Roskilde er ovre og nu venter vi på Trailerparken. Mens vi venter: news 4 jews!
Continue reading ‘Festivitasty news’
Archive for the 'roskilde' Category
Så er Roskilde overstået, og vi savner det som Puffy savner Biggie. Nu er vi igen reduceret til rastløse nørder, der bruger hele dagen på at se på billeder af katte på vores klubværelser. Det er okay. Min plan for weekenden er at finde noget, der gør mig ligeså lykkelig som denne regnbue gør denne mand. Det må meget gerne involvere andet end alkohol, dåsetun og smølfe-tema i en nabolejr. Så nu går jeg på jagt i flot natur, og så vender vi snart tilbage her på siden i vanlig stil og bloggin’ in the free world. God weekend.
Efter en svimlende smuk og grænseløst foruroligende The National koncert (en eller anden giv lige Matt et kram) gjorde Pavement det umulige og leverede på deres særegne måde et næsten ligeså perfekt liveshow. Det var en sand fornøjelse at se veteranerne tilbage i topform på Roskilde Festivals sidste dag. Umiddelbart før koncerten fik vi os en hyggelig snak med altmuligmand Bob Nastanovich fra bandet. Læs med efter hoppet Continue reading ‘Roskilde: Interview med Bob Nastanovich’
SING IT! I LIKE FUNKY MUSIC! I LIKE FUNKY MUSIC! SING IT NOW!
Vi synger det. Tusindvis af ellers udfestede festivalister finder de sidste hop, håndklap og huj frem i anledning af Princes pop-rock-funk-gospel-show. Jeg har feber og jeg hoster og det er koldt og jeg er langt hjemme fra, jeg kan ikke mere, og jeg kan slet ikke finde ud af at skrive en ordentlig anmeldelse. “Nothing Compares 2 U” var virkelig smuk. “Let’s Go Crazy” var det vi gjorde. “Purple Rain” er en EPIC popsang, og vi stod lige 65000 mennesker og hujede guitarsoloen.
Prince gik til og fra scenen adskillige gange, men alligevel sluttede showet næsten ikke - sidste sang breakede og startede igen og igen, Prince blev ved med at kommandere lysmanden: “TURN ON THE LIGHTS! I WANNA SEE YOU!” Og hver gang spottet blev tændt røg hænderne i vejret og festen fortsatte. Jeg har fundet en setliste (og den er pænt WIN) og takker ærbødigst og personligst af herfra. Here’s looking at you, Roskilde ‘010!
Main set
Let’s Go Crazy
Delirious
1999
Little Red Corvette
I Like Funky Music
Controversy
Le Freak
Why U Wanna Treat Me So Bad
Take Me With U
Guitar
Angel (cover Sarah McLachlan)
Lean On Me (cover Bill Withers)
Nothing Compares 2 U
Purple Rain
Encore 1
Mountains/Shake Your Body
Encore 2
Kiss
Dance 4 Me
PS.
Overvej lige Asteroid Galaxy Tours livetwit:
Prince is the FUNK!!!! Roskilde festival main Stage right Now… Yo yo yo this is crazy…the shit
“Der er næppe noget der swinger som Danmarks største rockpoet på Arena.” Sådan blev C.V. Jørgensen meget fint præsenteret, da han tidlig fredag aften gik på scenen sammen med sit band og en nyåbnet juicekarton. Samme fremragende band spillede på samme fremragende scene i 2002, da C.V. netop havde udgivet “Fraklip Fra Det Fjerne”. Siden da har han ikke rigtigt gjort sig bemærket offentligt. Niels Martinov skriver i sin uofficielle C.V. Jørgensen biografi fra 2007, at Carsten bare har nydt at sidde i sin have og fodre fugle og ryge hash uden at skulle forholde sig til releasedates og presse. Han vurderer et sted i bogen, at C.V. måske ikke ville vende tilbage til spotlightet. Heldigvis tog han fejl.
En ubesværet cool Carsten Jørgensen træder fredag aften ydmygt på scenen og påbegynder sit sæt foran en herlig samling af folk i alle aldre, der måske overraskende nok (i hvert fald hvor jeg står hehe forrest) alle virker til at have et helt specielt tilhørsforhold til manden. Jeg kan kun forestille mig, at C.V. er rørt over at se flere tusinde helt unge mennesker synge med på tredive år gamle sange, som de sikkert har opdaget via deres forældres pladesamling eller gennem helt forsvarlig tvungen musikopdragelse. Min unge sidemakker siger endda med stor autoritet i stemmen, hvad alle tænker, da bandet spiller ”Elisabeth“: at det er et af de ubestridt bedste numre i den danske rockhistorie. Det synspunkt kan jeg kun abonnere på. Nummeret leveres perfekt. Jeg kniber fandme også en lille tåre.
Tekstmæssigt er C.V. Jørgensen i en klasse for sig. Den perfekte blanding af Oehlenschalger og Dylan - også hvis han selv skal sige det. Ingen andre kan, hvad C.V. Jørgensen kan med det danske sprog. Det beviser han på sang efter sang, hvor vokalen får perfekt selskab af et altid velspillende backing band bestående af blandt andet Aske Jacoby, som allerede i 1983 som 20-årigt ungt talent blev taget under vingerne af C.V. Jørgensen. Indlysende nok er “Det siger sig selv“ et højdepunkt, men især også “Spildte Bedrifter” og “På Gyngende Grund” illustrerer, hvor fint C.V. og backingbandet har formået at sætte nyt liv i de gamle sange. Både Aske Jacoby og Gustaf Ljunggren fremviser verdensklasse guitarmoves, og jeg forelsker mig fuldstændigt i trommeslager Gert Smedegaards håndtering af tønderne. Der er intet overladt til tilfældigherne. De her drenge ved præcis, hvad de laver.
Da C.V. efter godt og vel halvanden times spilletid takker af, siger han: ”Det her har været en af de smukkeste oplevelser i meget land tid.” Han virker sgu egentlig bare oprigtigt glad - for at høre så mange mennesker synge med på sine sange og for igen at få lov til at vise, at han er den bedste overhovedet whatsoever i Danmark til det han laver. Jeg går meget glad ud i aftenen og håber på snart igen igen at få anledning til at se det her band igen og igen.
Japandroids er en genial duo (Brian King på tråd og David Prowse på tønder) fra Vancouver, hvis nyeste single (som jeg hoppede til i går nat til en fantastisk Pavilion-klokken-et-om-natten-koncert) hedder Younger Us og indeholder lyrics, “Remember that night you were already in bed, said, “Fuck it”, got up to drink with me instead”. Awe some. Vi fik en herlig snak med drengerne, læs den eller gå glip af quote-material!
Continue reading ‘Roskilde: Interview med Japandroids’
ÅRETS KONCERT (hverfald til Prince eroberer mit hjerte mañana hehe) uden tvivl og OMG om ikke den lige blev leveret af PATTI SMITH om hvem det på wiki hedder sig at hun 2005 “was named a Commander of the Ordre des Arts et des Lettres by the French Minister of Culture” og i 2007 “was inducted into the Rock and Roll Hall of Fame”. Legend, ladies and gentlemen, og jeg har lige set hende med mine egne øjne og ører.
“Fedt… Ja pladsen er måske endda lidt for god men det bliver fedt” - sådan svarer Rugaard på min tekst om at “jeg er front pit 2 til højre”, og han har sjovt nok ret. 1) Der er for god plads (HOMOSEKSUELLE MENNESKER I ER SØDE NOK MEN SERIØST, VAMPIRE WEEKEND OVER PATTI SMITH? TA’ DEN PIK UD AF MUNDEN) og 2) det bliver FANTASTISK.
“JESUS CHRIST WAS A NIGGER! JACKSON POLLOCK WAS A NIGGER! WE ARE ALL NIGGERS! NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER NIGGER!” Alt Patti Smith siger er direkte til quote (you’ll notice the overskrift) og det ved jeg på forhånd, for jeg havde æren og fornøjelsen af at se verdens måske bedste rockdokumentar nogensinde (hvis du kan lide Don’t Look Back og så’n i hvert fald) Dream of Life i forgårs.
Patti Smith har (som fx Morrissey years before (of refusal)) fået tildelt den utaknemmelige spilletid 16:30, men heldigvis viser det sig ikke at gøre noget. Fra A til B sparker madammen nemlig røv, og det er 1) fra 16:30 og mindst halvanden time frem og 2) en koncert der må få ad-skil-lige anmeldertyper til at fortryde deres insisteren på at kalde Patti Smith “punkdronning” (rly l0l).
Patti Smith er en regulær intellektuel ROCK’N'ROLL-dronning hvis hun absolut skal være noget, og hendes ideologi er væsentligt tættere på Kerouacs (og Walt Whitmans) religiøse beat-filosofi end på FUCK SOCIETY JEG ER SUR-punk. Det hedder sig at “we shall live again” og Patti Smith gentager under koncerten poetiske oder til livet og naturen. Dengang jeg gik i 7. klasse var der hippieer og punkere, og nu hvor jeg er ældre viser det sig, at Patti Smith er begge.
For 10 år siden døde 9 mennesker foran Orange, og det er en tragedie. Da Patti Smith i forgårs holdt en smuk (jeg fik lige kuldegysninger) tale og sang to sange, var den ene sang “Beneath the Southern Cross” - og det er en helt fantastisk sang, som især handler om afdøde Robert Mapplethorpe (nu hører du lige den sang og læser teksten og indrømmer at du næsten græder). En anden af Pattis afdøde venner leder koncerten i retning af en regulær Ramones/Chuck Berry-punket sang om døde mennesker. Tjek den her tekst:
“Hey,” Herbie said, “Tony, can you fly?”
But Tony couldn’t fly, Tony died
Those are people who died, died
They were all my friends, and they died
Det virker smukt emo, men åbenbart kan det leveres PUNK! Smith synger sig gennem et fint cover, og under koncerten får vi (GAVER!) desuden Play With Fire og Perfect Day.
People have the Power og “ANYTHING IS POSSIBLE. I CAN’T PLAY THE GUITAR AND I’M FUCKING UP HERE!”. Patti spytter på scenen, vælter mikrofonstativet 100 gange (og stakkels roadie skal hele tiden rejse det op), går en tur ud blandt publikum og slutter shows med et BRAG; detvilsige Rock’n'roll NIGGER og GLORIA. Seriøst, jeg kan umuligt skrive mere, for jeg kan ikke få armene ned
; - )
Den musikalske legestue, der går under navnet Dirty Projectors, er hjertebarn for stifter og frontmand med det fede navn Dave Longstreth. De har igennem tiden udgivet flere albums siden 2002 og line-uppet har skiftet heftigt. Tidligere medlemmer tæller bl.a. de to weekend-vampyrer Ezra Koenig og Rostam Batmanglij.
De har i lang tid været en velholdt hemmelighed for det brede publikum, indtil start-2010 hvor den BNM’ede Bitte Orca udkom og tog hele indie-verdenen med storm med sin impro-agtige lyd og geniale vokalarbejde. Dirty Projectors spillede på Odeon scenen kl. 22 om fredagen.
Menneskemængden var til at tage og føle på et kvarter før start, og mange af mine sidemænd stod allerede og forsøgte sig i Longstreth’s snørklede vokal. Da bandet gik på var jeg selv afventende, for helt ærligt, så kunne meget af det de kan på pladen godt lyde umuligt at gengive live. Heldigvis fik jeg da vanvittigt uret.
Hele ensemblet var tændt, og rockede max igennem. Line-uppet bestod af to guitarer, bas, trommer, vokal og 3 “korpiger”. De kan dog ikke rigtig kaldes korpiger, da de dominerer mindst lige så meget i lydbilledet som Longstreth selv, og de får også flere gange lov til at synge helt uden Longstreth.
Personligt har jeg svært ved at sætte en finger på noget rent musikalsk, de havde allesammen ild i øjnene hele vejen igennem. Igen må især nævnes de tre korpiger, som gav mig vilde kuldegysninger med deres kringlede simultane fraseringer.
Denne koncert står personligt tilbage for mig som en af de mest fuldendte oplevelser, hvor mad-skills på instrumenter gik lige op med et publikum der var parate til at blive tændt på lige præcis den rigtige måde.
Husk endelig også at læse vores interview med smukke Angel Deradoorian fra bandet.
Jeg tror alle har tænkt (/vidst) at der var et eller andet besonderes over at LCD Soundsystem skulle spille lille Cosmopol. I hvert fald har Cosmopol en cirkus kapacitet på 6000 mennesker, og cirka samme antal nød nok koncerten udenfor teltet. Arguably er der tale om en Malk de Koijn-på-Arena-i-stedet-for-Orange-ting, for Cosmopol er the place to the party - og party vi gjorde. Råbte i kor, smed bukserne i varmen og sang med og med.
Jeg sidder ved siden af en fyr fra Soundvenue som siger “5 ud af 6″ (og han er i øvrigt skidesød) men jeg tror måske mere jeg vil sige “40% af t-shirt gennemblødt af dansesved” - og det er det jeg kalder en kompliments. Alle folk i min proximity smilede og dansede, og der var grund til intet andet. Jeg ville ønske en eller anden havde smidt mig en setliste, men det jeg primært husker er, at drengene spiller omtrent 8 numre. Til gengæld tager sing-a-long-åbneren Us v Them 10 minutter, og derfra er lagt en form for linje.
Hits 4 kids #2 er Drunk Girls, og hvis der fandtes mennesker, der ikke dansede før, gør de det rigtig meget nu. LCD Soundsystem er James Murphy + seks no-names, hvoraf tre spiller trommer og percussion. “Jeg vidste sgu ikke de var så tromme-orienterede”, siger min sidemakker. Jeg havde det på fornemmelsen. Det er i hvert fald derfor alle folk danser hele tiden.
Når jeg havde den slags på fornemmelsen, er det selvfølgelig fordi jeg er en farligt bad-ass blogger med bunker af edge, som hele tiden ved hvad det dér fede er, og hvad som er pænt lamt (JEG ER HØFLIG SIGER DET IKKE). Murphy out-edger som tidligere Seinfeld-forfatter de fleste mennesker på kloden, men generøs som han er, afsluttes en særdeles dansabel koncert med bekendelses-oden Losing My Edge (”I was there when Captain Beefheart started up his first band/I told him, “Don’t do it that way. You’ll never make a dime”/I was there”).
Meget var Murphy, men han var der sgu ikke til de første Can-koncerter i Köln. Til gengæld ved han også godt, at det i grunden egentlig ikke er det, som hele livet handler om. Og det er derfor jeg griner med ham, når han synger Losing My Edge, og får kuldegysninger, når han smider attituden og synger Someone Great og All My Friends:
Though when we’re running out of the drugs
And the conversation’s winding away
I wouldn’t trade one stupid decision
For another five years of life
(Where are your friends tonight?)
Er overskriften egentlig et ord?
Nå, det tog sin tid, men nu er blogosfæren tilgængelig, så no worries. 
Det er sandt nok at vi kun får det lol vi selv laver, men jeg tog en tur med mit helt vildt dårlige digitalkamera, ud i den vilde festival, og flaneurede den lidt. Jeg fik nogle billeder og nogle historier, og jeg synes de var så søde at jeg ville dele dem med jer.
Først er der jo lige det her med vejret: Det er genialt! Man kan blive lidt flot solskoldet, og ingen har rigtig noget tøj på. Det giver jo dejlig mulighed for at vise noget af sin flotte krop og gøre sig lidt til. Hvem ville f.eks. ikke godt kysse ham her?
Jeg mødte en fyr, som bare var glad for spille Jimi Hendrix på sin guitar. Det var det eneste han kunne, men for Dylan hvor var han også bare god til det! Han spillede lige Little Wing og delte kys ud (bedste score-taktik? Det tror jeg nok!)
Skatescenen er et helt indlæg værd bare i sig selv, så her får du bare et lille billede, som jeg tog.
Det er bare så sjovt det hele, og jeg ville ønske I var her allesammen, men jeg må vist nøjes med de 100.000 geniale mennesker, der er her nu. Glæd jer til mere lol herfra meget snart.
