High Places, Musikcaféen, lørdag d.4 april
High Places er Mary Pearson på vokal og Rob Barber på samplere, percussion og alt muligt andet. De er vitterligt kun de to. Intet backing band, ikke engang en manager. De må altså selv bære deres grej, finde frem og tilbage fra spillesteder og svare på mails fra folk, der vil have interviews. De har nu fået et pladeselskab og booking agent, men de har været vant til at klare det hele selv.
For nylig er de flyttet til Los Angeles, hvor huslejen ifølge Rob er en tredjedel af den pris, de måtte slippe i New York. De lever (næsten) af at lave musik, men hvis de er helt på røven, har de begge muligheden for at lave noget freelance arbejde. Mary har gået på musikskole og indspillet i et studio før, Rob har gået på kunstskole og har aldrig indspillet udenfor sit soveværelse.
High Places er blevet til i den lejlighed de delte i New York. Debutpladen, der udkom sidste år, er indspillet og mixet hjemme ved hjælp af et ældgammelt program, som Rob købte for en 12-13 år siden på to floppy discs, og den løsning virker de begge fortsat tilfredse med.
Det simple setup har selvsagt sine begrænsninger. Især trommer kan være besværlige at indspille, forklarer Rob. Alligevel kan han ikke forestille sig, at det skal gøres på andre måder. Karakter og personlighed får numrene netop af at være hjemmelavede. Det er denne tilgang til musikken, der er vigtig for bandet. Det handler ikke om at bryde reglerne og normerne for hvordan man laver musik men om at udforske alternativerne.
Mary er uddannet fra en musik skole, hvor der har været en klar idé om hvordan musik skulle laves, og hun har efterfølgende følt en trang til at bevæge sig væk fra denne stringente og strukturerede tilgang til musikken. Hun forklarer: ”There is a lot to be gained from that but then you finish school and want to do what you were told not to do,” og Rob indskyder: ”Unlearn it!” De bliver enige om, at det nok vil være for mærkeligt at gå i et studio, hvor de ikke har fuld kontrol over det endelige produkt.
Et er at sidde og fifle med lyde og optagelser hjemme i lejligheden, noget helt andet er at tage på turne på den anden side af Atlanten og spille foran et publikum hver aften.”It’s like we’re two different bands. When we’re doing one of the bands, we miss the other one,” svarer Mary, da jeg spørger hvad de foretrækker. Deraf følger det, at de glæder sig meget til at komme hjem og igang bag deres computer igen, hvor nye ideer og sketches skal afprøves.
Jeg nævner overfor dem, at min computer og internetforbindelse er grunden til, jeg kender til dem. Både Rob og Mary er klar over, at havde det ikke været for internettet, var de nok heller ikke blevet booket til steder som Sydamerika, Japan og Danmark, men det er ikke noget de selv bruger til at opdage nyt musik. De forsøger at gå så meget ud som muligt, og det er til koncerter eller gennem fælles bekendte, de har mødt mange af de bands de efterfølgende har turneret med. Bands som No Age og Deerhunter.
I hjemlandet er de vant til at spille væsentligt kortere sets, fordi flere bands er på plakaten. Mary fortæller, at de har spillet en del i mindre byer, hvor der ikke har været et ordentligt spillested, og så har det været naturligt at optræde i forladte bygninger eller endda private huse: ”Quiet shows in the living room and loud shows in the basement.” (!!) Det har ofte været arrangeret af et par venner eller bekendte, og de har typisk kendt andre bands på plakaten. Noget anderledes er det at være hovednavn i et land man aldrig har været i før, men det tager de som en udfordring og synes, det er fedt.
High Places virker ikke synderligt bekymrede over ikke at kunne leve af at sælge plader: ”It forces you to be a real person,” siger Rob og forklarer, hvor vigtigt det er, at de ser verden, turnerer og rent faktisk møder de mennesker, der lytter til musikken. De tager sig også gerne tid til at se den by, de skal spille i. Denne dag i Århus har vejret været perfekt og Rob og Mary har haft god tid til at kigge sig omkring – de har været i Route 66 for at kigge på reggaeplader, de har spist en falafel i latinerkvarteret og efter eget udsagn gået en allerhelvedes masse i en by, som de føler, de ikke kan fare vild i - måske man har set to turistlignede typer rende rundt og været fascineret af de gamle bygninger nær Mejlgade.
Jeg sidder her i dette øjeblik virkelig inderligt og håber, at der dukker folk op til dette arrangement. Der er godt og vel ved at være en time til koncertstart, da jeg er ved at være færdig med interviewet og kun mangler den efterhånden obligatoriske multiple choice personality test, og Rob næsten lidt nervøst spørger: “You’re sticking around, right?” Jo for fanden!
Aftenens DJ på Musikcaféen er kollega Martin Börneblogger, der selv er ret vild med High Places, og for at undersøge hvor enig han er med dem, får han også lov til at tage testen. Marys valg er markeret med et “M“, Robs er markeret med et “R” og Martins er markeret med et “B“.
(R,B) David Bowie - Iggy Pop (M)
(M) OK Computer - Kid A (R, B) (Rob foreslår dog først: “Creep?”)
CD - Vinyl (M, R, B)
(B) Beach Boys - Beach House (Mary foreslår: “House Boys?” Rob: ”NOT FAIR!”)
(M, R) Cats - Dogs (B)
(M, R, B) Hiphop - R’n'B
(M, R, B) Brian Eno - Phil Spector (Robs kommentar: “I would love to say Phil Spector except that he is in jail for murder. Brian Eno is not dangerous to women”)
Big Venues - Small venues (M, R, B)
LOTR - Star Wars (M, R, B)
(B) Freaks - Geeks (M, R)
Aviators - Wayfarers (M, R, B)
(B, M) Hawks - Doves (R)
(M, R) Aphex Twin - Animal Collective (B)
(B) TV - Radio (R, B) (Martin bemærker dog, at det eneste han ser er Animal Planet)
High Places overrasker ved at være internt uenige, Martin overrasker ved at være meget kompatibel med High Places, og endelig overrasker det, at High Places klart foretrækker Aphex Twin over Animal Collective.
PS: High Places har en fin myspace lige her for folk, der ikke lider af epilepsi. Tjek fx det flotte From Stardust to Sentience.
PPS: Der kom dejligt mange mennesker til koncerten!
