Viggo Mortensen får nok overordentligt svært ved at snuppe en Oscar i nat, til det er Daniel Day-Lewis alt for imponerende i There Will Be Blood. I disse dage med jævnlige flagafbrændinger og demonstrationer kunne Danmark ellers godt trænge til et internationalt image-løft. Så er det jo heldigt at en af Danmarks dygtigste rappere, Per Vers aka. Provinspoeten fra Gram, har fået sit amerikanske gennembrud i år. Faktisk var Per for 2 uger siden nomineret til en grammy for årets sang (record of the year).

Per har i samarbejde med nogle af USA’s største nulevende kunstnere produceret 4 numre, der alle var nominerede ved grammyuddelingen. Heriblandt et oprigtigt angreb på mange rapperes dårlige liveshows og en spændende politisk duet med Beyoncé. Selv leverede han et fabelagtigt liveshow ved 50th Grammy Awards, med et enormt ensemble af dansere og dyr på scenen.

Når Per nu var eneste nominerede i kategorien, hvordan kan det så være, at han ikke hev en grammy hjem til Danmark? Det er en speget historie, der involverer FBI, Hans Otto Bisgaard og en helt forrykt amerikansk mediecensur. Du kan høre et interview med Per som Hans Otto lavede før Grammy-tragedien via Pers hjemmeside. Der kan du desuden hente alle Pers nominerede sange samt en liveoptagelse af grammy-uddelingen kommenteret af Hans Otto, der afslører den forfærdelige sandhed om uddelingsshowet.

Per Vers - Alle nominerede sange + liveoptagelser

Den slags er vigtigt at vide. Venner er i det hele taget enormt vigtige, de er tit vigtigere en man selv er. I stjernestunder, fordrukken, i vildskab, når man tænker tilbage, når man tænker på fremtiden, når man skal låne penge, når man skal finde noget ny god musik eller se en film eller til koncert eller på Burger King. Og alt det ved den vise James Murphy der endda har lavet en sang om (blandt andet) det med sit bandprojekt LCD Soundsystem.

Nå ja okay smarte, du kender selvfølgelig godt “All My Friends” fra LCD Soundsystems fremragende plade Sound Of Silver og den er jo fra 2007 og det er jo ikke særlig nyt-agtigt faktisk og Pitchfork udnævnte jo også “All My Friends” til det bedste nummer fra 2007. Men lad nu det ligge et øjeblik. For intet post på earcandy uden guf!

Både Franz Ferdinand og John Cale lavede nemlig i forbindelse med singlen et par fine coverversioner. Især John Cales version er fabelagtig og for nu at sætte en funklende prik over i’et så har Mark Richardson fra Pitchfork skrevet en eminent klumme om netop Cales coverversion. Det er musikjournalistik når det er allerbedst, Richardson analyserer og beskriver både nøjagtigt og levende. Stream sangen via DFAs site.

Derudover er det værd at bemærke at “All My Friends” strukturelt, tematisk og delvist lydmæssigt minder en del om New Orders klassiker “Temptation” fra 1982. Vi mister i øvrigt aldrig vores edge på earcandy, men det troede James Murphy måske på et tidspunkt at han gjorde. Så lavede han et hit med en dejlig tekst hvor han når at namedroppe ca. 50 bands.

Richard Melville Hall aka. Moby blev født i Harlem, 1965. Han fandt hurtigt en stor interesse for musik og rebelske miljøer. Indledningsvis spillede han hård punk, senere blev han technoorienteret DJ og musiker for at pisse sine gamle punkvenner af. Med pladen Play fra 1999 fik han sit store kommercielle gennembrud. Pladen baserede sig i høj grad på samples af Alan Lomax‘ gamle optagelser af fællessange fra fængsler og negro spirituals.

Som sådan gik det hele jo fint, Moby havde bevæget sig fra et sted til et andet. Imidlertid mindede pladen 18 (2002) uhyggeligt meget om Play. Den var muligvis fremragende, men måske samtidig udtryk for at Moby sad fast rent musikalsk. I 2005 udgav han Hotel der desperat savnede nosser og blev en øjeblikkelig fiasko. Efter at have nydt det vilde natteliv i New York og DJ’et en masse vender Moby til April tilbage med en ny plade. Han ser selv pladen som et forsøg på at komprimere 8 timers crazy nat i byen til en 65 minutters plade.

På første single “Alice” medvirker en britisk undergrundsrapper Aynzil og en nigeriansk rapbande 419 Squad. Det er vældig sympatisk, men nummeret er småkedeligt og tegner ikke godt for den nye plade. Til gengæld formår Noisia at få et super remix ud af det, og General Midi-mixet er også helt fint. Her er en Moby-klassiker: verdens hurtigste nummer “Thousand”.

Den oscarnominerede film Juno rammer de danske biografer sidst i februar. Det er en vellykket ungdomsfilm om en spændende ung kvinde, Juno, der ved et uheld bliver gravid. Filmen er skrevet af en eks-stripper der hedder Diablo (verden er vidunderlig) og dialogen er frisk og slangorienteret. Men alt det er jo fuldstændig ligegyldigt for vi musikinteresserede. Vi elsker at sidde i biffen og nyde et velkomponeret soundtrack, at få ny og spændende musik serveret på et sølvlærred. Hvad er der så med soundtracket til Juno?

Juno er en film der lever højt på sit soundtrack. Hovedrolleindehaveren foreslog instruktøren at Juno nok var typen der lyttede til “The Moldy Peaches”. Instruktøren indledte derefter et frugtbart samarbejde med Moldy Peaches’ ene forsanger Kimya Dawson. Som følge deraf indeholder filmen en masse musik af Kimya og en masse musik der lyder ligesom Kimyas. Og her begynder indlægget at tage form. Det handler netop om den særlige slags musik som Kimya og hendes slæng spiller.

Man kunne forsøge at definere “genren” negativt, ved f.eks. at kalde det den diametrale modsætning af Linkin Park. Så langt så godt, det lyder jo umiddelbart som en herlig genre. Men hvordan er musikken rent faktisk? For det første er det lo-fi, akustisk orienteret og indspilningerne er fyldt med små charmerende sjuskefejl. For det andet er det enormt let tilgængeligt. Hvis ikke det var fordi nutidens popmusik var så støjende, ville jeg kunne slippe afsted med at kalde Kimyas musik for pop. Det er nu nærmere indie-pop, i kraft af at musikken nok er simpel, men ikke mainstream. For det tredje er tekstuniverset utroligt sødt, nuttet og naivt og Kimya synger med en (påtaget?) barnestemme (pt. er Kimya faktisk ved at indspille en børneplade, og åbningsscenen i Juno ledsages endda af en børnesang).

Juno Soundtracket indeholder (udover hele 5 numre med Kimya, 2 med endnu et Kimya-band (Antsy Pants), 1 med Moldy Peaches og 1 Moldy Peaches-cover) numre af Belle & Sebastian og Cat Power. Det giver rigtig fin mening, for uden at overveje at sige noget slemt om Belle og Cat er der en fin sammenhæng mellem deres musik og Kimyas. De spiller nemlig også minimal-indie og deres musik er (om ikke helt så let tilgængelig som Kimyas) ret lyttervenlig. Desuden er der på soundtracket et atypisk Velvet Underground-nummer, I’m Sticking With You. Det lyder ligesom Kimyas musik og på den led tilføjer et fint musikhistorisk aspekt til soundtracket.

Hvad er der så i vejen med den her “nye” fantastiske nuttede bunke af sød musik? Findes der overhovedet folk der kan lægge ører til det og undgå at holde af det? I værste fald er det vel ligesom med vanilleis, ingens yndlingsis men stadig ret lækkert?

Musikken er sikkert helt harmløs, der er næppe en decideret genremæssig revolution på vej. Godt nok repræsenterer Kimya Anti-Folk-bevægelsen fra New York. Godt nok er musikken pudsigt iørefaldende. Men den har et grundlæggende problem som i mine øjne må gøre at genren forbliver perifer. Musik står nemlig normalt i et gensidigt forhold til den virkelige verden og det levede liv. Musik afspejler følelser og oplevelser vi har, musik giver os oplevelser og leverer et soundtrack til vores liv. Men hvis der er noget Kimyas nuttede indie-pop aldrig kan blive er det soundtracket til mit liv. Mit liv er langtfra så sukkersødt (næsten kønsløst), naivt, ensidigt, osv. Kimya bliver således ikke underlægningsmusik i mit liv, og hun beskriver heller ingenting med sin musik, som jeg kan forholde mig til. Musikken bliver en mærkeligt autonom størrelse, en lille nuttet kanin (eller måske en hundehvalp) jeg for en kort bemærkning nyder at ae og holde, men som jeg intet har tilfælles med.

Verden ville bestemt være et værre sted hvis ikke det var for kære kaniner og Kimyas børnesange, men man bør som musiknyder være sig sit forhold til musikken bevidst, og måske endda en anelse kritisk overfor Kimyas enorme succes (som hun selvfølgelig ikke selv er skyld i). Og for nu at forsøge at drage en art parallel: Pitchfork har for nylig givet Vampire Weekend en blændende anmeldelse og Best New Music-stemplet. De spiller fremragende afrikanerpop og nyder voldsom hype for tiden. Vi ønsker her på Earcandy blot at minde om Public Enemys klassiske opfordring: Don’t Believe The Hype. Ikke helt ukritisk i hvert fald.

Et herligt nummer jeg opdagede via Juno-soundtracket er Mott The Hooples fantastiske glamhit: All The Young Dudes. Det er skrevet til bandet af David Bowie, der i sin tid var stor fan af dem. Først tilbød han dem Sufragette City, men de afslog, og det nummer er nu at finde på Bowies mesterværk Ziggy Stardust. All The Young Dudes er også et fremragende nummer hvor Bowie viser, hvordan en popsang med masser af både følelser, desperation og nosser skal skrues sammen.

Michael Jackson. Tilbage i dagene fik navnet en til at tænke på geniale produktioner og nogle af verdens bedste dansehits. Nu til dags risikerer man at komme til at tænke på pædofili, bankerot, mentale problemer og halvhjertede nye albums. For nu at gøre ondt værre bliver der i disse tider gjort et forsøg på at sælge endnu flere kopier af verdens mest solgte album “Thriller”, ved at genudgive det med gæstestjerner.

Pladen indeholder et enkelt tidligere uudgivet Jackson-nummer og det er ok. Ellers er der nye udgaver af Billie Jean, The Girl Is Mine, Beat It, PYT og Wanna Be Startin’ Somethin’. De store nutidige kunstnere der skal hjælpe fortidens popkonge er Will.i.am, Fergie, Akon og Kanye West. Sidstnævnte er nok den eneste af dem der tidligere har fået ros af kritikerne, til gengæld leverer han en fuldstændig ligegyldig udgave af Billie Jean til pladen.

Ikke overraskende er de mest forfærdelige nyindspilninger/remixes dem med Fergie og Will.i.am. Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig at man kunne ødelægge Beat It, men Fergie gør det godt og grundigt. Hvis man nu virkelig elsker Will.i.am, hvis han er ens far eller noget, kan man måske holde ud at høre ham køre hjernedød selecta-snak indover The Girl Is Mine. Ellers må man holde sig for ørerne. Overraskende nok er det altså Akon der slipper bedst fra sin genindspilning af Wanna Be Startin’ Somethin’. Hvis man kan lide hans meget glatte vokal er det faktisk et helt udmærket nummer, Akon tilføjer intet til nummeret, men han undlader høfligt at smadre det.

Alt i alt er Thriller 25 en håbløs udgivelse. Det værste er at genindspilningerne er så fuldstændig uinspirerede. Især taget i betragtning at der har verseret en del udemærkede Jackson-covers og mixes lately. Chris Cornell har lavet en interessant (det går udover min forstand om den er god eller ekstremt fjollet) udgave af Billie Jean, Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie spiller en kanon akustisk udgave af Thriller og endelig har Villains lavet et rigtig frækt Thriller-remix. Jeg fatter ikke at den slags ikke er med på genudgivelsen!

Earcandy støtter fanme ikke hjernedøde genudgivelser for ca$h!