En downloadzip med et par aldrig før udgivne Dilla instrumentaler har netop set dagens lys via Stones Throw. Alle rapknægte, der elsker breaks, og endda populære chillwavers som Prizes og Toro Y Moi ved godt, at Dilla tre år efter hans død stadig er what’s happening Houston. Hvem andre ville flippe Billy Pauls geniale Let The Dollar Circulate sådan her? Hverken Don Cannon eller 9th Wonder er særligt opfindsomme på den front. Pitchfork har skrevet en fin lille artikel om superproducer/MC Dilla, men glemt at nævne hvad der er nyt og ganske gratis. Så here goes.
Der er helt vildt varmt udenfor. Der er tusind butikker fyldt med kolde øl og flere gode grunde til at sidde ude til sent ud på natten med dejlig sommermusik i ørerne. De flinke drenge i Japandroids har netop sendt os deres nye hit. Det hedder “Younger Us” og handler om, hvor vidunderligt det er at være ung, vild og helt og aldeles uden bekymringer. Det er nok lettest at gå helt bananas, når man har sommerferie. Prøv så at have sommerferie, mens du går bananas til denne sang. Det er forsøgt herfra med stor succes, og det får stensikkert også alle dine venner op af strandstolene og ud på (strand?)dansegulvet. Stream og download kvit og frit nedenfor i god kvalitet. Husk solcreme. Glad smiley.
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Så er det endnu engang ved at være tid til at tage din fløjte i munden og lege klubbavian i dit nye Hummelsæt. Artrebels smider igen i år en festival afsted mod os der er pjattede med at danse: Trailerpark Festival. Programmet i år er endnu mere imponerende end sidste år. Vi får i år bl.a. tyskerne fra Kollektiv Turmstrasse, Wareika, der er signet på danske Tartelet, samt Gigolo Records-ejer DJ Hell. Man skulle være et skarn hvis man ikke også vil lægge ører til canadiske Daniel Victor Snaith, bedre kendt som Caribou, og hans forrygende backing band. Jeg var heldige at være vidne til bandets kunnen til årets Sonar Festival, og hvilken fest.
Vi udlodder 2 billetter til weekendens festivitas, så hvis du vil med Earcandy ind og feste fra d. 30. juli til d. 1. august, skal du blot smide dit favorit Trailer Park Boys citat i en mail til gavebod@earcandy.dk med Trailerpark i emnefeltet. Vi vælger en vinder søndag d. 18. juli kl. 21. Så log på tuben og find dit yndlings citat.
EDIT: Konkurrencens lykkelige vinder er valgt!Andreas Hansenløber med billetterne for genopfriskning af følgende fremragende quote, der fint demonstrerer den canadiske succes-series dramatiske spændvidde.
Ricky: Have fun on your little cop cruise, all right? Just remember what you gave up: A fuckin’ guy that you could get drunk with, get stoned with, didn’t ask any fuckin’ questions about nothin’, just hang out and have a good fuckin’ time. We broke the law here and then, we did whatever we could to get by. Just remember, you gave that up for a fuckin’ girlfriend, buddy. A fuckin’ cop girlfriend! I know I won’t forget it. Thanks a lot.
Foroutstanding retskrivning achievementbelønnes Andreas desuden om muligt med en ølbillet. Earcandy takker for alle fine bud - vi ses i Trailerparken!
Så er Roskilde overstået, og vi savner det som Puffy savner Biggie. Nu er vi igen reduceret til rastløse nørder, der bruger hele dagen på at se på billeder af katte på vores klubværelser. Det er okay. Min plan for weekenden er at finde noget, der gør mig ligeså lykkelig som denne regnbue gør denne mand. Det må meget gerne involvere andet end alkohol, dåsetun og smølfe-tema i en nabolejr. Så nu går jeg på jagt i flot natur, og så vender vi snart tilbage her på siden i vanlig stil og bloggin’ in the free world. God weekend.
Efter en svimlende smuk og grænseløst foruroligende The National koncert (en eller anden giv lige Matt et kram) gjorde Pavement det umulige og leverede på deres særegne måde et næsten ligeså perfekt liveshow. Det var en sand fornøjelse at se veteranerne tilbage i topform på Roskilde Festivals sidste dag. Umiddelbart før koncerten fik vi os en hyggelig snak med altmuligmand Bob Nastanovich fra bandet. Læs med efter hoppet Continue reading ‘Roskilde: Interview med Bob Nastanovich’
“Der er næppe noget der swinger som Danmarks største rockpoet på Arena.” Sådan blev C.V. Jørgensen meget fint præsenteret, da han tidlig fredag aften gik på scenen sammen med sit band og en nyåbnet juicekarton. Samme fremragende band spillede på samme fremragende scene i 2002, da C.V. netop havde udgivet “Fraklip Fra Det Fjerne”. Siden da har han ikke rigtigt gjort sig bemærket offentligt. Niels Martinov skriver i sin uofficielle C.V. Jørgensen biografi fra 2007, at Carsten bare har nydt at sidde i sin have og fodre fugle og ryge hash uden at skulle forholde sig til releasedates og presse. Han vurderer et sted i bogen, at C.V. måske ikke ville vende tilbage til spotlightet. Heldigvis tog han fejl.
En ubesværet cool Carsten Jørgensen træder fredag aften ydmygt på scenen og påbegynder sit sæt foran en herlig samling af folk i alle aldre, der måske overraskende nok (i hvert fald hvor jeg står hehe forrest) alle virker til at have et helt specielt tilhørsforhold til manden. Jeg kan kun forestille mig, at C.V. er rørt over at se flere tusinde helt unge mennesker synge med på tredive år gamle sange, som de sikkert har opdaget via deres forældres pladesamling eller gennem helt forsvarlig tvungen musikopdragelse. Min unge sidemakker siger endda med stor autoritet i stemmen, hvad alle tænker, da bandet spiller ”Elisabeth“: at det er et af de ubestridt bedste numre i den danske rockhistorie. Det synspunkt kan jeg kun abonnere på. Nummeret leveres perfekt. Jeg kniber fandme også en lille tåre.
Tekstmæssigt er C.V. Jørgensen i en klasse for sig. Den perfekte blanding af Oehlenschalger og Dylan - også hvis han selv skal sige det. Ingen andre kan, hvad C.V. Jørgensen kan med det danske sprog. Det beviser han på sang efter sang, hvor vokalen får perfekt selskab af et altid velspillende backing band bestående af blandt andet Aske Jacoby, som allerede i 1983 som 20-årigt ungt talent blev taget under vingerne af C.V. Jørgensen. Indlysende nok er “Det siger sig selv“ et højdepunkt, men især også “Spildte Bedrifter” og “På Gyngende Grund” illustrerer, hvor fint C.V. og backingbandet har formået at sætte nyt liv i de gamle sange. Både Aske Jacoby og Gustaf Ljunggren fremviser verdensklasse guitarmoves, og jeg forelsker mig fuldstændigt i trommeslager Gert Smedegaards håndtering af tønderne. Der er intet overladt til tilfældigherne. De her drenge ved præcis, hvad de laver.
Da C.V. efter godt og vel halvanden times spilletid takker af, siger han: ”Det her har været en af de smukkeste oplevelser i meget land tid.” Han virker sgu egentlig bare oprigtigt glad - for at høre så mange mennesker synge med på sine sange og for igen at få lov til at vise, at han er den bedste overhovedet whatsoever i Danmark til det han laver. Jeg går meget glad ud i aftenen og håber på snart igen igen at få anledning til at se det her band igen og igen.
Den musikalske legestue, der går under navnet Dirty Projectors, er hjertebarn for stifter og frontmand med det fede navn Dave Longstreth. De har igennem tiden udgivet flere albums siden 2002 og line-uppet har skiftet heftigt. Tidligere medlemmer tæller bl.a. de to weekend-vampyrer Ezra Koenig og Rostam Batmanglij.
De har i lang tid været en velholdt hemmelighed for det brede publikum, indtil start-2010 hvor den BNM’ede Bitte Orcaudkom og tog hele indie-verdenen med storm med sin impro-agtige lyd og geniale vokalarbejde. Dirty Projectors spillede på Odeon scenen kl. 22 om fredagen.
Menneskemængden var til at tage og føle på et kvarter før start, og mange af mine sidemænd stod allerede og forsøgte sig i Longstreth’s snørklede vokal. Da bandet gik på var jeg selv afventende, for helt ærligt, så kunne meget af det de kan på pladen godt lyde umuligt at gengive live. Heldigvis fik jeg da vanvittigt uret.
Hele ensemblet var tændt, og rockede max igennem. Line-uppet bestod af to guitarer, bas, trommer, vokal og 3 “korpiger”. De kan dog ikke rigtig kaldes korpiger, da de dominerer mindst lige så meget i lydbilledet som Longstreth selv, og de får også flere gange lov til at synge helt uden Longstreth.
Personligt har jeg svært ved at sætte en finger på noget rent musikalsk, de havde allesammen ild i øjnene hele vejen igennem. Igen må især nævnes de tre korpiger, som gav mig vilde kuldegysninger med deres kringlede simultane fraseringer.
Denne koncert står personligt tilbage for mig som en af de mest fuldendte oplevelser, hvor mad-skills på instrumenter gik lige op med et publikum der var parate til at blive tændt på lige præcis den rigtige måde.
Husk endelig også at læse vores interview med smukke Angel Deradoorian fra bandet.
Nå, det tog sin tid, men nu er blogosfæren tilgængelig, så no worries.
Det er sandt nok at vi kun får det lol vi selv laver, men jeg tog en tur med mit helt vildt dårlige digitalkamera, ud i den vilde festival, og flaneurede den lidt. Jeg fik nogle billeder og nogle historier, og jeg synes de var så søde at jeg ville dele dem med jer.
Først er der jo lige det her med vejret: Det er genialt! Man kan blive lidt flot solskoldet, og ingen har rigtig noget tøj på. Det giver jo dejlig mulighed for at vise noget af sin flotte krop og gøre sig lidt til. Hvem ville f.eks. ikke godt kysse ham her?
Jeg mødte en fyr, som bare var glad for spille Jimi Hendrix på sin guitar. Det var det eneste han kunne, men for Dylan hvor var han også bare god til det! Han spillede lige Little Wing og delte kys ud (bedste score-taktik? Det tror jeg nok!)
Skatescenen er et helt indlæg værd bare i sig selv, så her får du bare et lille billede, som jeg tog.
Det er bare så sjovt det hele, og jeg ville ønske I var her allesammen, men jeg må vist nøjes med de 100.000 geniale mennesker, der er her nu. Glæd jer til mere lol herfra meget snart.
Vi er fortsat rørende enige med Neil Young: Roskilde Festival er den bedste festival på kloden. Derfor har vi nu pakket vores diktafoner og notesblokke og sadler igen op til endnu en omgang hæsblæsende herlighed, når det hele går løs fra i morgen.
Mediebyen åbner dog først onsdag, så det er begrænset, hvor aktive vi kan være indtil da, men derefter lover vi at være på pletten, når der er noget værd at rapportere hjem om. Det er der helt sikkert. Hele tiden.
For et par år siden til Took It så jeg for første gang Clipse, the pioneers of the coke rap, live. Det var festivalens højdepunkt. Train var pakket, og gruppen leverede et fantastisk underholdende show med vanlig knivskarp levering godt hjulpet på vej af de minimalistiske Neptunes produktioner, der passer så perfekt til de to brødre, Pusha-T og Malice. Da var der absolut ingen utilfredshed at spore blandt det århusianske publikum.
Det undrer mig derfor meget, at der ikke er mere end 60-80 mennesker til stede, da Clipse mandag aften går på scenen til tonerne af “Freedom” fra den nye plade. Hurtigt står det dog heldigvis klart, at hverken Pusha eller Malice har tænkt sig at lade dét faktum spolere aftenen. Forreste række gør sit for at få stemningen hevet i vejret, og brødrene gengælder ved at henvende sig mere direkte til den håndfuld drenge, der rapper med.
Da beatet til en personlig favorit, “Cot Damn,” går i gang, og Malice indleder sit vers med upåklagelig mikrofonkontrol, trækker jeg helt op foran for at tage del i festen. Clipse koncentrerer sig fortsat ihærdigt om at levere varen til de få ægte fans til stede og tager ikke notits af resten. Det forstår man egentlig godt.
Ikke desto mindre fortsætter gruppen, som Helge Frandsen også fint bemærker, ganske upåagtet og leverer et gennemført professionelt show, hvor især det indlysende singlevalg “Kinda Like a Big Deal” og ikke mindst “Grindin” må nævnes som højdepunkter. Efter “Popular Demand” forlader Pusha og Malice scenen. Ingen ekstranumre. Som min sidemand bemærker: “De gad sgu ikke lige spille mere for elleve mennesker.”
Og dét forstår man fandme også godt. Tak til Clipse.
Search
About
You are currently browsing the earcandy weblog archives for the earcandy.dk category.
