…

Satans… av for helvede… aaarh…. lige 2 minutter til…

….

Ja okay, så er vi back on track. Med tømmermænd i hovedet og harboekapsler på hele gulvet. Med en frisk start efter en uendelig rus af en sommerferie. Lad for en gangs skyld lade Syd Barrett (ham med bjørnetimen) kridte banen op for os. Barrett var med til at opfinde en af verdens herligste musikgenrer: den psykedeliske rock. Han var Pink Floyd og nåede at få lavet den fantastiske debutplade The Piper at the Gates of Dawn, inden han blev sindssyg og forlod gruppen. Barrett skulle nok ikke have taget så meget LSD, som han gjorde.

Barretts soloplader lider måske under, at være indspillede mens Syd var meget syg. Rytmerne veksler hele tiden, der lader ikke til at være nogen overordnet plan med det hele, sangene bærer alle et skitseagtigt præg. Alligevel er de skønne, og verden ville være et fattigere sted foruden dem. Her finder vi Barrett/Earcandy-pointen: fra nu af vil jeg bestræbe mig på at få skrevet noget hyppigere, til gengæld garanterer jeg overhovedet ikke for kvaliteten. Det bliver måske lidt rodet, ustruktureret, fydlt af fjel, spækket med løgn og så fremdeles. Men det er nok alligevel bedre end blogmæssigt dødvande. God fornøjelse!

Dark Globe: Her har vi Syd Barrett med en af sine meget fine, indfølte, lidt skitsede solopsyksange. Den handler vist om hvor (alt for) let det var for Pink Floyd at efterlade Barrett ved et gig og smide ham ud af gruppen. Hvis man gerne vil høre den i mindre ”løse” versioner stiller youtube både en REM-version og en Placebo-udgave til rådighed. Men det vil man nok ikke, for den skal jo være larmende og virkelig følt, præcis ligesom livet. Og måske var det typer som Syd, der inspirerede en gruppe som Neutral Milk Hotel til at lave en plade, der fik karakteren 10.0 af en meget imponeret pitchforkanmelder, der skrev: ”I keep thinking of “It’s Alright Ma, I’m Only Bleeding,” and one of Dylan’s truest lines: “If my thought-dreams could be seen/ They’d probably put my head in a guillotine.” Aeroplane is what happens when you have that knowledge and still take the risk.”.

Neutral Milk Hotel – In The Aeroplane Over the Sea

Et fabelagtigt band, Neutral Milk Hotel, så bestemt. Mon vi ville have haft dem uden Syd, og Okkervil River uden Neutral? Deres to forrige plader, Black Sheep Boy og The Stage Names, var imponerende og 9. september udkommer deres nye plade The Stand-Ins (som en opfølger til Stage Names). Her er en perle fra den forrige plade i akustisk udgave.

 

Bonusinfo! Okkervil spiller Voxhall og Loppen til november.

Bonusinfo2! Lou Reed kan lide Okkervil og jeg kan rigtig rigtig godt lide Lou Reed! Her er et klip fra Paris 1972 hvor han spiller Berlin. I den forbindelse vil jeg gerne beordre bloglæseren til at se den nye Berlin-koncertfilm, mens den stadig går i bifferne. Det er en stor musikoplevelse.

Allersidste link! Liveudgave af Candy Says (med Antony på vokal) fra Berlin-filmen.