Stemningsrapporter fra midtugekoncerter med Broken Bells og Shearwater på Voxhall efter hoppet.
Archive for the 'lyd' Category
Torsdag aften leverede Uriah Heep varen på Posten i Odense. En enkelt flot midaldrende fyr med mullet vinder aftenens publikumpris, idet han under hele koncerten stod med armene i vejret, lukkede øjne og sang med. Party like it’s 1972.
Hørt udenfor efter koncerten:
Mand: Fik du det dér plekter af guitaristen?
Kvinde: Ja! Jeg fik Ian Paices trommestik tilbage i 80′erne, men den kan man sgu ikke have om halsen.. nu kan jeg lave et hul heri, og så gå med det. Men hvad siger du, det er sgu lang tid at stå uden at få en smøg?
Mand: Ja.. Jeg må indrømme, jeg tog godt nok lige en under “Easy Livin’”
Guitaristen Mick Box er eneste medlem, der har været med siden debuten fra 1970, men bandet har med nuværende lineup, med undtagelse af trommeslageren, været sammen siden 80′erne, hvor de som det første band fra Vesten optrådte i Sovjetunionen! Senest har de i 2008 udgivet ”Wake the Sleeper”.
Før koncerten fik Earcandy sig en snak med Phil Lanzon fra gruppen.
Well well måske ikke. Men midt i september udkommer en plade, jeg glæder mig rigtig meget til. Havoc, 9th Wonder, Black Milk, Marco Polo og Illmind (han er vild!) på beats og de to legender på raps. Første single er ude med en flot video. KRS og Buckshot har en ting eller to at sige om, hvordan industrien fungerer, (”Kris, tell ‘em why it’s more like a factory”) og det rokker jolle.
In other hip-hop news:
Malk de Koijn spiller ikke (?) i Thy-lejren.
DJ Cars10 har lavet et fedt mixtape.
I aften er sidste warm-up-party-night, og som følge af det herlige vejr, er vi også efterhånden alle varmet godt op. Når det hele bliver for meget og kroppen bliver forbrændt, kan man tage sig en iskold skyller i de opstillede skurvognsfællesbade (anbefales herfra brandvarmt) eller hoppe i grusgravssøen (nothing compares).
Et sted man overhovedet ikke skal gå hen for at undgå varmen er Roskilde Cinema. Film fungerer nu engang bedst i mørke lokaler, og Cinema er derfor bygget op omkring et kæmpe lukket dobbelttelt. Et dobbelttelt med utroligt mange mennesker (tusind?) indeni og bagende sol udenpå. Det er lummert, det er meget lummert, det er virkelig virkelig lummert. Men nu skal det hele jo heller ikke handle om temperaturer, og jeg bemærker straks at der er mange gode grunde til at tage i biffen på Roskilde. Personligt har jeg so far set 3 film (man har overraskende god tid på Roskilde).
Man Ooman, en helt vild doku om dancehall på Jamaica - hermed anbefalet videre.
(jeg vidste ikke de dansede sådan hele natten på Jamaica…)
De Vilde Hjerter. En dejlig knallertbandefilm som du sikkert allerede ved alt om (ellers synes jeg du skal se filmen). Efter filmen var der stor mobilfest ude foran (arrangeret af Rust, tror jeg) hvor flere af bandemedlemmerne deltog. AK-81: LEARN!
The Dark Knight. Actionbombe, and you know it! Nu sker der generelt mange sjove ting på Roskilde, men som en overraskelse for mig, havde jeg nogle af mine so far bedste ‘09-moments under Batmanfilmen. Der er så meget stemning i den bif! Selvom alle sad og kampsvedte og havde tømmermænd og the lot, var der ikke en Joker/Ledger-scene der ikke scorede kæmpe applaus. Når Batman tæskede tyvene? Applaus! Hujen! Pift! “KOM SÅ BATMAN!!!”. Hver gang Bruce Wayne viste player-skillz (fx ved at eje den restaurant som Harvey Dent og Maggie Gyllenhaal spiser på) eller Batman gik på kompromis med sine værdier (fx ved at totalovervåge samtlige Gothams borgere) blev der chantet: “U.S.A! U.S.A! U.S.A!”
Mine to yndlings-shoutout-moments blev leveret af et hold århusianske filosofistuderende med baretter (clever guys, indeed). Ved filmens allerførste klip med Maggie G (cirka femten minutter inde) råbtes prompte: “HUN DØR!”. Herlig spoiler + når man kender slutningen går det fra ACTION til TRAGEDIE - artsy, ikke sandt? Næste geniale shoutout tog også udgangspunkt i Gyllenhaals totalt anonyme rolle. Jokeren leder efter Harvey Dent til Bruce Waynes fundraiserfest (der via cashflow skal sikre Harvey en valgsejr: USA! USA! USA!) og går rundt og truer folk. Maggie afbryder ham: “Now stop!” og en gæv filosof fortsætter i salen: “HAMMERTIME!”. Helt genial comment og topprofessionelt leveret, jeg vil øve mig og bruge den så snart jeg selv får chancen. Salen brast i latter, og spasmageren fik rundhåndet applaus. En franskmand ville måske blive fornærmet på filmmediets vegne, men Batman er en amerikanerfilm, hvor amerikanertraditioner (grindhouse?) fungerer fremragende.
I morgen tidlig skal jeg ind og se WALL-E og sidde og tudbrøle mine tømmermænd ud (det er sgu en smuk film). Til da: FESTIVALSFESTER!!!
Rygtet spredes hurtigt, der er rave ved agora C. Folk er fyldt med kærlighed og knæklys, der danses med hjertet. DJ-pulten er en kiste fra Camp Coffin, med hjul, øl og smøger. Et regulært karneval etableres og pludselig er vi 200 mennesker der danser af ren glæde. Vognen når hele West rundt før vi ender på boldbanen. Vi har sunget We Are Your Friends i kor, og nu går det løs med 2 festival klassikere: Rage Against The Machine og Michael Jackson. Love er i luften og fællesfesterne er kun lige begyndt.
Min cameraphone er desværre blevet væk (and wouldn’t it be my luck…) men jeg kan fortælle at de billeder jeg tog så cirka sådan her ud:
Det var med Mos Def i gruppen Black Star, at Brooklyn-rapperen Talib Kweli for alvor blev anerkendt i hiphop undergrunden i slut 90′erne. Gruppen nåede kun at lave en enkelt plade men rygter om en opfølger har floreret lige siden. Efter bruddet med Mos Def fortsatte Talib samarbejdet med produceren Hi-Tek under navnet Reflection Eternal. Deres debut plade, ”Train of Thought,” udkom i år 2000 og blev – akkurat som Black Star projektet - modtaget flot af pressen. I år udkommer den svære toer.
Talib har derudover udgivet tre soloplader, hvoraf den første, ”Quality,” bl.a. indeholder hans største hit, ”Get By,” produceret af verdensstjernen Kanye West. Efterfølgeren ”The Beautiful Struggle” og den seneste plade, ”Eardrum,” er trods produktioner fra hitmagere som will.i.am og The Neptunes alligevel ikke helt nået ud til det brede publikum.
Sammen med Mos Def har Talib i øvrigt stået i front for Nkiru Center for Education and Culture, hvor målet har været at bekæmpe analfabetisme i ghetto-miljøerne i Brooklyn.
Tirsdag aften spillede Talib så på Voxhall med sine nye labelmates under navnet Blacksmith Soundsystem. Efter koncerten fik Ulla og jeg lov til at interviewe ham, og det blev til en interessant snak om alt fra filosofi til autotune. Continue reading ‘Interview med Talib Kweli’
High Places, Musikcaféen, lørdag d.4 april
High Places er Mary Pearson på vokal og Rob Barber på samplere, percussion og alt muligt andet. De er vitterligt kun de to. Intet backing band, ikke engang en manager. De må altså selv bære deres grej, finde frem og tilbage fra spillesteder og svare på mails fra folk, der vil have interviews. De har nu fået et pladeselskab og booking agent, men de har været vant til at klare det hele selv.
For nylig er de flyttet til Los Angeles, hvor huslejen ifølge Rob er en tredjedel af den pris, de måtte slippe i New York. De lever (næsten) af at lave musik, men hvis de er helt på røven, har de begge muligheden for at lave noget freelance arbejde. Mary har gået på musikskole og indspillet i et studio før, Rob har gået på kunstskole og har aldrig indspillet udenfor sit soveværelse.
High Places er blevet til i den lejlighed de delte i New York. Debutpladen, der udkom sidste år, er indspillet og mixet hjemme ved hjælp af et ældgammelt program, som Rob købte for en 12-13 år siden på to floppy discs, og den løsning virker de begge fortsat tilfredse med.
Det simple setup har selvsagt sine begrænsninger. Især trommer kan være besværlige at indspille, forklarer Rob. Alligevel kan han ikke forestille sig, at det skal gøres på andre måder. Karakter og personlighed får numrene netop af at være hjemmelavede. Det er denne tilgang til musikken, der er vigtig for bandet. Det handler ikke om at bryde reglerne og normerne for hvordan man laver musik men om at udforske alternativerne.
Mary er uddannet fra en musik skole, hvor der har været en klar idé om hvordan musik skulle laves, og hun har efterfølgende følt en trang til at bevæge sig væk fra denne stringente og strukturerede tilgang til musikken. Hun forklarer: ”There is a lot to be gained from that but then you finish school and want to do what you were told not to do,” og Rob indskyder: ”Unlearn it!” De bliver enige om, at det nok vil være for mærkeligt at gå i et studio, hvor de ikke har fuld kontrol over det endelige produkt.
Et er at sidde og fifle med lyde og optagelser hjemme i lejligheden, noget helt andet er at tage på turne på den anden side af Atlanten og spille foran et publikum hver aften.”It’s like we’re two different bands. When we’re doing one of the bands, we miss the other one,” svarer Mary, da jeg spørger hvad de foretrækker. Deraf følger det, at de glæder sig meget til at komme hjem og igang bag deres computer igen, hvor nye ideer og sketches skal afprøves.
Jeg nævner overfor dem, at min computer og internetforbindelse er grunden til, jeg kender til dem. Både Rob og Mary er klar over, at havde det ikke været for internettet, var de nok heller ikke blevet booket til steder som Sydamerika, Japan og Danmark, men det er ikke noget de selv bruger til at opdage nyt musik. De forsøger at gå så meget ud som muligt, og det er til koncerter eller gennem fælles bekendte, de har mødt mange af de bands de efterfølgende har turneret med. Bands som No Age og Deerhunter.
I hjemlandet er de vant til at spille væsentligt kortere sets, fordi flere bands er på plakaten. Mary fortæller, at de har spillet en del i mindre byer, hvor der ikke har været et ordentligt spillested, og så har det været naturligt at optræde i forladte bygninger eller endda private huse: ”Quiet shows in the living room and loud shows in the basement.” (!!) Det har ofte været arrangeret af et par venner eller bekendte, og de har typisk kendt andre bands på plakaten. Noget anderledes er det at være hovednavn i et land man aldrig har været i før, men det tager de som en udfordring og synes, det er fedt.
High Places virker ikke synderligt bekymrede over ikke at kunne leve af at sælge plader: ”It forces you to be a real person,” siger Rob og forklarer, hvor vigtigt det er, at de ser verden, turnerer og rent faktisk møder de mennesker, der lytter til musikken. De tager sig også gerne tid til at se den by, de skal spille i. Denne dag i Århus har vejret været perfekt og Rob og Mary har haft god tid til at kigge sig omkring – de har været i Route 66 for at kigge på reggaeplader, de har spist en falafel i latinerkvarteret og efter eget udsagn gået en allerhelvedes masse i en by, som de føler, de ikke kan fare vild i - måske man har set to turistlignede typer rende rundt og været fascineret af de gamle bygninger nær Mejlgade.
Jeg sidder her i dette øjeblik virkelig inderligt og håber, at der dukker folk op til dette arrangement. Der er godt og vel ved at være en time til koncertstart, da jeg er ved at være færdig med interviewet og kun mangler den efterhånden obligatoriske multiple choice personality test, og Rob næsten lidt nervøst spørger: “You’re sticking around, right?” Jo for fanden!
Aftenens DJ på Musikcaféen er kollega Martin Börneblogger, der selv er ret vild med High Places, og for at undersøge hvor enig han er med dem, får han også lov til at tage testen. Marys valg er markeret med et “M“, Robs er markeret med et “R” og Martins er markeret med et “B“.
(R,B) David Bowie - Iggy Pop (M)
(M) OK Computer - Kid A (R, B) (Rob foreslår dog først: “Creep?”)
CD - Vinyl (M, R, B)
(B) Beach Boys - Beach House (Mary foreslår: “House Boys?” Rob: ”NOT FAIR!”)
(M, R) Cats - Dogs (B)
(M, R, B) Hiphop - R’n'B
(M, R, B) Brian Eno - Phil Spector (Robs kommentar: “I would love to say Phil Spector except that he is in jail for murder. Brian Eno is not dangerous to women”)
Big Venues - Small venues (M, R, B)
LOTR - Star Wars (M, R, B)
(B) Freaks - Geeks (M, R)
Aviators - Wayfarers (M, R, B)
(B, M) Hawks - Doves (R)
(M, R) Aphex Twin - Animal Collective (B)
(B) TV - Radio (R, B) (Martin bemærker dog, at det eneste han ser er Animal Planet)
High Places overrasker ved at være internt uenige, Martin overrasker ved at være meget kompatibel med High Places, og endelig overrasker det, at High Places klart foretrækker Aphex Twin over Animal Collective.
PS: High Places har en fin myspace lige her for folk, der ikke lider af epilepsi. Tjek fx det flotte From Stardust to Sentience.
PPS: Der kom dejligt mange mennesker til koncerten!
TORBEN ULRICH/SØREN KJÆRGAARD DUO
Musikcaféen i Århus, onsdag d. 25. marts 2009
Der er tæt pakket på Musikcaféen da jeg gør entré, det er akkurat muligt for mig at få en udmærket plads bagest midtfor. Man skulle ellers ikke umiddelbart tro, at så mange århusianere var vilde med avant garde jazz, og rygtet vil da også, at det er det første af Sun Ships arrangementer, der er udsolgt. Årsagen til fremmødet skal sandsynligvis findes i aftenens karismatiske hovedperson: Torben Ulrich. Tennisstjernen, buddhisten, digteren, maleren, filosoffen, jazzklubstifteren og i aften digtoplæsningsimprovisatoren og altmuligpercussionisten Torben Ulrich. Med sig har han den 50 år yngre Søren Kjærgård, en internationalt anerkendt jazzpianist, der tidligere har samarbejdet med både jazzstjerner og rockpoeter (og sin trommende fætter Kresten Osgood i vrøvlerapgruppen Ikseltaschel).
Før musikken starter bruger Ulrich og Kjærgård ca. en halv time på at forklare hvad det hele egentlig handler om. Musikprojektet “Suddenly, Sound: 21 Songlines For Piano, Drainpipe etc.” that is. Det er vævende og svævende og spændende og alt i alt noget med at udforske livet og lydens 5 elementer via improvisationer med udgangspunkt i 21 sanglinier og musikstykker, leveret på flygel, nedløbsrør og alskens alternativt percussion fra de to herrers respektive ‘bags of magic tricks’. Jeg når at forstå så meget som at det især er vigtigt at vi lytter. Ikke som den simple modsætning af at holde sig for ørene, men at vi forsøger at blive os vores lytning bevidst og ubevidst. Vi skal undersøge musik sammen, vi skal undersøge lyden og lytningen. Vi skal zu den Sachen selbst! Vi skal høre lyden i sig selv, finde selve lytningens idé.
Giver det nogen mening og er det nogenlunde ladsiggørligt? Og hvordan gør man så rent praktisk det? Torben Ulrich har bl.a. fundet inspiration i den russisk-armenske ’spirituelle guru’ (in lack of a better clue/name) G. I. Gurdjieff og hans mange øvelser. Én Gurdjieff-øvelse bestod i, forklarer Ulrich, at folk løb omkring eller passede deres ting. Gurdjieff overvågede dem, og pludselig råbte han “STAAAANDS”. Torben hæver stemmen og råber op, så alle får et chok. “På den måde bliver man bevidst om sig selv, den bevægelse man var midt i, det at gøre noget”. Analogt musikalsk kan man blive sig sin lytning bevidst ved at blive afbrudt i den, af larm eller stilhed. Man kan også nærme sig en renere lytning ved at spille musik der ikke refererer til anden musik, så associationsapparatet holdes i ro. En lignende effekt kan opnås ved at benytte sig af instrumenter som fx nedløbsrør, der ikke har nogen længere musikhistorisk tradition/referenceramme.
Under koncerten digter Torben Ulrich til Kjærgårds spændende (måske lidt hypnotiserende og i al fald dragende) spil, først stille, så stærkt, så smukt, så sært. Ulrich bruger dog også megen energi på at lave rytmer eller lydfladebrud ved at rasle og ryste og banke med alskens ‘instrumenter’ fra sin tryllepose. Han lader dem ligge på klaverets strenge, eller hiver fat i strengene, eller kaster dem på strengene. Og alle disse lyde er så højst mærkværdige at man ikke kan lade være med at lade sig optage af dem, delvist forundret og delvist gættende: hvor kommer lyden fra? Hvad er der i dåsen? Er det en glaskugle? En koncert fuld af lyd og eksperiment, så sandt. Men også en humoristisk koncert, hvor både Kjærgård og Ulrich gjorde os bevidste om at de var bevidste om det parodiske element ved at spille på nedløbsrør. På et tidspunkt kastede Ulrich ting efter Kjærgård, forstyrrende hans klaverspil, til stor underholdning for publikum.
I det hele taget var stemningen god, hvilket nok også er en nødvendighed hvis et sådant arrangement skal fungere. I pausen hørte jeg en fyr i baren sige: “Jeg tror det er ligesom med religion. Man skal tro på det før det virker”. Efter andet sæt blev der anmodet om ekstranummer og Kjærgård startede på en boogie-woogie. Et minuts tid inde henvendte han sig til publikum: “I må hjælpe mig lidt, ellers kan jeg ikke!”. Folk begyndte at klappe på 2 og 4. I en skæv solo kiggede Kjærgård igen ud på publikum: “Kom nu, spil bare med!”. Folk begyndte at klappe alle mulige rytmer og Musikcaféen forvandledes i ca. 10 minutters jam til en stor vellydende smeltedigel af forskellige menneskelige rytmer. Det var glade århusianere der efter et både muntert og intellektuelt møde med en legende gik hjem fra en eksperimentaljazz/lyd-koncert. Moralen? Lyden er vi fælles om.
Via tuben kan man se en smuk videooptagelse fra recording sessionen til “Songline 20″
På Søren Kjærgårds hjemmeside kan du høre flere sange fra studieindspilningerne
På Torben Ulrichs hjemmeside kan du læse mere om alt muligt
Og endelig kan man i Fyens Stiftstidende læse en helt fantastisk anekdote (forfattet af et øjenvidne) om Torben Ulrichs tenniskarriere.
