Stemningsrapporter fra midtugekoncerter med Broken Bells og Shearwater på Voxhall efter hoppet.
Archive for the 'live' Category
I aften har Århus den store fornøjelse at præsentere to indie-navne samme aften.
På VoxHall spiller James Mercer/DangerMouse-projektet Broken Bells. Grundet de to herrers forbindelser til bl.a. Gnarls Barkley og the Shins, har pladen fået masser af spins af Dj’s verden over, og deres psych-pop skal nok kunne lægge bund for en lækker aften.
På det nyåbnede Atlas spiller Rhode Island-bandet The Low Anthem, som stadig mangler at få deres navn ud til det store publikum, men som har trukket nogle flotte anmeldelser og velfortjent hype på deres plade Oh my God, Charlie Darwin, som er en blanding af klassisk Americana-akustik og smadder-country.
Så hvad der end rokker din jolle, så burde der være noget for dig i aften. Ses!
Den her kan godt holde til et lyt mere:
Og den her er god at stene til:
Der var nogen der havde hørt, at jeg godt kunne lide øl, så de kom øl i min øl, så jeg kunne drikke mens jeg drak. Ergo var humøret højt da vi ankom til Caribous kickass koncert ’round about 23. Daniel Victor Snaiths en-mands-BNM-projekt er i mine (indie)øjne Trailparks største bookinghit - på en måde Trailerparks Prince. Koncerten mindede mig om samme Princes credo fra Roskilde: “Real music by real musicians”. Caribous beats passer fint ind i Trailerparks latenight profil, men koncerten var herligt rocket (og langt mere mig end pladen). En lettelse efter knap en uge i DJ-land - bare det at klappe mellem numre igen var dejligt.
Fire mand: guitar, trommer, bas og Snaith på skiftevis synth/trommer/guitar. Progget tekno med korhamonier og Whole Lotta Love-agtige breaks. Det ene øjeblik lød bandet som tidlig U2 og det næste var alting støjpoppet. Trommeslageren havde en skæg rocket gimmick med at markere alle lilletrommeslag ved at løfte stikken højt op, holde den, droppe hårdt. Hele bandet så ud som om de havde det sjovt, og publikums (mine) arme var i vejret. Måske var det ikke meningen at det skulle runge så meget som det gjorde, men hey, sådan går det når man spiller i en skatehal, og mig gjorde det ikke noget. Tværtimod. Efter koncerten gjorde skatehallen det muligt at kure ned af en 6 meter høj vert-rampe på fatboys og skrige “WÅÅÅÅ!!!”. Godt jeg var fuld. Senere spillede Trailerpark Allstars (DJs fra tidligere års festivaler) op til dans, og jeg havde ærligt indrømmet svært ved at stå stille til Djuna Barnes og Trentemøllers partysæt (kan vi lige få lidt mere af det dér “Last Night” mega højt?).
Efter Allstars går alting op i cykelhat og papnæb. Festivalen lukker mens en eller anden stjæler en flaske Jack Daniels og en anden eller tredje holder morgenfest. The rest is tømmermænd.
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Caribous Kraftwerk-agtige “Leave House”
SING IT! I LIKE FUNKY MUSIC! I LIKE FUNKY MUSIC! SING IT NOW!
Vi synger det. Tusindvis af ellers udfestede festivalister finder de sidste hop, håndklap og huj frem i anledning af Princes pop-rock-funk-gospel-show. Jeg har feber og jeg hoster og det er koldt og jeg er langt hjemme fra, jeg kan ikke mere, og jeg kan slet ikke finde ud af at skrive en ordentlig anmeldelse. “Nothing Compares 2 U” var virkelig smuk. “Let’s Go Crazy” var det vi gjorde. “Purple Rain” er en EPIC popsang, og vi stod lige 65000 mennesker og hujede guitarsoloen.
Prince gik til og fra scenen adskillige gange, men alligevel sluttede showet næsten ikke - sidste sang breakede og startede igen og igen, Prince blev ved med at kommandere lysmanden: “TURN ON THE LIGHTS! I WANNA SEE YOU!” Og hver gang spottet blev tændt røg hænderne i vejret og festen fortsatte. Jeg har fundet en setliste (og den er pænt WIN) og takker ærbødigst og personligst af herfra. Here’s looking at you, Roskilde ‘010!
Main set
Let’s Go Crazy
Delirious
1999
Little Red Corvette
I Like Funky Music
Controversy
Le Freak
Why U Wanna Treat Me So Bad
Take Me With U
Guitar
Angel (cover Sarah McLachlan)
Lean On Me (cover Bill Withers)
Nothing Compares 2 U
Purple Rain
Encore 1
Mountains/Shake Your Body
Encore 2
Kiss
Dance 4 Me
PS.
Overvej lige Asteroid Galaxy Tours livetwit:
Prince is the FUNK!!!! Roskilde festival main Stage right Now… Yo yo yo this is crazy…the shit
ÅRETS KONCERT (hverfald til Prince eroberer mit hjerte mañana hehe) uden tvivl og OMG om ikke den lige blev leveret af PATTI SMITH om hvem det på wiki hedder sig at hun 2005 “was named a Commander of the Ordre des Arts et des Lettres by the French Minister of Culture” og i 2007 “was inducted into the Rock and Roll Hall of Fame”. Legend, ladies and gentlemen, og jeg har lige set hende med mine egne øjne og ører.
“Fedt… Ja pladsen er måske endda lidt for god men det bliver fedt” - sådan svarer Rugaard på min tekst om at “jeg er front pit 2 til højre”, og han har sjovt nok ret. 1) Der er for god plads (HOMOSEKSUELLE MENNESKER I ER SØDE NOK MEN SERIØST, VAMPIRE WEEKEND OVER PATTI SMITH? TA’ DEN PIK UD AF MUNDEN) og 2) det bliver FANTASTISK.
“JESUS CHRIST WAS A NIGGER! JACKSON POLLOCK WAS A NIGGER! WE ARE ALL NIGGERS! NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER!” Alt Patti Smith siger er direkte til quote (you’ll notice the overskrift) og det ved jeg på forhånd, for jeg havde æren og fornøjelsen af at se verdens måske bedste rockdokumentar nogensinde (hvis du kan lide Don’t Look Back og så’n i hvert fald) Dream of Life i forgårs.
Patti Smith har (som fx Morrissey years before (of refusal)) fået tildelt den utaknemmelige spilletid 16:30, men heldigvis viser det sig ikke at gøre noget. Fra A til B sparker madammen nemlig røv, og det er 1) fra 16:30 og mindst halvanden time frem og 2) en koncert der må få ad-skil-lige anmeldertyper til at fortryde deres insisteren på at kalde Patti Smith “punkdronning” (rly l0l).
Patti Smith er en regulær intellektuel ROCK’N'ROLL-dronning hvis hun absolut skal være noget, og hendes ideologi er væsentligt tættere på Kerouacs (og Walt Whitmans) religiøse beat-filosofi end på FUCK SOCIETY JEG ER SUR-punk. Det hedder sig at “we shall live again” og Patti Smith gentager under koncerten poetiske oder til livet og naturen. Dengang jeg gik i 7. klasse var der hippieer og punkere, og nu hvor jeg er ældre viser det sig, at Patti Smith er begge.
For 10 år siden døde 9 mennesker foran Orange, og det er en tragedie. Da Patti Smith i forgårs holdt en smuk (jeg fik lige kuldegysninger) tale og sang to sange, var den ene sang “Beneath the Southern Cross” - og det er en helt fantastisk sang, som især handler om afdøde Robert Mapplethorpe (nu hører du lige den sang og læser teksten og indrømmer at du næsten græder). En anden af Pattis afdøde venner leder koncerten i retning af en regulær Ramones/Chuck Berry-punket sang om døde mennesker. Tjek den her tekst:
“Hey,” Herbie said, “Tony, can you fly?”
But Tony couldn’t fly, Tony died
Those are people who died, died
They were all my friends, and they died
Det virker smukt emo, men åbenbart kan det leveres PUNK! Smith synger sig gennem et fint cover, og under koncerten får vi (GAVER!) desuden Play With Fire og Perfect Day.
People have the Power og “ANYTHING IS POSSIBLE. I CAN’T PLAY THE GUITAR AND I’M FUCKING UP HERE!”. Patti spytter på scenen, vælter mikrofonstativet 100 gange (og stakkels roadie skal hele tiden rejse det op), går en tur ud blandt publikum og slutter shows med et BRAG; detvilsige Rock’n'roll NIGGER og GLORIA. Seriøst, jeg kan umuligt skrive mere, for jeg kan ikke få armene ned
; - )
Den musikalske legestue, der går under navnet Dirty Projectors, er hjertebarn for stifter og frontmand med det fede navn Dave Longstreth. De har igennem tiden udgivet flere albums siden 2002 og line-uppet har skiftet heftigt. Tidligere medlemmer tæller bl.a. de to weekend-vampyrer Ezra Koenig og Rostam Batmanglij.
De har i lang tid været en velholdt hemmelighed for det brede publikum, indtil start-2010 hvor den BNM’ede Bitte Orca udkom og tog hele indie-verdenen med storm med sin impro-agtige lyd og geniale vokalarbejde. Dirty Projectors spillede på Odeon scenen kl. 22 om fredagen.
Menneskemængden var til at tage og føle på et kvarter før start, og mange af mine sidemænd stod allerede og forsøgte sig i Longstreth’s snørklede vokal. Da bandet gik på var jeg selv afventende, for helt ærligt, så kunne meget af det de kan på pladen godt lyde umuligt at gengive live. Heldigvis fik jeg da vanvittigt uret.
Hele ensemblet var tændt, og rockede max igennem. Line-uppet bestod af to guitarer, bas, trommer, vokal og 3 “korpiger”. De kan dog ikke rigtig kaldes korpiger, da de dominerer mindst lige så meget i lydbilledet som Longstreth selv, og de får også flere gange lov til at synge helt uden Longstreth.
Personligt har jeg svært ved at sætte en finger på noget rent musikalsk, de havde allesammen ild i øjnene hele vejen igennem. Igen må især nævnes de tre korpiger, som gav mig vilde kuldegysninger med deres kringlede simultane fraseringer.
Denne koncert står personligt tilbage for mig som en af de mest fuldendte oplevelser, hvor mad-skills på instrumenter gik lige op med et publikum der var parate til at blive tændt på lige præcis den rigtige måde.
Husk endelig også at læse vores interview med smukke Angel Deradoorian fra bandet.
Jeg tror alle har tænkt (/vidst) at der var et eller andet besonderes over at LCD Soundsystem skulle spille lille Cosmopol. I hvert fald har Cosmopol en cirkus kapacitet på 6000 mennesker, og cirka samme antal nød nok koncerten udenfor teltet. Arguably er der tale om en Malk de Koijn-på-Arena-i-stedet-for-Orange-ting, for Cosmopol er the place to the party - og party vi gjorde. Råbte i kor, smed bukserne i varmen og sang med og med.
Jeg sidder ved siden af en fyr fra Soundvenue som siger “5 ud af 6″ (og han er i øvrigt skidesød) men jeg tror måske mere jeg vil sige “40% af t-shirt gennemblødt af dansesved” - og det er det jeg kalder en kompliments. Alle folk i min proximity smilede og dansede, og der var grund til intet andet. Jeg ville ønske en eller anden havde smidt mig en setliste, men det jeg primært husker er, at drengene spiller omtrent 8 numre. Til gengæld tager sing-a-long-åbneren Us v Them 10 minutter, og derfra er lagt en form for linje.
Hits 4 kids #2 er Drunk Girls, og hvis der fandtes mennesker, der ikke dansede før, gør de det rigtig meget nu. LCD Soundsystem er James Murphy + seks no-names, hvoraf tre spiller trommer og percussion. “Jeg vidste sgu ikke de var så tromme-orienterede”, siger min sidemakker. Jeg havde det på fornemmelsen. Det er i hvert fald derfor alle folk danser hele tiden.
Når jeg havde den slags på fornemmelsen, er det selvfølgelig fordi jeg er en farligt bad-ass blogger med bunker af edge, som hele tiden ved hvad det dér fede er, og hvad som er pænt lamt (JEG ER HØFLIG SIGER DET IKKE). Murphy out-edger som tidligere Seinfeld-forfatter de fleste mennesker på kloden, men generøs som han er, afsluttes en særdeles dansabel koncert med bekendelses-oden Losing My Edge (”I was there when Captain Beefheart started up his first band/I told him, “Don’t do it that way. You’ll never make a dime”/I was there”).
Meget var Murphy, men han var der sgu ikke til de første Can-koncerter i Köln. Til gengæld ved han også godt, at det i grunden egentlig ikke er det, som hele livet handler om. Og det er derfor jeg griner med ham, når han synger Losing My Edge, og får kuldegysninger, når han smider attituden og synger Someone Great og All My Friends:
Though when we’re running out of the drugs
And the conversation’s winding away
I wouldn’t trade one stupid decision
For another five years of life
(Where are your friends tonight?)
Sidste år deltog vi i festlighederne live bloggin’ fra mediebyen og interviewede Marnie Stern og The Very Best og var glade og fulde til koncerter med Oasis, Frightened Rabbit, Malk de Koijn og Nick Cave og meget mere.
Vi er fortsat rørende enige med Neil Young: Roskilde Festival er den bedste festival på kloden. Derfor har vi nu pakket vores diktafoner og notesblokke og sadler igen op til endnu en omgang hæsblæsende herlighed, når det hele går løs fra i morgen.
Vi glæder os til at se fx Patti Smith, Prince, C.V. Jørgensen, Beach House, LCD Soundsystem, Dirty Projectors, Brother Ali og går ikke hjem før vi har interviewet Japandroids, The National og Pavement (hehe håber).
Mediebyen åbner dog først onsdag, så det er begrænset, hvor aktive vi kan være indtil da, men derefter lover vi at være på pletten, når der er noget værd at rapportere hjem om. Det er der helt sikkert. Hele tiden.
God festival.
Velkommen til Theatre of Death! Alice Cooper indtager scenen med et vildt teaterstykke, fede effekter og endnu federe shock rock.
Continue reading ‘Alice Cooper live - Rocky Horror Theatre of Death!’
Spændingen stiger og stiger i takt med at jeg nærmer mig Casa Arena i Horsens. Dette bliver anden gang inden for et år at jeg skal opleve, heavyboogie stomp guderne, AC/DC! Opleve siger du? Ja, opleve! Der er en grund til at de her gutter fra down under stadig fylder stadions over hele verden. De er noget af det bedste rock & rul scenen kan tilbyde.
Continue reading ‘Højspænding i Horsens - ingen vekselstrøm i valsen!’
