Tidligere har jeg med stor begejstring skrevet om amerikanske Best Coast her på siden. Bag kunstnernavnet gemmer der sig 22-årige Bethany Constantino, der, som enhver anden kvinde med respekt for sig selv, giver udtryk for et indgående kendskab til både Pavement og Seinfeld.
Best Coast er bosat i Los Angeles, og her har hun for nylig optrådt med lokale lo-fi helte som Wavves, The Smell og Abe Vigoda. Indtil videre er det ikke blevet til mange shows udenfor staten, men måske får vi snart mulighed for at opleve hende på vores breddegrader. Hvem ved? Det gør du, hvis du læser interviewet (Cliffhanger suspense!). Continue reading ‘Interview med Best Coast’
Torsdag aften leverede Uriah Heep varen på Posten i Odense. En enkelt flot midaldrende fyr med mullet vinder aftenens publikumpris, idet han under hele koncerten stod med armene i vejret, lukkede øjne og sang med. Party like it’s 1972.
Hørt udenfor efter koncerten:
Mand: Fik du det dér plekter af guitaristen?
Kvinde: Ja! Jeg fik Ian Paices trommestik tilbage i 80′erne, men den kan man sgu ikke have om halsen.. nu kan jeg lave et hul heri, og så gå med det. Men hvad siger du, det er sgu lang tid at stå uden at få en smøg?
Mand: Ja.. Jeg må indrømme, jeg tog godt nok lige en under “Easy Livin’”
Guitaristen Mick Box er eneste medlem, der har været med siden debuten fra 1970, men bandet har med nuværende lineup, med undtagelse af trommeslageren, været sammen siden 80′erne, hvor de som det første band fra Vesten optrådte i Sovjetunionen! Senest har de i 2008 udgivet ”Wake the Sleeper”.
Før koncerten fik Earcandy sig en snak med Phil Lanzon fra gruppen.
(Foto af Malia James, fotograf og bassist i tourgruppen)
Lørdag eftermiddag spillede Marnie Stern en noget mærkværdig koncert på Pavilion scenen. Beruset, forvirret og godt og grundigt irriteret over problemer med transport af det nødvendige gear, gik hun på scenen og lavede forsinket live lydprøve, mens de fremmødte stod tålmodigt og ventede. Meget kan man sige om koncerten, men det var i hvert fald ikke en uinspireret-live-udgave-af-mit-nye-album-koncert. Ja, hun var for fuld til at spille guitar og synge samtidig. Ja, det var rodet. Ja, det larmede. Ja, det var meeeget jam-orienteret. Men det var også meget svært ikke at blive opslugt af. Folk fik sig måske ligefrem en unik oplevelse, og der var stor opbakning fra publikummet, der efter koncerten insisterede ”MORE! MORE! MORE!”. Måske havde Marnie en dårlig koncert, men vi havde i hvert fald ikke.
Efter koncerten fik vi en snak hende, og her forsøgte vi os for første gang med en ny indledende spørgerundeidé. Konceptet er ret simpelt. De første fem spørgsmål vi stiller skal være sangtitler! Here goes.
I går åbnede festivalpladsen og folk strømmede ind for at se de første koncerter. Det eneste jeg havde på programmet var St. Vincent kl. 22, så jeg strejfede rundt og så mig omkring indtil Petter åbnede Orange kl. 18 foran godt og vel 20-30.000 mennesker. Under koncerten fik han hjælp fra L.O.C., Rockers by Choice legenden DeePee, et backing band på trommer, guitar og sampler/ turntables og en seriøs indpisker af en backuprapper. Petter virkede nervøs, og det er der vel egentlig ikke så meget at sige til, men han kæmpede bravt for at få publikummet med og til tider virkede det overraskende godt. Han fremførte en (lang) medley af hiphop classics som Tearz, Ante Up og Check the Rhime og publikummet i moshpittet festede og viftede vildt med armene. Det var nu faktisk ret fedt.
Koncerten peakede, da L.O.C. gjorde entre og en hel del mennesker løb så tæt på scenen, de kunne komme, for så at vende om igen, da den danske publikumsdarling forlod scenen efter et enkelt nr. Lidt synd for Petter men knap så klogt var det at forsøge at følge op med en langsom kærlighedssang og flere stille numre. For mit vedkommende betød det, at jeg smuttede før koncerten var slut og tog hjem for at lade op til om aftenen.
Kl. 22 gav St. Vincent koncert på Astoria scenen foran et oplagt publikum i et varmt telt. Jeg noterede mig straks, at syv friske drenge havde valgt at tage bukserne af og stå med dem nede ved anklerne under hele koncerten, mens de drak paprødvin og dansede som gale. Sådan nyder man en koncert Roskilde-style!
Jeg nåede akkurat ikke åbningsnummeret ”Marry Me” fra pladen af samme navn og oplevede ikke, hvad der af andre medier beskrives som nærmest utålelig lyd. Måske stod jeg heldigt. Der var knald på, Annie Clark er en fantastisk sangerinde og bandet var tight. Allersmukkest var det da hun stod/ sad på knæ alene på scenen og larmede med sin guitar i pænt jollerokkende Hendrix-mode, og da vi fik hittet ”Actor out of Work” fra Clarks seneste plade, så alle drengene foran mig håbløst forelskede ud.
Der var generelt en ret chill stemning under koncerten. Clark stod i bedste slacker stil med sin guitar og sin lille forstærker og var ikke synderligt snakkesagelig, men showet var fokuseret og veludført, og jeg var underholdt hele vejen.
I aften er sidste warm-up-party-night, og som følge af det herlige vejr, er vi også efterhånden alle varmet godt op. Når det hele bliver for meget og kroppen bliver forbrændt, kan man tage sig en iskold skyller i de opstillede skurvognsfællesbade (anbefales herfra brandvarmt) eller hoppe i grusgravssøen (nothing compares).
Et sted man overhovedet ikke skal gå hen for at undgå varmen er Roskilde Cinema. Film fungerer nu engang bedst i mørke lokaler, og Cinema er derfor bygget op omkring et kæmpe lukket dobbelttelt. Et dobbelttelt med utroligt mange mennesker (tusind?) indeni og bagende sol udenpå. Det er lummert, det er meget lummert, det er virkelig virkelig lummert. Men nu skal det hele jo heller ikke handle om temperaturer, og jeg bemærker straks at der er mange gode grunde til at tage i biffen på Roskilde. Personligt har jeg so far set 3 film (man har overraskende god tid på Roskilde).
Man Ooman, en helt vild doku om dancehall på Jamaica - hermed anbefalet videre.
(jeg vidste ikke de dansede sådan hele natten på Jamaica…)
De Vilde Hjerter. En dejlig knallertbandefilm som du sikkert allerede ved alt om (ellers synes jeg du skal se filmen). Efter filmen var der stor mobilfest ude foran (arrangeret af Rust, tror jeg) hvor flere af bandemedlemmerne deltog. AK-81: LEARN!
The Dark Knight. Actionbombe, and you know it! Nu sker der generelt mange sjove ting på Roskilde, men som en overraskelse for mig, havde jeg nogle af mine so far bedste ‘09-moments under Batmanfilmen. Der er så meget stemning i den bif! Selvom alle sad og kampsvedte og havde tømmermænd og the lot, var der ikke en Joker/Ledger-scene der ikke scorede kæmpe applaus. Når Batman tæskede tyvene? Applaus! Hujen! Pift! “KOM SÅ BATMAN!!!”. Hver gang Bruce Wayne viste player-skillz (fx ved at eje den restaurant som Harvey Dent og Maggie Gyllenhaal spiser på) eller Batman gik på kompromis med sine værdier (fx ved at totalovervåge samtlige Gothams borgere) blev der chantet: “U.S.A! U.S.A! U.S.A!”
Mine to yndlings-shoutout-moments blev leveret af et hold århusianske filosofistuderende med baretter (clever guys, indeed). Ved filmens allerførste klip med Maggie G (cirka femten minutter inde) råbtes prompte: “HUN DØR!”. Herlig spoiler + når man kender slutningen går det fra ACTION til TRAGEDIE - artsy, ikke sandt? Næste geniale shoutout tog også udgangspunkt i Gyllenhaals totalt anonyme rolle. Jokeren leder efter Harvey Dent til Bruce Waynes fundraiserfest (der via cashflow skal sikre Harvey en valgsejr: USA! USA! USA!) og går rundt og truer folk. Maggie afbryder ham: “Now stop!” og en gæv filosof fortsætter i salen: “HAMMERTIME!”. Helt genial comment og topprofessionelt leveret, jeg vil øve mig og bruge den så snart jeg selv får chancen. Salen brast i latter, og spasmageren fik rundhåndet applaus. En franskmand ville måske blive fornærmet på filmmediets vegne, men Batman er en amerikanerfilm, hvor amerikanertraditioner (grindhouse?) fungerer fremragende.
I morgen tidlig skal jeg ind og se WALL-E og sidde og tudbrøle mine tømmermænd ud (det er sgu en smuk film). Til da: FESTIVALSFESTER!!!
Han er efterhånden blevet hypet overalt på world wide web, så der er en god chance for, at du allerede har læst, hvad der er at læse om den 22-årige lo-fi rocker ved navn Nathan Williams. Det her må så være en anbefaling for de hardcore Dylan fans, der har boykottet bl.a. Pitchfork efter en utilgivelig anmeldelse af pragtfulde Together Through Life og dermed ikke fulgt med på diverse musiksider – udover earcandy selvfølgelig Wavves er ret vild med distortion. Det er larmende men alligevel overraskende catchy, og det er, som flere har pointeret, åbenlyst at sammenligne Wavves med bl.a. Times New Viking. Det er lyden af ungdom, rastløshed og ikke mindst sol og sommer. Mon ikke de unge knægte i Californien så også har fået nyt musik at skate til.
High Places er Mary Pearson på vokal og Rob Barber på samplere, percussion og alt muligt andet. De er vitterligt kun de to. Intet backing band, ikke engang en manager. De må altså selv bære deres grej, finde frem og tilbage fra spillesteder og svare på mails fra folk, der vil have interviews. De har nu fået et pladeselskab og booking agent, men de har været vant til at klare det hele selv.
For nylig er de flyttet til Los Angeles, hvor huslejen ifølge Rob er en tredjedel af den pris, de måtte slippe i New York. De lever (næsten) af at lave musik, men hvis de er helt på røven, har de begge muligheden for at lave noget freelance arbejde. Mary har gået på musikskole og indspillet i et studio før, Rob har gået på kunstskole og har aldrig indspillet udenfor sit soveværelse.
High Places er blevet til i den lejlighed de delte i New York. Debutpladen, der udkom sidste år, er indspillet og mixet hjemme ved hjælp af et ældgammelt program, som Rob købte for en 12-13 år siden på to floppy discs, og den løsning virker de begge fortsat tilfredse med.
Det simple setup har selvsagt sine begrænsninger. Især trommer kan være besværlige at indspille, forklarer Rob. Alligevel kan han ikke forestille sig, at det skal gøres på andre måder. Karakter og personlighed får numrene netop af at være hjemmelavede. Det er denne tilgang til musikken, der er vigtig for bandet. Det handler ikke om at bryde reglerne og normerne for hvordan man laver musik men om at udforske alternativerne.
Mary er uddannet fra en musik skole, hvor der har været en klar idé om hvordan musik skulle laves, og hun har efterfølgende følt en trang til at bevæge sig væk fra denne stringente og strukturerede tilgang til musikken. Hun forklarer: ”There is a lot to be gained from that but then you finish school and want to do what you were told not to do,” og Rob indskyder: ”Unlearn it!” De bliver enige om, at det nok vil være for mærkeligt at gå i et studio, hvor de ikke har fuld kontrol over det endelige produkt.
Et er at sidde og fifle med lyde og optagelser hjemme i lejligheden, noget helt andet er at tage på turne på den anden side af Atlanten og spille foran et publikum hver aften.”It’s like we’re two different bands. When we’re doing one of the bands, we miss the other one,” svarer Mary, da jeg spørger hvad de foretrækker. Deraf følger det, at de glæder sig meget til at komme hjem og igang bag deres computer igen, hvor nye ideer og sketches skal afprøves.
Jeg nævner overfor dem, at min computer og internetforbindelse er grunden til, jeg kender til dem. Både Rob og Mary er klar over, at havde det ikke været for internettet, var de nok heller ikke blevet booket til steder som Sydamerika, Japan og Danmark, men det er ikke noget de selv bruger til at opdage nyt musik. De forsøger at gå så meget ud som muligt, og det er til koncerter eller gennem fælles bekendte, de har mødt mange af de bands de efterfølgende har turneret med. Bands som No Age og Deerhunter.
I hjemlandet er de vant til at spille væsentligt kortere sets, fordi flere bands er på plakaten. Mary fortæller, at de har spillet en del i mindre byer, hvor der ikke har været et ordentligt spillested, og så har det været naturligt at optræde i forladte bygninger eller endda private huse: ”Quiet shows in the living room and loud shows in the basement.” (!!) Det har ofte været arrangeret af et par venner eller bekendte, og de har typisk kendt andre bands på plakaten. Noget anderledes er det at være hovednavn i et land man aldrig har været i før, men det tager de som en udfordring og synes, det er fedt.
High Places virker ikke synderligt bekymrede over ikke at kunne leve af at sælge plader: ”It forces you to be a real person,” siger Rob og forklarer, hvor vigtigt det er, at de ser verden, turnerer og rent faktisk møder de mennesker, der lytter til musikken. De tager sig også gerne tid til at se den by, de skal spille i. Denne dag i Århus har vejret været perfekt og Rob og Mary har haft god tid til at kigge sig omkring – de har været i Route 66 for at kigge på reggaeplader, de har spist en falafel i latinerkvarteret og efter eget udsagn gået en allerhelvedes masse i en by, som de føler, de ikke kan fare vild i - måske man har set to turistlignede typer rende rundt og været fascineret af de gamle bygninger nær Mejlgade.
Jeg sidder her i dette øjeblik virkelig inderligt og håber, at der dukker folk op til dette arrangement. Der er godt og vel ved at være en time til koncertstart, da jeg er ved at være færdig med interviewet og kun mangler den efterhånden obligatoriske multiple choice personality test, og Rob næsten lidt nervøst spørger: “You’re sticking around, right?” Jo for fanden!
Aftenens DJ på Musikcaféen er kollega Martin Börneblogger, der selv er ret vild med High Places, og for at undersøge hvor enig han er med dem, får han også lov til at tage testen. Marys valg er markeret med et “M“, Robs er markeret med et “R” og Martins er markeret med et “B“.
(R,B) David Bowie - Iggy Pop (M)
(M) OK Computer - Kid A (R, B) (Rob foreslår dog først: “Creep?”)
CD - Vinyl (M, R, B)
(B) Beach Boys - Beach House (Mary foreslår: “House Boys?” Rob: ”NOT FAIR!”)
(M, R) Cats - Dogs (B)
(M, R, B) Hiphop - R’n'B
(M, R, B) Brian Eno - Phil Spector (Robs kommentar: “I would love to say Phil Spector except that he is in jail for murder. Brian Eno is not dangerous to women”)
Big Venues - Small venues (M, R, B)
LOTR - Star Wars (M, R, B)
(B) Freaks - Geeks (M, R)
Aviators - Wayfarers (M, R, B)
(B, M) Hawks - Doves (R)
(M, R) Aphex Twin - Animal Collective (B)
(B) TV - Radio (R, B) (Martin bemærker dog, at det eneste han ser er Animal Planet)
High Places overrasker ved at være internt uenige, Martin overrasker ved at være meget kompatibel med High Places, og endelig overrasker det, at High Places klart foretrækker Aphex Twin over Animal Collective.
PS: High Places har en fin myspace lige her for folk, der ikke lider af epilepsi. Tjek fx det flotte From Stardust to Sentience.
PPS: Der kom dejligt mange mennesker til koncerten!
TORBEN ULRICH/SØREN KJÆRGAARD DUO
Musikcaféen i Århus, onsdag d. 25. marts 2009
Der er tæt pakket på Musikcaféen da jeg gør entré, det er akkurat muligt for mig at få en udmærket plads bagest midtfor. Man skulle ellers ikke umiddelbart tro, at så mange århusianere var vilde med avant garde jazz, og rygtet vil da også, at det er det første af Sun Ships arrangementer, der er udsolgt. Årsagen til fremmødet skal sandsynligvis findes i aftenens karismatiske hovedperson: Torben Ulrich. Tennisstjernen, buddhisten, digteren, maleren, filosoffen, jazzklubstifteren og i aften digtoplæsningsimprovisatoren og altmuligpercussionisten Torben Ulrich. Med sig har han den 50 år yngre Søren Kjærgård, en internationalt anerkendt jazzpianist, der tidligere har samarbejdet med både jazzstjerner og rockpoeter (og sin trommende fætter Kresten Osgood i vrøvlerapgruppen Ikseltaschel).
Før musikken starter bruger Ulrich og Kjærgård ca. en halv time på at forklare hvad det hele egentlig handler om. Musikprojektet “Suddenly, Sound: 21 Songlines For Piano, Drainpipe etc.” that is. Det er vævende og svævende og spændende og alt i alt noget med at udforske livet og lydens 5 elementer via improvisationer med udgangspunkt i 21 sanglinier og musikstykker, leveret på flygel, nedløbsrør og alskens alternativt percussion fra de to herrers respektive ‘bags of magic tricks’. Jeg når at forstå så meget som at det især er vigtigt at vi lytter. Ikke som den simple modsætning af at holde sig for ørene, men at vi forsøger at blive os vores lytning bevidst og ubevidst. Vi skal undersøge musik sammen, vi skal undersøge lyden og lytningen. Vi skal zu den Sachen selbst! Vi skal høre lyden i sig selv, finde selve lytningens idé.
Giver det nogen mening og er det nogenlunde ladsiggørligt? Og hvordan gør man så rent praktisk det? Torben Ulrich har bl.a. fundet inspiration i den russisk-armenske ’spirituelle guru’ (in lack of a better clue/name) G. I. Gurdjieff og hans mange øvelser. Én Gurdjieff-øvelse bestod i, forklarer Ulrich, at folk løb omkring eller passede deres ting. Gurdjieff overvågede dem, og pludselig råbte han “STAAAANDS”. Torben hæver stemmen og råber op, så alle får et chok. “På den måde bliver man bevidst om sig selv, den bevægelse man var midt i, det at gøre noget”. Analogt musikalsk kan man blive sig sin lytning bevidst ved at blive afbrudt i den, af larm eller stilhed. Man kan også nærme sig en renere lytning ved at spille musik der ikke refererer til anden musik, så associationsapparatet holdes i ro. En lignende effekt kan opnås ved at benytte sig af instrumenter som fx nedløbsrør, der ikke har nogen længere musikhistorisk tradition/referenceramme.
Under koncerten digter Torben Ulrich til Kjærgårds spændende (måske lidt hypnotiserende og i al fald dragende) spil, først stille, så stærkt, så smukt, så sært. Ulrich bruger dog også megen energi på at lave rytmer eller lydfladebrud ved at rasle og ryste og banke med alskens ‘instrumenter’ fra sin tryllepose. Han lader dem ligge på klaverets strenge, eller hiver fat i strengene, eller kaster dem på strengene. Og alle disse lyde er så højst mærkværdige at man ikke kan lade være med at lade sig optage af dem, delvist forundret og delvist gættende: hvor kommer lyden fra? Hvad er der i dåsen? Er det en glaskugle? En koncert fuld af lyd og eksperiment, så sandt. Men også en humoristisk koncert, hvor både Kjærgård og Ulrich gjorde os bevidste om at de var bevidste om det parodiske element ved at spille på nedløbsrør. På et tidspunkt kastede Ulrich ting efter Kjærgård, forstyrrende hans klaverspil, til stor underholdning for publikum.
I det hele taget var stemningen god, hvilket nok også er en nødvendighed hvis et sådant arrangement skal fungere. I pausen hørte jeg en fyr i baren sige: “Jeg tror det er ligesom med religion. Man skal tro på det før det virker”. Efter andet sæt blev der anmodet om ekstranummer og Kjærgård startede på en boogie-woogie. Et minuts tid inde henvendte han sig til publikum: “I må hjælpe mig lidt, ellers kan jeg ikke!”. Folk begyndte at klappe på 2 og 4. I en skæv solo kiggede Kjærgård igen ud på publikum: “Kom nu, spil bare med!”. Folk begyndte at klappe alle mulige rytmer og Musikcaféen forvandledes i ca. 10 minutters jam til en stor vellydende smeltedigel af forskellige menneskelige rytmer. Det var glade århusianere der efter et både muntert og intellektuelt møde med en legende gik hjem fra en eksperimentaljazz/lyd-koncert. Moralen? Lyden er vi fælles om.
Via tuben kan man se en smuk videooptagelse fra recording sessionen til “Songline 20″
I forbindelse med den amerikanske rockduo The Dodos’ koncert på Voxhall sendte vi vores reporter i felten. Han har netop afleveret en lang og spændende beretning der indeholder både interview og koncertoplevelse (de flotte fotografier er taget af Lasse Dearman).
Soundcheck Jeg står bag Voxhall, onsdag d. 19. november. Det støvregner og blæser en halv pelikan. Her er koldt som en moder. Jeg har netop snakket i telefon med The Dodos tour manager, han sagde jeg bare skulle ringe på døren. Der går nogle minutter uden at døren åbnes. Bag mig vælter en fyldebøtte forbi, han råber og skriger, ordene er utydelige. Så åbner den store metaldør. En bredskuldret blond roadie-type med et meget venligt ansigt. ”Hello there! Who are you here for?” spørger han. ”Well basically The Dodos… I’m supposed to talk to Wayne” siger jeg. Jeg er smånervøs men han er en beroligende fyr: ”Oh, you’re the journalist!”. Yes indeed, jeg bliver vist ind foran scenen. Der er lydprøve igang, tourmanageren Wayne hilser pænt. Han er en lille men stærk mand, med sølvkæde og tatoveringer.
”There’s some sandwiches and drinks there, you just take whatever you want. This is gonna be like 10 minutes” siger han. Trods det hærdede roadielook er også han en fin fyr. Det er skægt at se Voxhall badet i lys. Loftet er fyldt med lysstofrør, og her er lidt den samme slags lys som i en gymnastiksal. Jeg går over til bordet med forfriskninger og tager et æble. Mens jeg hører på lydprøve, snupper jeg også en kop kaffe. Der står desuden amerikansk marmelade og peanutbutter på bordet. Måske er Dodos ikke verdensstjerner, men en rider har de.
Drengene bliver færdige med deres prøvesæt og vi sætter os ovenpå for at få en sludder. Jeg er overraskende nervøs. Jeg plejer at lave interviews impulsivt og med en promille et stykke over 1. I dag er jeg ædru og interviewet er jeg blevet hyret til at lave af Earcandy. Jeg har brudt hovedet hele dagen for at finde på spørgsmål til drengene. Har du nogensinde stået foran et idol og ikke anet hvad du skulle spørge om? Har nogen nogensinde mødt deres idol og spurgt om det rigtige? Min plan er at stille rimelig simple spørgsmål, lidt alternative helst. Bare få drengene til at snakke. Det er det vigtigste, at de gider og at det bliver nogenlunde naturligt. Hvis vi nu fx kunne snakke om Dylan, det ville være godt.
Jesus What The Fuck Are We Doing Så enkelt er det desværre ikke. Jeg står lettere forvirret midt i lokalet, og får endelig sat mig ned. Hvem er ham fyren dér foran mig – er det ham der spiller backingpercussion live? Pludselig slår det mig og jeg får introduceret mig selv. ”So uhm, you’re the drummer?” spørger jeg. ”I’m the drummer” svarer Logan Kroeber. Forsanger og guitarist Meric Long har jeg hilst på foran scenen og han er på vej op til bandlokalet. Mens vi venter får jeg lettere idiotisk bemærket: ”It’s a good band you’ve picked to be the drummer in”. Jeg tænker på at rytmesektionen i Dodos er så markant. En stor blond fyr i hjørnet retter mig: ”Since there’s only two members he’s half of The Dodos. He’s far more than the drummer”. Jeg skal lige til at hilse på ham, da det går op for mig, at det er fyren der lukkede mig ind. Han smiler. Jeg siger at rytmesektionen i Dodos er meget markant, trommerne spiller en vigtig rolle. Logan synes ikke helt overbevist: ”I like to think so but… I don’t know if it’s been proven by science”.
Meric entrerer lokalet og spørger om jeg vil have noget fra køleren. Sure thing, jeg snupper en øl til nerverne. Vi snakker om at toure, i morgen skal de spille Loppen på Christiania. Jeg siger det er et cool sted, der har Animal Collective og Sunset Rubdown også spillet, ved jeg. ”Jesus, what the fuck are we doing playing there?” udbryder Logan. Han er ikke helt sikker på om Dodos er store nok til at spille sådan et sted. Jeg siger at Voxhall i hvert fald er et godt sted at spille. ”Voxhall is pretty big… I don’t know, it’s obviously a great venue but will it be full of people having a good time? Besides us! For certainly we will be having a good time”. Jeg prøver at berolige ham og håber århusianerne kommer til rock i aften. Måske er Voxhall et halvstort spillested, men Århus er også en halvstor by. Folk trænger til at få fingeren ud.
Meric har tumlet lidt rundt men nu sætter han sig ned. Jeg har lagt min walkman på bordet og trykket på ”record”. Jeg skimmer mine spørgsmål: ”Soeh… Do you guys just wanna start?”. ”Yeah for sure!”. Gad vide hvor tit Dodos giver interviews? Mon de er lidt nervøse? Trommeslageren begynder at tygge chips med dip og jeg stiller første spørgsmål. Er det hårdt arbejde at toure? Logan svarer: ”As one might get tired of touring, hopefully, the gains become more and it becomes easier. We didn’t play at places like this when we first started touring. Playing a place like this makes it easier. Even though you’ve been on tour longer and you might be more tired, it kinda equals out”. Vi snakker lidt om musik. Jeg havde håbet at de ville være Dylanfans eller noget, så vi kunne snakke om det, men det er ikke tilfældet. Logan hører lidt af hvert og anbefaler Earcandys læsere Group Inerane. Meric hører ikke så meget rock for tiden: ”I listen to a lot of jazz at the moment. To get out of this ‘pop realm’. It requires more active listening. I feel I’ve been listening to too much music thats just easy”. De har begge hørt world eller ”etnisk” musik, men gør det ikke så meget længere. Meric anbefaler det nye David Byrne og andre ”white dudes playing world music”. Da han nævner Byrnes navn hører jeg det som ”Burns”, og der går et stykke tid med at finde ud af, hvem han mener. Til sidst bryder roadien ind: ”Talking Heads David Byrne man!”. Nå ja, for fanden. Byrne.
This Water Tastes Like Milk
Folk elsker at sætte mærkater på musik og these days er det stort at kalde bands for ”psych” og ”folk”. Jeg spørger dem hvad de tænker om mærkatet ”psychfolk”. Hører de meget gammel psych- og folkemusik? ”I dont even know what that is” svarer Logan, ”What i consider psychfolk is the new stuff like Six Organs of Admittance”. De føler sig heller ikke som en del af nogen bølge eller noget community, udover de musikvenner de har i San Fransisco. Men de spiller primært garagerock. Der er et godt musikmiljø i Frisco, forklarer Logan. Hvis ikke han var på tour, ville han gå til et par koncerter om ugen. Meric ærgrer sig over ikke at gå til koncerter: ”I havent been to a concert so long. There was this period when we were doing festivals in Europe. We saw some shows then. I saw more concerts in the span of those 3 weeks than the first 5 years of doing shows”. Meric kan i det hele taget godt lide at spille festivaler: ”It’s less pressure and more fun. You get to see bands that you would have payed 20 bucks, 40 bucks to see. You get to stand in line with them… getting weiner sausages”.
Drengene spillede på årets Pitchfork Festival i Chicago. Der mødte de bl.a. et par århusianere som står på gæstelisten i aften. ”We know two people here!” fortæller Meric smilende, ”Couple of guys we met in Chicago. We were partying late in the hotel and there were these guys…”. Længere når Meric ikke før Logan begynder at grine. ”Are those guys coming!?” udbryder roadien. Meric fortsætter: ”I dont even know if we had a conversation. But I know that we were in the same room. It was a wild night, more wild for some than for others”. Der er efterhånden en god stemning i bandlokalet og drengene løsner op. Jeg tager en slurk af min øl og spørger dem om den meget flotte anmeldelse de fik på Pitchfork. Det gjorde en klar forskel fortæller de. Anmeldelsen kom mens de var på tour, og pludselig gik de fra at spille for ned til 2 mennesker til at fylde spillestederne. ”Even in Toronto – and we had never been there before!”.
Meric tager en slurk af sin vandflaske og bemærker: ”This water tastes like milk. I’ve had like five of them because I’m trying to hydrate myself. It actually tastes like milk”. Jeg griner og foreslår at det kan være pga. det høje kalciumindhold i det hårde danske vand. ”Really? Thats what it is…! I’m gonna have strong fingernails tomorrow” siger Meric fornøjet. Jeg spørger ind til trommernes rolle i Dodos. Hvorfra stammer det rytmiske fokus? Meric tænker lidt og kommer frem til, at det nok er fordi det er lettere at skrive rytmerne først, især når man ikke lige har sin guitar med sig. Man kan jo altid tromme på lårene. ”It comes out of necessity i guess” siger han, ”I kinda wanna stray away from that. I feel as if there’s a whole other area for me to explore”.
It’s All About Being The Underdog Det tekniske aspekt er vigtigt for Dodos når de skriver sange, de presser sig selv til at blive bedre. ”A lot of the parts we have to play a ton, before we can construct a song. In the beginning I can barely play it, and we need to sit down and play it for an hour, before we can start using it. I know that we wanna play stuff that’s challenging for us. So we write stuff that we’re not really capable of playing yet” siger Logan. Meric fortæller om en koncert de netop har spillet: ”The other night we tried to bust out this new song, and I can barely play it. But we were super delirious, all like ‘oh tonight lets just go off, let’s try some new shit’… Halfway through I was feeling like a monkey with 5 arms”. Så er det godt at et rockpublikum som regel er ret overbærende. ”One thing I’ve learned on this tour is that audiences are much more forgiving than I think in my head. Because we have certain pop songs that are tight and easy to swallow, it allows us to spend the time in between… doing some bullshit”.
Min øl er ved at være tom og jeg runder interviewet af. Først spørger jeg dem om idoler. Logan plejede at have et idol men nu har han så mange forskellige interesser at han ikke kan have eet forbillede. Lidt trist synes han. Tidligere var hans idol Danny Carey, trommeslageren fra Tool. ”I never got close to touching any of the stuff of his that I wanted to emulate though”. Jeg nævner at Ruby Suns er et ret cool opvarmningsband. ”Yeah don’t miss The Ruby Suns! That’s who I came here to see” siger Logan. Det lover jeg, og siger at det ellers må være hårdt at være opvarmningsband. Spille for folk der ikke kender en og er kommet for at høre et andet band. Dodos plejede at være et opvarmningsband, fortæller de. ”I liked it” siger Logan. Meric er helt enig: ”It’s easier. There’s no pressure and you have a shorter amount of time”. ”If you play a good show, peoople are surprised and go ‘oh awesome!’. When we started playing headliners i was like… Jesus. Get my name off the marquee!”. I dag er Dodos hovednavn, med billede og det hele på markisen udenfor. Sådan havde jeg aldrig set på det. Jeg takker for interviewet og det gør de også. På vej ud i kulden hører jeg Merics ord for mig: ”It’s all about being the underdog!”.
The Show Jeg har fået drukket en del øl i regnen sammen med min kammerat før vi kommer ind i varmen på Voxhall. Vi når at høre de sidste to Ruby Suns-sange og er ret paf over hvor godt det fungerer live. To musikere fra New Zealand står på scenen og spiller primært kickasspercussion og lidt bas hist og her. Lyden er fremragende, tænk at de kun er to. De får fin applaus da de forlader scenen, ganske i tråd med Merics underdogfilosofi. Vi går ud for at drikke en buskøl og mens vi er udenfor går vi glip af alverden. Jeg ved stadig ikke hvad fanden der skete på Voxhall, men jeg ved at jeg lidt senere ser en pige ligge halvbevidstløs foran baren. Jeg hilser på Logan og han er ret tydeligt berørt af situationen. Hun kommer til bevidsthed og får et glas vand tror jeg, mine journalistiske anlæg byder mig at spørge om episoden i merch-boden. Ingen ved rigtig hvad der foregik.
Så går Dodos på scenen. 3 mand. Elguitar, trommer, et legetøjsklaver og en stor smadret metalskraldespand. Den 3. mand er et live-rekvisit og han sidder ned under halvdelen af numrene. Effekten er til gengæld herlig når han endelig hamrer løs på tønden. Dels er lyden cool, dels fungerer det fremragende visuelt. Det er vel en rockkoncert vi er til! Der er ingen tvivl om at Dodos spiller tekniske numre. Det fungerer fremragende: med sin ene guitar og lidt pedalværk skaber Meric store forførende lydbilleder. Helt i tråd med al klassisk indie a la Modest Mouse, Pixies, Radiohead, Arcade Fire eller whatnot. Den gode melodi og den bævrende stemme.
Genistregen hos Dodos er (udover de velskrevne sange) rytmesektionen. De tager denne falbelagtige indielyd og insisterer på at krydre den med enormt dansable og energiske trommerytmer. Det er svært at stå stille til, der er så meget varme og afrika i de trommer. Logan spiller tight, i særligt svære passager sidder han med stone-face, kigger kun på trommerne, sveden dryppende fra hans overskæg. Han bruger ikke storetromme, i stedet har han monteret en tamburin på højre fod. Desuden benytter han sig fordelagtigt af masser af kantslag; bare at stå og se på hans spil er fascinerende nok til én koncert.
Højdepunktet for mig er nødvendigvis Joe’s Waltz. Dette herlige dobbeltnummer starter med tre minutters overmelodisk og roligt psychedelia. Så lige pludselig skifter rytmen og tempo, vi befinder os i bluesland, men synkoperet og komplet indieficeret. Nærmest gimmickagtigt bliver det i de herlige passager, der konstant truer med at afslutte sangen: dum-tsch-dum-dum-tschhh!. Rabalderslutning af mest klassiske skuffe. Men Dodos slutter ikke i rundgangen, de spiller videre oveni! Lyt og nyd, sangen er spækket med uimodståelige detaljer.
Koncerten slutter, vi køber merch og et Kasper Eistrup-sæt (2 x årgangsbryg). Dem drikker vi under et halvtags tørvejr, mens vi snakker om alt det dejlige musik kan. Folk der plaprer op om hvor fantastisk elektronisk musik er skal til koncert med Dodos. To mand på analoge instrumenter der spiller sammen og sparker røv. Det kan du ikke på din iPodhvide macbook I tell you! Og i øvrigt er en westernguitar og en skraldespand billigere…
Vores ihærdige freelancer gør det igen! Vil man høre mere til Ruby Suns anbefaler vi varmt deres myspaceside. Et par numre fra Group Inerane kan desuden høres online – prøv den rockede Nadan Al Kazawnin og den mere psychede Kamu Talyat. Ben Chasnys avancerede musikprojekt Six Organs of Admittance er regulære pitchforkdarlings (3 albums over 8.0 i træk), og før man køber hele bagkataloget kan man jo forsøge sig på deres myspaceside.
The Dodos’ fremragende single “Fools” kan streames via youtube
Back on the tracks, endnu et indie-act har meldt sin ankomst i Århus. Yours truly professional correspondent har forberedt sig grundigt. Ikke taget bad i nogle dage, sovet i sit tøj, nyforelsket sig, røget en potjoint og drukket et Kasper Eistrup-sæt (2 årgangsbryg). Man kan ikke være mere klar til en rockkoncert. Jeg har endda hørt alle Okkervil Rivers plader.
Sved i håret og øl på låret, jeg møver mig up front. Nu kan koncerten fint begynde. Det gør den med den tempomæssigt rolige sang ”A Girl In Port”. Først står vokalen alene, så hjælpes den af først akustisk guitar, så trommer, bas, orgel, elguitar, steelguitar og blæs. Måske er alle numrene også lavet sådan, det ville ikke undre mig. De fleste af sangene bæres af et stærkt guitarbaseret drive og en løbsk vokal on top og i fokus. Sangeren er Will Sheff og han er stjernen. Jeg siger det med sikkerhed, for han synger det selv.
Trommeren er også en stjerne i min bog, til tider overskygger han næsten Will. Sættet er småt: 3 bækkener, tam, kick, snare, hat. Man kan derfor sagtens se ham, se hvordan han næsten hopper fornøjet op og ned med hvert enkelt skarpt markerede slag. Han synger lystigt og ud i det blå med på alle sangene, hans mund er bred og smilende. Før det første slag har han tømt sit whiskeyglas og under koncerten slukker han tørsten i Blå Tolle. Rock’n'roll.
Der er mange gode grunde til at live-musik skal høres live. For det første spiller dit anlæg dårligt og din LP skratter. For det andet spiller Okkervil tight som fuck, det lyder storartet. Men der er også showet. On stage og blandt publikum. Der er alle guitarmovesne, der er troubadurernes outfits (Will Sheriff i brunt Texas-suit og cowboyboots), måden de smiler til hinanden mellem numrene på, små replikker før sangene, nærvær. Blandt publikum er der entusiasme, hoppen op og ned, syngen med, forsøget på at råbe noget i stilheden mellem applaus og næste nummer. Glæden når der fra scenen svares igen.
En flok aber står helt oppe foran, de møver sig derop halvvejs gennem showet. De hopper op og ned. De råber noget sjovt. De er møgforstyrrende, og var det ikke for deres størrelse i forhold til det splejsede indiecrowd havde de sikkert fået balder. Men hey, fuck mig, it’s only rock’n'roll. Jeg kender reglerne, vi er ikke bare kommet for at lytte, der skal også smadres flasker ovre i hjørnet mens Iggy junker og pigerne skriger. It’s rock’n'fuckin’roll.
Efter showet får jeg en sludder med orgelmanden. ”The new record has sort of a Dylan sound. The sound on Highway and Blonde on Blonde”. Sådan starter jeg. Han giver mig delvist ret. ”It’s so great to hear organs in rock’n'roll again. Everybody should do that”. Han giver mig helt ret. ”Yeah sure! More work for me y’know…”. Jeg synes det var en fremragende koncert, masser af energi. ”Yeah sure, it looked as if you were having a great time! Lots of enthusiasm. That’s so awesome, all the energy. It was a great crowd. We played in Oslo last night at this… kinda like amphitheatre. It was sort of an old crowd and they were sitting down. We were like, come on guys. Get up!”. ”Yeah sucks, tough playing a dead crowd…” siger jeg enormt erfarent. ”Yeah. Eventually they got up but still… Tonight was great”.
Cool. Jeg spørger om pladecoveret virkelig er et foto af noget strik. Det er det. Jeg ønsker ham en god tour og han ønsker mig en god nat.
I øvrigt: tak for alle mailsne til Handsome Furs-konkurrencen. Ved terningkast er en vinder fundet. Stort tillykke til Søren i Avedøre, der i løbet af ugen modtager det famøse Furs-mixtape.
Search
About
You are currently browsing the earcandy weblog archives for the larm category.
