:30 INDE I KLIPPET!

Update: Noel er på hospitalet og forbryderen er på vej i brummen.