Justin Bieber (hvis mor skal passe på) indspiller med Kanye og Rae (”me, u, and the chef 2gether on a song = EPIC. haha. might sound crazy 2 u but even having this convo is living the dream“) og som om det ikke er WTF nok i sig selv hitter han med lolhår og roflpopz. So what up? Well, det sjove er at hvis man spiller Bieber riiiiiiiiiiiiiiigtig langsomt (og muligvis adder lidt delay-FX) lyder det som…
SIGUR ROS?! ANIMAL COLLECTIVE?!

Trust me og check yo self!

J. BIEBZ - U SMILE 800% SLOWER by Shamantis

“Bitches Ain’t Shit” a capella, folkens. Internet <3.

Jeg opdagede Emily Reo ved et tilfælde i min søgen efter Built to Spill coversange. Hun indspillede bedroom udgaven af verdens sødeste sang, Car, før bandet besluttede selv at lave lo-fi synthpop versioner af egne klassikere. Hendes egne sange minder lidt om tidlig Beach House og så er de gratis, hvilket heller ikke er værst. Hun er sød og rar og vild med skønne ting og sager. Læs med efter hoppet.

Earcandy: What’s been on your mind lately?

Emily Reo: Lately, inspired by amazing travels and shows and people and experiences, I’ve been focused on shifting my life to a new location. I’m really looking forward to living in New York in the not too distant future. It’ll be really nice to see some bands that don’t make it down to Florida, and it’ll be much easier to travel from one fun northeast city to another.

Earcandy: What’s the best thing about living in Florida?

ER: There are so many special things about Florida. The nature here is unbeatable, we’ve got quick access to springs, beaches, awesome hiking trails, beautiful parks and gardens, etc. I’ll miss being able to spend quality time with the earth when I trade all of this in for my subway card.

Earcandy: Have you ever woken up in a strange place?

ER: One of the best wake-up experiences I’ve had was after total bummer, a really fantastic music festival based in Gainesville, Florida, that began in March. After the first night, a ton of people piled onto the living room floor of JT and Neal’s place (SpiritCat dudes who made everything happen, check out their band Rabbit Punch!) - no one really knew who they were next to, but we watched Face/Off on VHS until it was light out and the next day it was super fun to wake up and meet the person next to you. In a lot of cases, this person was in a band that you already loved and that was a super cool way to be introduced. I got to wake up between Philip Seymour Hoffman and Vacation Dad. No regrets!

Earcandy: Jerry Garcia once said: “Music should just get you high.” Do you agree?

ER: Music has so many purposes, but when it can transcend background or mood making it becomes something entirely unexplainable. That’s when music gets me high, and although I think music can accomplish a lot of really great things without “getting you high”, it becomes a special and personal experience when it can go that far. When i hear something and I can’t begin to comprehend how it was thought of or why it cuts straight through to me, music is doing it’s job in the best way.

Earcandy:What’s your idea of beautiful?

ER: Anything i can have an experience like this with - whether it be music, art, film, poetry, a person - is beautiful.

Emily Reo - Above Ground and a Golden Cloud

Min indbakke har haft en rigtig fin weekend. Fredag sender de gode folk bag Kanel Records mig en herlig afdæmpet popsang med amerikanske Heister - nyeste signing på det århusianske selskab, der tidligere på året udgav Dad Rocks! EPen Digital Age - og lørdag sender Polyvinyl så den nye single med amerikanske of Montreal. Begge sange kan streames og hentes 4cheap nedenfor.

Download: Heister - Farfield

Download: Of Montreal - Coquet Coquette

P.S. Det her er den sjoveste Inception joke i dagevis.

LOOOOOLS. Det her synes jeg virkelig er sjovt. Jeg har tidligere været lidt sur på Rivers Cuomo. Det er hårde vilkår derude for en Weezer fan (BLUE ALBUM). Men drengene har nu alligevel overgået sig selv med det nye albumcover. Singlen “Memories” er også ude, og jeg synes sgu det her er pretty okay sjovt: “Pissing in plastic cups before we went on stage/ Playing hackey sack back when Audioslave were still Rage.” Album ude 14. september eller whatever.

Stemningsrapporter fra midtugekoncerter med Broken Bells og Shearwater på Voxhall efter hoppet.

Tirsdag aften optrådte Broken Bells på Voxhall foran godt og vel et tusinde mennesker. Det er svært at gætte, hvor mange der var kommet for at se Gnarls Barkley produceren, og hvor mange der var kommet for at se Shins frontmanden. Måske er folk bare vilde med Broken Bells projektet. Could be. Jeg blev aldrig rigtigt grebet af pladen, men så frem til at opleve de to Grammy-nominerede musikere, Danger Mouse og James Mercer, sammen på en scene. En begavet guitarist/sangskriver akkompagneret af en rutineret DJ på beats og så ellers ikke så meget pis - eller sådan forestillede jeg mig i hvert fald, det ville være.

Broken Bells live er derimod et syvmandsorkester - en bassist, rytmeguitarist, to på keys og en percussionist foruden Mercer og med Danger Mouse i en all round rolle skiftende mellem trommer, guitar og keys. Under hele koncerten opførte Danger Mouse sig temmelig mærkeligt. Mens han spillede guitar, stod han med ryggen til publikummet og virkede ikke synderligt begejstret for at stå på scenen. Bedst og nærmest sit rette element var han på keys overfor Mercer forrest på scenen. Primært stod han dog for de simple trommeomgange, og det fungerede, men det er måske lidt komisk at henvise en markant bedre trommeslager til rasleæg og tamburin 85% af tiden. Well, okay.

Udover at jeg nu engang havde foretrukket Danger Mouse med en laptop, trommemaskine og keys fremfor som en i enkelte tilfælde næsten unødvendig del af et større orkester, var der flere ting at glæde sig over under den omtrent fem kvarter lange koncert. Mercer er en sand showmand og leverede sangene fra debutpladen fint og fornemt og virkede modsat sin makker ganske godt tilpas på scenen. Det sidste nummer gruppen fremførte var en forsmag på helt nyt materiale. Det lød mere up-tempo, mere rocket. Det klædte dem faktisk rigtig godt og gjorde mig lidt nysgerrig efter at høre det nye indspillet.

Aftenens publikumspris går i øvrigt til random dude, der mellem sange skreg efter Wonderwall. Instant classic koncertmove.

Onsdag aften spillede Shearwater på Voxhall foran en halvtreds mennesker. Publikum havde taget stole fra baren med ned foran scenen og sad afslappet og nød kolde fadøl, da de fem texanere entrerede scenen. Frontmand Jonathan Meiburg viste allerede fra åbningsnummeret hvor decideret fremragende en vokalist han er, og hvor meget kontrol han har over sin egen stemme. Sangstilen er ikke langt fra vennen Will Sheff, som Meiburg spillede sammen med i Okkervil River indtil han forlod bandet i 2008 for at koncentrere sig om Shearwater.

Koncerten var pænt rock og rul med knald på fra start til slut. Trommeslageren blev præsenteret som Thor og lignede virkelig også en nordisk gud  - en midaldrende herre med langt lyst hår og en bar behåret mave. Han benyttede endda pausen mellem et par sange til at bestille en fadøl i baren. Da en ekstraordinært beruset koncertgæst blev ved med at råbe efter “The Rainbow” - Shearwaters 10 min. lange Talk Talk cover - var Thor også den første til at svare: “It’s not that we don’t like it, man. We just haven’t played it in a while.”

Som koncerten skred frem lykkedes det Meiburg at få alle på benene og frem foran scenen. Det gav stemningen et løft og musikerne begyndte at løsne op og tale mere frem og tilbage med publikummet. Det var pænt hyggeligt faktisk. Jeg havde i hvert fald en rigtig fin aften i selskab med en gruppe dygtige musikere, der trods det ringe fremmøde virkede både ydmyge og glade for bare at få lov til at spille deres sange for nogle mennesker, der, når først de var kommet op af stolen, alligevel ikke kunne stå helt stille.

Funfact: Bassisten i bandet hedder - som alle kvindelige bassister i alternative rockbands - selvfølgelig Kim.

P.S. Bliver R. Kelly nogensinde træt af at være DEN BEDSTE?

Yoni Wolf er på alle måder et interessant bekendtskab. Som frontmand i Why? har han både rappet og sunget falset. Om hvordan det er føle, at man er mere som en landmine end som en ladies man. Om at sende sexede SMS’er til sin ex-kærestes nye mand, fordi man kan, og om at forfølge unge kvinder for så at benægte, hvis det bliver opdaget. Han er desuden inspireret af både Joanna Newsom og Lil Wayne og entusiastisk Dylan fan. Det har jeg talt lidt med ham om. Efter hoppet.

Earcandy: What’s been on your mind lately?

Yoni Wolf: Interpersonal stuff.  Issues between me and someone I care about.

Earcandy: You mention both MF Doom and Dylan as influences. Do you see yourself more as a rapper or a singer songwriter?

YW: To be honest, I don’t know what I am right now.  Just trying to trudge forward through the confusion and disorientation into something that is me hopefully.

Earcandy: What song got you on to Dylan properly?

YW: The first Dylan album I discovered when I was 12 or 13 was “Bringing it all Back Home“.  That was a big one for me.

Earcandy: One thing you have in common with Dylan is that you’ve both written songs about ex-girlfriends. Why do you think songs about girlfriends are less interesting than songs about exes?

YW: I don’t know if they are.  I just never really have a girlfriend so that would seem inappropriate to explore.  “Sad Eyed Lady of the Lowlands” is probably my favorite example of this from Dylan.

Earcandy: Blonde on Blonde or Blood on the Tracks?

YW: I’d have to go with Blonde on Blonde.

Earcandy: Your music is very lyric-driven. Could you name some of your favorite lyrics or punchlines by other artists?

YW: “I want to wander through the night/ As a figure in the distance even to my own eye” -David Berman [Silver Jews - "How to Rent a Room"].

“I was tired o’ being drunk/ My face cracked like a joke/ So I swung through here like a brace of jackrabbits/ With their necks all broke.” - Joanna Newsom ["Jackrabbits"]

Andre Benjamin’s verse on “Return of the G“.

MF DOOM’s “Figaro“. The whole song.

There are many more of course.

Earcandy: You’ve said that Alopecia was a rap record while Eskimo Snow was more like a country record. What’s next?

YW: We shall see. We shall see.

I aften har Århus den store fornøjelse at præsentere to indie-navne samme aften.

På VoxHall spiller James Mercer/DangerMouse-projektet Broken Bells. Grundet de to herrers forbindelser til bl.a. Gnarls Barkley og the Shins, har pladen fået masser af spins af Dj’s verden over, og deres psych-pop skal nok kunne lægge bund for en lækker aften.

På det nyåbnede Atlas spiller Rhode Island-bandet The Low Anthem, som stadig mangler at få deres navn ud til det store publikum, men som har trukket nogle flotte anmeldelser og velfortjent hype på deres plade Oh my God, Charlie Darwin, som er en blanding af klassisk Americana-akustik og smadder-country.

Så hvad der end rokker din jolle, så burde der være noget for dig i aften. Ses!

Den her kan godt holde til et lyt mere:

Og den her er god at stene til:

Tirsdag betyder altid mere lol. Så her er så en fanvideo (”I’m sooo posting this online”) med en kvinde i opløftet sindstilstand, der laver kickass musikvideo til et nummer med en amerikansk gruppe, der engang lavede hiphop.