Yoni Wolf er på alle måder et interessant bekendtskab. Som frontmand i Why? har han både rappet og sunget falset. Om hvordan det er føle, at man er mere som en landmine end som en ladies man. Om at sende sexede SMS’er til sin ex-kærestes nye mand, fordi man kan, og om at forfølge unge kvinder for så at benægte, hvis det bliver opdaget. Han er desuden inspireret af både Joanna Newsom og Lil Wayne og entusiastisk Dylan fan. Det har jeg talt lidt med ham om. Efter hoppet.
I aften har Århus den store fornøjelse at præsentere to indie-navne samme aften.
På VoxHall spiller James Mercer/DangerMouse-projektet Broken Bells. Grundet de to herrers forbindelser til bl.a. Gnarls Barkley og the Shins, har pladen fået masser af spins af Dj’s verden over, og deres psych-pop skal nok kunne lægge bund for en lækker aften.
På det nyåbnede Atlas spiller Rhode Island-bandet The Low Anthem, som stadig mangler at få deres navn ud til det store publikum, men som har trukket nogle flotteanmeldelser og velfortjent hype på deres plade Oh my God, Charlie Darwin, som er en blanding af klassisk Americana-akustik og smadder-country.
Så hvad der end rokker din jolle, så burde der være noget for dig i aften. Ses!
Den musikalske legestue, der går under navnet Dirty Projectors, er hjertebarn for stifter og frontmand med det fede navn Dave Longstreth. De har igennem tiden udgivet flere albums siden 2002 og line-uppet har skiftet heftigt. Tidligere medlemmer tæller bl.a. de to weekend-vampyrer Ezra Koenig og Rostam Batmanglij.
De har i lang tid været en velholdt hemmelighed for det brede publikum, indtil start-2010 hvor den BNM’ede Bitte Orcaudkom og tog hele indie-verdenen med storm med sin impro-agtige lyd og geniale vokalarbejde. Dirty Projectors spillede på Odeon scenen kl. 22 om fredagen.
Menneskemængden var til at tage og føle på et kvarter før start, og mange af mine sidemænd stod allerede og forsøgte sig i Longstreth’s snørklede vokal. Da bandet gik på var jeg selv afventende, for helt ærligt, så kunne meget af det de kan på pladen godt lyde umuligt at gengive live. Heldigvis fik jeg da vanvittigt uret.
Hele ensemblet var tændt, og rockede max igennem. Line-uppet bestod af to guitarer, bas, trommer, vokal og 3 “korpiger”. De kan dog ikke rigtig kaldes korpiger, da de dominerer mindst lige så meget i lydbilledet som Longstreth selv, og de får også flere gange lov til at synge helt uden Longstreth.
Personligt har jeg svært ved at sætte en finger på noget rent musikalsk, de havde allesammen ild i øjnene hele vejen igennem. Igen må især nævnes de tre korpiger, som gav mig vilde kuldegysninger med deres kringlede simultane fraseringer.
Denne koncert står personligt tilbage for mig som en af de mest fuldendte oplevelser, hvor mad-skills på instrumenter gik lige op med et publikum der var parate til at blive tændt på lige præcis den rigtige måde.
Husk endelig også at læse vores interview med smukke Angel Deradoorian fra bandet.
Beck har travlt. Det har han. Anti-folkerens sidste nye projekt har været at producere, skrive og mixe Charlotte Gainsbourgs BNM‘ede album IRM. Men han har altså stadig en masse på sin tallerken. Mums. Continue reading ‘Hvad mon der sker i Becks studie?’
Et bands vigtigste aktiv er deres fans. Det kan vi hurtigt blive enige om. Hvem skal ellers komme til koncerterne og købe plader og mærkeligtmerch? Et band kan jo være nok så godt, men hvis ingen gider høre det, er hele projektet dømt til at crashe og burne.
Derfor er Fanfarlo meget priviligerede. Et par okay, men ikke prangende anmeldelser af debuten “Reservoir” og generelt ikke meget eksponering i de danske musikmedier, og der dukker alligevel 200+ mennesker op for at se dem på VoxHall. Det er fedt, synes jeg.
På onsdag den 3. februar spiller Fanfarlo på VoxHall i Århus.
For mange måneder siden, læste jeg på vores geniale broderblog Börneblogger om et band ved navn Fanfarlo (det var det her jeg læste), og tænkte det skulle tjekkes ud, og siden da har jeg ikke været i stand til at slippe det!
En dejlig blanding af Arcade Fire, Clap Your Hands Say Yeah og Beirut plus en masse andet, er hvad inspirerer kvintetten (det er altså dem på billedet, selvom der er 6 mennesker WTF?), og det lyder skidesmukt, for at sige det ligeud.
Jeg er ret ekstatisk over koncerten, og det kunne du jo også blive, hvis du lige tjekkede de her numre ud:
Den officielle video til “The Walls Are Coming Down”
Tirsdag den 1. december spillede The Raveonettes på VoxHall Århus.
Først et lille sidespring:
Hvis alle numrene på In and Out Of Control var fodboldspillere, så ville de være Real Madrid eller sådan noget. Det er hvad jeg vil kalde en gedigen plade, hvor det hele er solidt og velspillet. Raveonettes når det er bedst.
Before the jump:
Det er ikke genialt, men det er seværdigt, og det er sjovt at huske Neil Young når man hører Figurines og alle de andre rødder. Hvis du ikke er læse-anmeldelser-typen og savner youtubematerial har Soundvenue en ret cool hjemmevideo med Hjelm og Jens Ramon og hvis du er sådan en ren-lyd-type så har Figurines gjort et eller andet med Facebook og en fantastisk sang
Tidligere har jeg med stor begejstring skrevet om amerikanske Best Coast her på siden. Bag kunstnernavnet gemmer der sig 22-årige Bethany Constantino, der, som enhver anden kvinde med respekt for sig selv, giver udtryk for et indgående kendskab til både Pavement og Seinfeld.
Best Coast er bosat i Los Angeles, og her har hun for nylig optrådt med lokale lo-fi helte som Wavves, The Smell og Abe Vigoda. Indtil videre er det ikke blevet til mange shows udenfor staten, men måske får vi snart mulighed for at opleve hende på vores breddegrader. Hvem ved? Det gør du, hvis du læser interviewet (Cliffhanger suspense!). Continue reading ‘Interview med Best Coast’
Search
About
You are currently browsing the earcandy weblog archives for the indie category.
