I weekenden var der så Trailerpark Festival i København, og det var noget af en fest, som sådan også forventet. Hvert år når jeg er på festivalen i Copenhagen Skatepark prøver jeg på ikke at planlægge for meget – ved godt, at Roskilde håber folk gør det samme dér, men det er jeg simpelthen for nørdet til at lade være med, og folkene bag Trailerpark ved en hel del om en hel del musikgenrer, jeg ved intet om. Det kan være tung elektro, minimaltechno eller noget helt tredje. Så også i år gik jeg ind til arrangementet med forventning om fest, farver og glade, dansende mennesker. Det fik jeg igen igen lov til at opleve.
Der er gjort så utrolig meget ud af festivalen, her tænker jeg kunsten, arkitekturen og de forskellige miljøer, der omringer festivalpladsens midtpunkt mellem scenerne – noget tyder på, synes jeg, at Spot Festival i Aarhus har ladet sig mere end inspirere, men resultatet er knap så vellykket som på Vesterbro. Det vil sige: Trailerpark er 100 gange mere interessant. Jeg bliver simpelthen bare glad hvert år, når jeg spankulerer rundt på den kompakte plads med en mojito i hånden og dropper ind til forskellig musik, jeg ikke har forberedt mig på. Og sådan var både fredag og lørdag for mig – vilde dansefester på alle tre scener, Rebel, Royal og Aiaiai.
Søndag havde jeg fra starten af planlagt som en regulær afslapnings- og musikdag (men en flaske cava blev det da til) og især koncerterne med Waldo & Marsha og The Eclectic Moniker havde jeg glædet mig til. Førstnævnte, et rost støjrock-drengeslæng på 8 fra Aarhus, har jeg aldrig fået hørt, og de overraskede virkelig positivt med deres My Bloody Valentine-inspirerede shoegaze. Når man er 8 i et band, der larmer og støjer, som Waldo & Marsha gør, så spiller man altså ikke for pengenes skyld, og det er jo altid dejligt at tænke på.
Faktisk var jeg ret overrasket over, hvor party folk var søndag – det så vitterligt bare ud som om, at folk morede sig og godt lige kunne klare en dag til. Under koncerten med The Electic Moniker, som vi tidligere har rost her på siderne, sagde jeg til min kammerat, at det her band har genopfundet den flade tallerken på den fedeste måde, og den betragtning står jeg ved i ædru tilstand. Herlige drenge, der gør folk glade og jammer Prince-style, så folk glemmer deres tømmermænd og danser hele vejen op på scenen – what’s not to like. Calypsopoppen har aldrig lydt mere dansk og folkelig.
Når Gud lukker et vindue, så åbner han en flaske cava, det har en fuld mand engang sagt, og så er det ikke det værste i verden at være på Trailerpark Festival, hvor man kan drikke med nye venner og se på flotte mennesker til en masse elektromusik, man ikke lige vidste, man virkelig godt gider danse til. Tro mig, den slags bliver man glad af. Vi ses til Trailerpark 2013.
Sidste år dækkede vi med stor interesse og en god del spas Trailerpark Festival. Det var på alle måder en glimrende weekend, vi fik oplevet en masse fin kunst og musik, hang ud med søde mennesker og fik endda rig lejlighed til at spille Neil Young helt vildt højt i en trailer søndag eftermiddag. Da jeg så kom hjem, godt udkørt og med tømmermænd for days, noterede jeg vist også, at det med en Trailerparkweeekend hvert år godt måtte blive en fast tradition, og her er vi så, en uge før vanviddet går løs igen. JEG GLÆDER MIG!
Fredag åbner festivalpladsen (tænk, jeg glæder mig på Roskilde-manér), nu som før på Vesterbro i smukke omgivelser, og earcandy redaktionen ser frem til gensyn med The Eclectic Moniker og Ice Cream Cathedral, og vi kan heller ikke rigtig vente med at opleve Hooray For Earth, Gang Colours og gode gamle Christian Hjelm fra Figurines. Hele programmet kan tjekkes her, med tidsplanen og hele molevitten, og her kan du også købe din billet, hvis du ikke allerede har gjort det. 300 for tre dage = god pris!
Som en ekstra fornøjelig treat har de gode folk bag festivalen fået deres gode ven og Trailerpark allstar Christian d’Or til at sammensætte et herligt, lille mixtape. Det kan du lytte til right hurrr, mens du kridter danseskoene og ellers gør dig klar til endnu en vild festivalweekend i det københavnske.
For denne musikelsker var årets Roskilde-program lidt et mysterium. Jeg kunne forholde mig til de store rocknavne, mens jeg havde sværere med det meste af det, der foregik på de små scener. Heldigvis skulle verdens bedste festival igen blæse mig omkuld fra alle vinkler.
DJ Static er en helt hvor jeg kommer fra og selvfølgelig skulle den tid komme hvor han fik æren af at lukke Arena, den bedste scene på den bedste festival i verden, og den tid var altså søndag ved midnatstid Roskilde 2012. Og hvilken fest! Jeg ankom i god tid med en masse trætte, men forventningsfulde og hiphopglade kammerater, og vi var glade for, hvad vi så og hørte – for det meste i hvert fald. Khal Allan, SupaJan og en håndfulde andre viste, hvorfor de er blandt Danmarks allerbedste, og hvorfor det er sjovt for enhver at rappe på et Static beat og hvorfor det er sjovt at spille med et big band, mens en håndfuld af de helt nye (hype)navne viste, hvorfor dansk rap på ingen måde er endnu i en ny golden era.
Jeg var dog virkelig godt underholdt, og det er jo slet ikke Statics skyld, at folk ikke længere lytter til Kool G Rap, men nu synger med på “lyden af politiet” uden at vide, hvorfor KRS-One er en awesome fætter. Det fungerede virkelig godt med big bandet, og ideen om at hente rappere på scenen én efter én – hit som altid, som sådan også til rapkavalkade til Aarhus Took It 2010 – gjorde oplevelsen af DJ Static som manden med mesterplanen helt præsent. Og en mand med en mesterplan er hvad der er brug for til festivalens sidste fest.
Den hårdest arbejdende DJ i showbiz fik det perfekte udgangspunkt for en (fortjent) hype til pladerelease, og jeg taler nok for alle (fulde) publikummer i pitten, når jeg siger, at vi – well, egentlig som altid, for Roskilde plejer altid at have fingeren på pulsen i forhold til sidste Arena koncert – havde en vild fest og gik vildt glade hjem til vores respektive lejre og festede til de lyse morgentimer med tunge hiphopbeats stadig rungende i ørerne.
Hørt i mængden: Det er som om, han har lyttet til Grateful Dead og tænkt, “Det der, det kan jeg gøre meget mere mærkeligt” og så lige lavet 400 plader.
R. Stevie Moore er en meget mærkelig mand og musikalsk legende for kendere, der ved, hvordan den bizarre slackerrock skal lyde. På Roskildes sidste dag, hvor vi alle nok også var mere eller mindre ramte, skulle Moore så spille på Gloria scenen, den mindste på Roskilde med plads til ca. 1000 publikummer, og det skulle hurtigt vise sig at blive akkurat så speciel en oplevelse, som man kunne forvente (og håbe på!).
Moore gik på scenen og de første ord, der kom ud af munden på denne 60-år gamle, blåskæggede mand i hippiekluns var: “Where my bitches at?” Det fortæller jo allerede lidt om, hvilken type vi her har at gøre med. Publikum, i hvert på fald på de forreste rækker, hvor jeg stod under koncerten, virkede på fra starten og lod sig charmere af den charmerende særling.
Som koncerten nu skred frem fik Moore og co. – trommeslager og to unge guitarister – endnu mere fat på publikum og kom også vitterligt – og helt bogstaveligt – langt ud over scenekanten. Mest fængende lød det, når der blev skruet godt og grundigt op for alt-rock og rullen, og her kom jeg til at tænke på den lyd, vi kender og elsker fra Dinosaur Jr., der helt sikkert har lyttet til deres del R. Stevie Moore, akkurat som Ariel Pink og andre erklærede fans.
Efter en halv times tid sagde Moore tak og forlod scenen, men kom hurtigt tilbage og spillede videre, først alene, hvor han legede med næsten samtlige instrumenter på scenen i en ti minutters tid og her blandt andet forsøgte sig med en trommesolo, og dernæst med de øvrige musikere tilbage på scenen, nu til de sidste godt og vel tyve minutter.
Da koncerten var ved at nå sit endeligt meddelte Moore, at de kun havde et nummer tilbage i repertoiret, og at det altså af den grund var ved at være slut. Fair nok så, må man sige. Vi var alle godt underholdt og fik vel alle (mine venner) også på mirakuløs vis tanket energi til den sidste aften på årets festival.
Det er nu alligevel noget af en bedrift, at Moore og venner virkelig formåede at løfte stemningen og humøret blandt trætte og tømmermændsramte festivalgængere. Jeg gik direkte ud og købte en vin og gik så videre til næste koncert med et gigantisk smil på læben, og den oplevelse af fornyet lyst til festivalballade og endnu en glad dag uden bekymringer glemmer jeg nok aldrig.
Godt og vel tre hele timer blev det til i selskab med monsterbossen Bruce på Orange lørdag aften og sikke en fest. Jeg har sjældent været så godt underholdt, og det kan ikke rigtig lade sig gøre at sige noget som helst negativt om, hvad der foregik på den store scene fra 21 til midnat. Med solid opbakning fra E Street Band – disse vanvittigt dygtige, vanvittigt karismatiske musikere, man overgiver sig helt og holdent til fra første tone – leverede Bruce en vidunderlig koncert med en sætliste bestående af 26 hits.
Af højdepunkter må nævnes den smukke “My City of Ruins” og så, ja selvfølgelig, “Born in the USA”, “Dancing in the Dark” og så videre med det ene velkendte hit efter det andet. Jeg, der ikke har hørt noget som helst fra den nye plade, Wrecking Ball, blev positivt overrasket over niveauet. For det swingede sgu bare og lød alt sammen skidegodt. En heldig fan blev inviteret op til en lille svingom, mens hiphop-drengene i The Roots blev hevet ind som gæste-backing-band under et par numre, og det lød glimrende, men kom mildest talt som en overraskelse. Rapper Black Thought blev til sidst hevet ind som hypeman, og da Roots igen forlod scenen var det til stor applaus fra både publikum og E Street. Ingen havde nok lige set den komme.
Jeg stod cirka midt for, med god udsigt og perfekt lyd, og kunne virkelig fornemme, hvordan alle omkring var ligeså blæst omkuld over koncerten, som jeg selv var. Flere – også af mine venner – havde nok egentlig planlagt at nå både dele af Bruce og hele Bon Iver koncerten, men ingen kunne vel rigtig få sig selv til at forlade showet. Og hvorfor skulle man også det? Bruce på Orange 2012 var en oplevelse for livet, akkurat som vi gik sådan og håbede på, mens Bon Iver, som jeg i øvrigt også meget gerne ville have set, spiller i København i november.
Med det helt geniale “Twist and Shout”-cover som ekstranummer blev pladsen foran Orange forvandlet fuldstændig til en danseplads, og det var endnu et af de her helt særlige Roskilde-øjeblikke, man ved aldrig går i glemmebogen. Bedste koncert i år by far, og jeg ser gerne Bruce i Parken eller wherever whenever eller for den sags skyld på Roskilde meget snart igen.
Nyligt gendannede Refused skulle fylde Arena lørdag eftermiddag, og de forventninger, som måtte ligge i folk blev uden tvivl indfriet. Et tæppe var blevet hængt op, som faldt ned idet de første toner til “Worms of the Senses/Faculties of the Skull” fra sidste plade “The Shape of Punk to Come” brager ud over scenen. Det er tydeligt at efterhånden midaldrende forsanger Dennis Lyxzén er helt tændt og klar på at brænde teltet ned. Point of no return er da han tager to monitors, sætter dem oven på hinanden, og springer ned mens lydbilledet eksploderer.
Sange som “Rather be Dead” og “Refused Party Program” sætter bølger i hele teltet, og da Lyxzén siger “We’ve been broken up for 14 years, soon we’ll break up again, so here is the song “Refused Are Fucking Dead”" er der ikke en nakke, der ikke er øm. Generelt er spillelysten helt oppe i det røde felt, og de 40-årige drenge på scenen er ikke bange for at gå helt amok på deres instrumenter. Hardcoren er i højsædet, både i højttaleren og i fremførelsen.
Da “New Noise” kommer på som ekstranummer, er teltet kogende varmt og sveden drypper, mens alle skråler “We dance – all the wrong songs!” og Lyxzén smider skjorten og afslører hvad der ligner en kæmpe ørn, tatoveret på ryggen. Konceten kulminerer og de tidligere band-fjender tager en fælles krammer og et buk. Publikum trasker ud af teltet med adrenalin i hele kroppen og utroligt ømme led, som vidner om en hardcore-koncert af dimensioner.
Red Fang skulle indtage midterpladsen i et sludge/stoner-triumvirat bestående af dem selv, Weedeater og Baroness på et mudret Odeon fredag formiddag. Folk var mødt sparsomt op til Weedeater, men en stemningsrapport tydede på at de fleste var kommet for at se netop Red Fang.
Klokken 14 gik det løs, og de fire drenge lagde hårdt ud med singlen “Hank is Dead”. De virkede utroligt tændte og klar på hele præmissen på Odeon: Hegn hele dagen. Allerede efter et par minutter var der gang i et ordentligt mosh-pit nede foran, og jeg måtte se min fadøl blive offer for vildskaben. Det gjorde dog ingenting, humøret var lige til at tonse.
Bryan Giles og Aaron Beam, hhv. guitarist og bassist, delte forsangerjobbet fejlfrit og kemien var rigtig god mellem alle fire, mens de leverede perler som “Malverde” og “Wires”. Efter ca. 45 minutter spillede de stoner-hittet “Humans Remain Human Remains”, som skulle blive det sidste nummer af første del. Da bandet slog sidste tone an, røg al strømmen på scenen, og de måtte forlade den, til en del frustrede kommentarer fra publikum. Det resulterede dog ikke i den store udvandring, og da bandet gik på igen 25 minutter senere, var afbrydelsen helt glemt og spillelysten intakt hos bandet.
Sidste nummer blev kæmpehittet “Prehistoric Dog” som blev leveret med en vanvittig intensitet, der smittede helt ned på bagerste række, hvor jeg efterhånden var blevet skubbet ned, gennemblødt af øl. Red Fang havde leveret en sublim koncert, der trods strømafbrydelsen ikke var hverken for lang eller for kort.
Tjek videoerne til “Wires” og “Prehistoric Dog”, som begge er genialt sjove.
Den første dag på Roskilde er selvfølgelig noget helt særligt, og jeg er næsten altid ved at tude hver gang jeg hører den velkendte jingle, der markerer, at musikken snart skal begynde. Som sådan også foran Arena kl. 18 torsdag til en koncert med et glimrende band fra New Mexico, jeg har hørt rigtig meget til siden de dukkede op på min radar for efterhånden en del år tilbage.
Før koncertstart med The Shins nåede jeg det første af Araab Muzik på Apollo – vild fest og dansehumør over hele linjen i øvrigt – men gik i god tid for at få en papvin og en fin plads. Flere af de bedste koncerter i mit liv har foregået på Arena, der måske er mit favorit spillested i hele verden, og igen torsdag blev jeg imponeret over, hvor god lyden egentlig er. Den bløde indie gik fantastisk godt igennem, og det er svært at forestille sig nogen bedre start på festivalen end halvanden time i selskab med disse fremragende musikere, der får det til at se så legende let ud.
Fire plader er det blevet til – altså et overskueligt bagkatalog, hvis man vil forberede sig på en koncert – og alle er fyldt med lækre hits og instant crowdpleasers. Torsdag på Arena fik vi så selvfølgelig også slagsangen “New Slang”, men i en forfriskende dæmpet akustisk version, og vi fik flere af de stærke sange fra Port of Morrow, den nyeste udgivelse, og ikke mindst koncertåbner “Caring is Creepy” og “Australia” blev til magiske Roskilde-øjeblikke. Jessica Dubson, den nye kvindelige guitarist i bandet, var virkelig kick-ass og helt klart et højdepunkt i sig selv, mens også hovedpersonen demonstrerede ubesværet indie-coolness med sin sublime sangstemme.
Foran os stod to smukke unge danske piger med et indgående kendskab til Mercers tekstunivers, og de var en lang dans fra start til slut. Det var en fornøjelse at se på og en fantastisk kontrast til den snakken, der ellers finder sted, og som Roskilde med en ny kampagne også forsøger at dæmme op for. Frontmand og forsanger James Mercer er en mand af få ord, et par tak og ønske om god festival blev det til, ikke meget mere, og det klæder bandet at lade musikken tale for sig selv. Jeg var utrolig godt underholdt og gik fra Arena med et smil på læben og årets første, men helt sikkert ikke sidste, Roskilde-er-verdens-bedste-festival oplevelse.