I aften har Århus den store fornøjelse at præsentere to indie-navne samme aften.
På VoxHall spiller James Mercer/DangerMouse-projektet Broken Bells. Grundet de to herrers forbindelser til bl.a. Gnarls Barkley og the Shins, har pladen fået masser af spins af Dj’s verden over, og deres psych-pop skal nok kunne lægge bund for en lækker aften.
På det nyåbnede Atlas spiller Rhode Island-bandet The Low Anthem, som stadig mangler at få deres navn ud til det store publikum, men som har trukket nogle flotteanmeldelser og velfortjent hype på deres plade Oh my God, Charlie Darwin, som er en blanding af klassisk Americana-akustik og smadder-country.
Så hvad der end rokker din jolle, så burde der være noget for dig i aften. Ses!
Den musikalske legestue, der går under navnet Dirty Projectors, er hjertebarn for stifter og frontmand med det fede navn Dave Longstreth. De har igennem tiden udgivet flere albums siden 2002 og line-uppet har skiftet heftigt. Tidligere medlemmer tæller bl.a. de to weekend-vampyrer Ezra Koenig og Rostam Batmanglij.
De har i lang tid været en velholdt hemmelighed for det brede publikum, indtil start-2010 hvor den BNM’ede Bitte Orcaudkom og tog hele indie-verdenen med storm med sin impro-agtige lyd og geniale vokalarbejde. Dirty Projectors spillede på Odeon scenen kl. 22 om fredagen.
Menneskemængden var til at tage og føle på et kvarter før start, og mange af mine sidemænd stod allerede og forsøgte sig i Longstreth’s snørklede vokal. Da bandet gik på var jeg selv afventende, for helt ærligt, så kunne meget af det de kan på pladen godt lyde umuligt at gengive live. Heldigvis fik jeg da vanvittigt uret.
Hele ensemblet var tændt, og rockede max igennem. Line-uppet bestod af to guitarer, bas, trommer, vokal og 3 “korpiger”. De kan dog ikke rigtig kaldes korpiger, da de dominerer mindst lige så meget i lydbilledet som Longstreth selv, og de får også flere gange lov til at synge helt uden Longstreth.
Personligt har jeg svært ved at sætte en finger på noget rent musikalsk, de havde allesammen ild i øjnene hele vejen igennem. Igen må især nævnes de tre korpiger, som gav mig vilde kuldegysninger med deres kringlede simultane fraseringer.
Denne koncert står personligt tilbage for mig som en af de mest fuldendte oplevelser, hvor mad-skills på instrumenter gik lige op med et publikum der var parate til at blive tændt på lige præcis den rigtige måde.
Husk endelig også at læse vores interview med smukke Angel Deradoorian fra bandet.
Nå, det tog sin tid, men nu er blogosfæren tilgængelig, så no worries.
Det er sandt nok at vi kun får det lol vi selv laver, men jeg tog en tur med mit helt vildt dårlige digitalkamera, ud i den vilde festival, og flaneurede den lidt. Jeg fik nogle billeder og nogle historier, og jeg synes de var så søde at jeg ville dele dem med jer.
Først er der jo lige det her med vejret: Det er genialt! Man kan blive lidt flot solskoldet, og ingen har rigtig noget tøj på. Det giver jo dejlig mulighed for at vise noget af sin flotte krop og gøre sig lidt til. Hvem ville f.eks. ikke godt kysse ham her?
Jeg mødte en fyr, som bare var glad for spille Jimi Hendrix på sin guitar. Det var det eneste han kunne, men for Dylan hvor var han også bare god til det! Han spillede lige Little Wing og delte kys ud (bedste score-taktik? Det tror jeg nok!)
Skatescenen er et helt indlæg værd bare i sig selv, så her får du bare et lille billede, som jeg tog.
Det er bare så sjovt det hele, og jeg ville ønske I var her allesammen, men jeg må vist nøjes med de 100.000 geniale mennesker, der er her nu. Glæd jer til mere lol herfra meget snart.
Beck har travlt. Det har han. Anti-folkerens sidste nye projekt har været at producere, skrive og mixe Charlotte Gainsbourgs BNM‘ede album IRM. Men han har altså stadig en masse på sin tallerken. Mums. Continue reading ‘Hvad mon der sker i Becks studie?’
Et bands vigtigste aktiv er deres fans. Det kan vi hurtigt blive enige om. Hvem skal ellers komme til koncerterne og købe plader og mærkeligtmerch? Et band kan jo være nok så godt, men hvis ingen gider høre det, er hele projektet dømt til at crashe og burne.
Derfor er Fanfarlo meget priviligerede. Et par okay, men ikke prangende anmeldelser af debuten “Reservoir” og generelt ikke meget eksponering i de danske musikmedier, og der dukker alligevel 200+ mennesker op for at se dem på VoxHall. Det er fedt, synes jeg.
På onsdag den 3. februar spiller Fanfarlo på VoxHall i Århus.
For mange måneder siden, læste jeg på vores geniale broderblog Börneblogger om et band ved navn Fanfarlo (det var det her jeg læste), og tænkte det skulle tjekkes ud, og siden da har jeg ikke været i stand til at slippe det!
En dejlig blanding af Arcade Fire, Clap Your Hands Say Yeah og Beirut plus en masse andet, er hvad inspirerer kvintetten (det er altså dem på billedet, selvom der er 6 mennesker WTF?), og det lyder skidesmukt, for at sige det ligeud.
Jeg er ret ekstatisk over koncerten, og det kunne du jo også blive, hvis du lige tjekkede de her numre ud:
Den officielle video til “The Walls Are Coming Down”
Earcandy præsenterer: Under Byens yndlingsyoutubevideo! Stine Sørensen fra bandet fortæller:
“I foråret sad jeg hver dag på en solrig vinduesplads i vores lejlighed (jeg husker hele foråret som solrigt) jeg forsøgte at skrive en stor universitetsopgave, imens jeg var gravid, og babyen derinde sparkede min rygrad rank og ikke særlig afslappet. Måske var det babyens benspænd, måske var det min egen overbevisning om, at YouTube gemmer stof, der er relevant for en universitetsopgave. Jeg lænede mig i hvert fald tilbage, og lod Karen Dalton synge for mig og for den lille derinde. Og det relevante, jeg husker fra dengang, er det.
Der findes ikke mange klip med Karen Dalton. De fleste er slideshows af gamle sort, hvide fotografier, der skildrer hende, enten imens hun spiller eller hvor hun bare står som en ung smuk kvinde. Det er umoderne klip, men de kan hive tæppet væk under mig. “It Hurts me too” af Karen Dalton er en sort og hvid optagelse af Karen Dalton, hvor hun står og spiller med sin guitar uden så meget make-up og uden så meget show. Det gør klippet roligt.
Der er gemt så meget klogskab og erfaring og bitter sweetness i hendes musik, at den beskriver følelsen af, at et år er ved at være omme. Med dette klip dukker mine sande drømme op. Som en døsig ørkensol stabiliseres mine tanker, og jeg bliver tryg nok til at læne mig tilbage og føle, hvordan fremtiden skal være.”
David Fricke kaldte engang Under Byen for “the best band in the world” og der skal da ikke herske nogen tvivl om at de er et af de bedste danske bands til at nå ud over landegrænsen lige nu. De har nået så langt som at får deres fremragende Samme Stof som Stof anmeldt af Pitchfork, og de er meget casual blevet kaldt for Danmarks Sonic Youth. Imens vi alle venter på deres næste plade, kan du jo hygge dig med lidtlæsningher!, eller du kan høre et Roskilde-interview fra 2006 her!
Earcandy præsenterer: Mimas’ yndlingsyoutubevideo! Guitarist Daniel Malling Beck fortæller:
“YouTube er fyldt med rigtig, rigtig mange sjove videoer, så at vælge bare én er meget svært. Denne her blev valgt, fordi den, lang tid efter vi så den, stadig er sjov. Rigtig sjov. Og så er G.I. Joe i sig selv jo fantastisk.”
Mimas er et rockband fra Århus, der spiller hvad de selv kalder for døds-indie. Med så få år de har på bagen som band, har de blandt andet opnået at spille på Roskilde Festival og at spille sammen med navne som This Town needs Guns og Why? De har netop overstået et warm-up job i England for Slaraffenland. De er meget glade for at poste fjollede ting på deres blog, og derudover er de skidedygtige. Hør selv her!
